torsdag den 25. januar 2018

Barnevognspynt

Mellem jul og nytår gik jeg igang med at hækle lidt figurer til en barnevognskæde.
Det blev et par små skildpadder som jeg fandt på pinterest (den store tidssluger)
Her til et enkelt hjerte og et par kugler, alt hæklet.


Det sværeste var at få den tykke elastik igennem figurerne, men ved at lave hul gennem med en strikkepind og en stor nål til at trække elastikken igennem med lykkedes det da. Men jeg bandede groft, indtil jeg kom på tricket med strikkepinden.
Den er nu afleveret sammen med klemmerne, så må de selv binde dem på, da det ikke er så nemt, når man ikke har målet fra kalechekant til kalechekant.
Men foreløbig er den placeret henover vuggen, så kan den komme på barnevognen til sommer.

onsdag den 24. januar 2018

Pausestrik, når man ikke lige kan finde den rigtige opskrift

Siden jeg blev færdig med at lave julegaver og strikke varme sager til Njord, har jeg ligget i lidt dødvande med hensyn til, hvad jeg skulle give mig i lag med.Men da jeg jo ikke bare kan sidde og kigge på mit TV om aftenen uden at have noget i hænderne, så har jeg strikket strømper.

Et par til Njord



To par til skuffen



Ja jeg er faktisk stadig igang med strømpestrikning lige nu et par til mig selv med ret så meget hulmønster, et tæt hulmønster på bagsiden af skaftet og et mere fletagtigt hulmønster på forsiden, som skal fortsætte ned over foden.



I mens leder jeg efter et cardiganmønster, der passer i strikkefastheden til det supersoft garn fra garnpusher, som jeg fik med hjem fra bloggertræffet i efteråret. Og det skal helst være et top down mønster, så jeg kan fordele striber og garn pænt til ærmer og længde. Jeg har 3 farver a 200 gr. med løbelængde 575 m/100 gr. Så det skal jo helst strikkes i enkelt tråd.

mandag den 22. januar 2018

Årets nytårs gåtur i Roskilde

I forrige lørdag fandt nytårs gåturen i Roskilde sted, for 4. år. Igen i år samledes en pæn stor flok sig på mødestedet på Stændertorvet kl. 11 klar til den sædvanlige tur. Det er rart med genkendeligheden, vi har dog endnu ikke haft ens vejr til turen, så naturen har været meget forskellig fra år til år.

Turen går ned om havnen, langs vandet ud til Boserupskoven, hvor vi går væk fra vandet og op gennem skoven. Ad stier, der flittigt bliver brugt af Mountain-bikere, så der var godt smattet. Men det lod sig gøre uden at nogen gled.

Turen går så gennem Sankt Hans og indtil Byen igen, hvor vi så slutter af på INSP, hvor der er sørget for dejlig varm suppe til alle.



Koldt så det ud, og jeg tog faktisk kun det her billede på hele turen. Det var dog ikke koldt for det blæste ikke, som sådan, først på den sidste del af turen, hvor vi var tilbage i byområde igen.
Turen er på ca. 10 km og vi brugte lige godt 2 timer på at gå den, når man, som os, går i et jævnt tempo.
Jeg glæder mig allerede til næste år, for det er sådan en hyggelig tradition og jeg får snakket med mine nevøer på en anden måde end når vi er til familiekomsammen.

fredag den 19. januar 2018

Tung januar og nyt til stuen

Det har været så som så med energien her i januar, jeg er mærket af det grå og kedelige vejr, og det er der sådan set intet nyt i. Men når man så ikke har noget man skal, så man kommer ud af døren, så bliver det altså alt for let til at man putter sig i sofaen og ser serier på Netflix eller boligprogrammer på TV2Fri.
Men nu skal det være løgn i dag bliver der først tændt for det fjernsyn når jeg skal se nyheder i aften, for at se hvordan den der storm hærger Europa.

Men lidt forandringer sker der da osse her hos mig, jeg er stadig i tænkeboks med hensyn til hvilken type reol, der skal til, til de bunker af bøger, der i øjeblikket ligger på gulvet. Men lige pludselig har jeg vel fundet en løsning på det også.

Mellem jul og nytår købte jeg mig en rigtig mormorstol eller i hvert tilfælde købte jeg en gyngestol, hos FDB møbler, jeg havde nemlig opdaget at de havde sat den lyserøde ned til halv pris. Jeg fik at vide at det var fordi den farve ikke solgte, da den var rigtig tøse lyserød.
Så jeg blev lidt skuffet, da fragtmanden kom med den, da den nærmere er gammel rosa. Jeg har endnu ikke fundet ud af præcis hvor den skal stå og der skal købes et lammeskind til den, så den bliver lidt behageligere at side i.


De øvrige pastelfarver der er i min stue er lidt renere i farven, så jeg går stadig og lurer på denne støvede udgave af en lyserød. Sjovt som man har det med farver.