søndag den 4. december 2016

Sweater klar, så kan det godt blive vinter

Så blev min sweaters færdig, jeg måtte hylle bærestykket op, da den blev alt for løs, hvilket fik det til at se ud som om at den var alt alt for stor.
Så flere indtagninger måtte der til og så måtte jeg også ændre på mønstret. Men den blev helt god til sidst.


Den går dejligt ned over numsen og kan trækkes ud over hænderne, hvis jeg skulle gå hen og glemme vanterne.



lørdag den 3. december 2016

Noget andet end strik

Til det nu overståede bryllup, havde jeg lavet et kort i det man kalder Pergamano. Jeg fik desværre ikke taget et foto af det, da det var færdigt. Der blev sat perlemors perler på og det blev foret med et stykke svagt laksefarvet  stykke papir og bundet sammen med et råhvidt smalt satinbånd.



Tidligere, som for mange år siden, lavede jeg invitationerne til pigernes konfirmationer, med den samme metode.

Sofies invitation i 2003 fik dette drømmende udtryk :


Og til Amalies i 2006, blev alfeagtigt



 Malet med akvarel og klippet med en lille spidssaks, med krumt skær.

Det er en teknik som ikke blev så udbredt i Danmark, så i dag kan materialerne ikke købes.
Så det bliver ikke på den her måde, jeg laver kort i fremtiden, det skal da være til helt særlige lejligheder.

søndag den 20. november 2016

Det er snart juletid

Det er det nemlig og forberedelserne er så småt igang. Der strikkes gaver og de kan af gode grunde ikke vises her endnu. Men heldigvis er der også tid til andre gøremål.
Min niece er flyttet til Sjælland for at læse Arkæologi eller lige nu hedder det vist nok mellemøstlige studier, da det specielt er Ægypten, der interesserer hende.
Hun har været så heldig at få en studiebolig i Roskilde, så i går var jeg lige inde og se hvordan hun havde fået indrettet sig.
Selvfølgelig skulle hun have en lille hjemmelavet ting i indflytnings gave fra sin faster. Og da hun er lige så tosset med jul som mig, havde jeg lavet disse grydelapper til hende


Opskriften er portugisisk, fundet hos den brasilianske blogger Sonia Maria, der også kan følges på Instagram, heldigvis var der et diagram så det måtte jeg hækle efter. Hun har mange fine ting med opskrifter til (kun hækling) og de er alle med diagram.
Det var første gang jeg prøvede at hækle efter diagram, men det faldt da ok ud.

onsdag den 16. november 2016

Gåtur i solskinsvejr

Ja det er jo ikke i dag, vi tog den gåtur, for i denne uge har det da indtil nu kun været gråt og vådt.
Men i lørdags skinnede solen, så vi gik os en lang tur, lige knap 9 km fik vi gået.

Ude langs motorvejen er der en støjvold og nogen kunstige søer (regnvandbassiner) og der startede vi med at gå ud.  Der var is på søerne og selvfølgelig skulle vi ned og prikke til isen med skosnuderne, og jeg kan hilse at sige at den var meget tynd.
Det var eftermiddag så vi kastede nogen lange skygger ud over isen.


Sneen, der var faldet først på ugen, lå der stadig og det var jo ret så kønt, men her hvor vi er kommet ind i skyggen kunne vi mærke kulden. Men det var en god mulighed for at få et klart billede.


Resten af turen gik vi mod solen og på grund af det kraftige modlys,var det umuligt at tage ordentlige billeder,
Men vi gik ned til åen og fortsatte vores tur langs den i sydlig retning, til vi nåede Ringsted Marken.
Flere steder havde vi problemer med at se vandet, da der er mange steder hvor åen er temmelig tilgroet og det er en skam. Men måske er der en højere mening med det, måske fremmer det noget dyreliv, jeg ved det ikke, men det kunne da være.
Ude på Ringsted Marken besøgte vi svoger og svigerinde, hvor vi hyggede med te og aftensmad, det var så dejligt, det er alt for sjældent. Men når det sker så får vi rigtig snakket igennem og det er dejligt.😍

Dragen Dirk

Jeg har hæklet en af Lalylala´s figurer, denne gang var det Dragen Dirk, der måtte laves. Jeg elsker hendes univers og hendes opskrifter.
Jeg gav den en mund, da jeg ellers syntes ansigtet var alt for tomt


Halen blev sat på og takker blev hæklet hele vejen fra halespids til kanten af hætten



Vingerne blev foldet ud, men de vil gerne krølle, så det er et problem jeg skal se at få løst på en eller anden måde


Kroppen er lavet af bomuldsgarn fra Søstrene Grene, det eneste sted hvor jeg kunne finde noget meleret garn.

søndag den 6. november 2016

Strikke workshop

Min fagforening afholder forskellige kurser også kurser, der ikke er fagligt relaterede. et sådant var jeg på for en måneds tid siden.
Et strik med broderi kursus, hvor det var strikke designer Camilla Vad, der skulle guide os gennem et lille projekt. Vi skulle simpelthen lave en lille blomst til at sy på noget strik.
Kurset varede 4 timer og jeg må sige de fløj bare afsted.
Vi skulle strikke kronblade til blomsten, 5 stk og de skulle så placeres på et lille strik vi skulle have lavet hjemmefra


Her er de placeret klar til at blive syet på, derefter skulle vi brodere midten af blomsten med franske knuder, i forskellige gule nuancer (Camilla havde flere nøgler garn med)


Det var hvad jeg nåede på 4 timer, den er da ret sød.
Det var så meningen at man kunne lave rya-sting med enderne, sådan at det kunne ligne støvdragere.
Men det nåede jeg som man kan se ikke.
Men det var sjovt at se hvordan man også kunne bruge sine rester til at pynte op på kedelige trøjer, så de måske kunne holde en sæson mere. Men måske er det ikke helt mig, men hvad det ikke er, kan det måske blive.
Det var ihvertfald et hyggeligt arrangement.


Masser af garn, frugt og guf, så var vi kørende. Vi var enige om at det kunne godt gentages, så det håber vi kommer i næste års program over arrangementer.

lørdag den 5. november 2016

Småt strik af små partier garn

Jeg har rundt omkring i blogland, set, at der er blevet strikket småt tøj til børnebørn. Jeg har ingen børnebørn, men jeg har en masse små partier garn, (fået ved blog/strikke-træf hos Lykke), som jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle stille op med. Så hvorfor ikke tænkte jeg og kastede mig ud i at hækle/strikke lidt i str. småt.

Det blev til denne hæklede trøje, model fra et Hendes Verden ( str. 3 mdr. eller måske lidt mindre)


Så blev det til denne anorak, Oslo-anorakken, en opskrift jeg fandt for flere år siden og som jeg dengang vidste skulle laves på et tidspunkt.


Men jeg havde mere af dette rustfarvede garn, trods det at jeg strikkede med dobbelt garn.
Så jeg fandt et drops-hæfte frem (også fra blogtræf) med baby strik og her fandt jeg disse bukser


Men hvordan holdes de oppe ? skal der en elastik i livet eller et bindebånd ? der står intet i opskriften, meget mærkeligt synes jeg, for noget skal der vel være.


Så nu ligger der dette fine sæt i en str. ca. 1 år.

Nu er jeg så gået i gang med julegave produktionen. Det vil sige der ligger faktisk en sweater til mig selv, og den venter på at der bliver stoppet ender ind. Og der ligger den jo godt.

mandag den 31. oktober 2016

Hovsa, der er blevet strikket et sjal

Det går fremad med at få brugt af mit garnlager, det er dog ikke ligefrem de store ting, der kommer ud af det, da det nogen gange er få nøgler (ofte 2 stk), som jeg har fået med hjem fra blog/strik komsammen.
Det går langsommere med at få det fotograferet, så langsomt at jeg næsten glemmer at jeg har strikket sagerne, indtil jeg lige kommer ind i et skab eller ned i en skuffe og hov der ligger, der sørme noget.

Jeg har fået brugt 2 ngl. af en kraftig kauni. Det kradser og kauni bliver aldrig et garn jeg køber selv, synes det er for hårdt at strikke med.


Det har endnu ikke fået stoppet ender ind. Og det trods det at der kun er 2 ender ;-)

Jeg fandt tilfældigt dette sjal, da jeg ryddede lidt op, og kunne se at det havde jeg ikke vist frem. Men nu skal det være, der skal ryddes op i hængepartierne både her på bloggen og i resten af lejligheden.

søndag den 16. oktober 2016

Brudeparret

Ja der er jo selvfølgelig også en brudgom, og han var  fin med jakke, vest og skjorte. Ham der har det bedst i bløde sportsbukser og t-shirts.
Tænk at se de to så fint klædt på og hvor de begge strålede.



Fresier, snebær, floks og diverse græsser, køn og enkel, bare så meget de to.

lørdag den 15. oktober 2016

Dagens kjoler

Vi havde købt brudens kjole allerede i foråret, så jeg vidste hvilken stil, jeg skulle gå efter i min søgen efter en kjole til mig selv. Det skulle være lidt Downton Abbey, gatsby stil.
Så jeg søgte på nettet og fandt en butik i London, som havde lige det jeg søgte. Jeg fik Amalie til at kigge med, så det blev den rigtige farve, ikke for lys, så den mindede om hendes og ikke sort, for det er der noget overtro med med hensyn til bryllupper.
Så langt om længe (1 måned før festen) fik jeg bestilt og 4 dage efter modtog jeg den fineste kjole fyldt med perler og Pailetter (vægt 1.6 kg). Så var jeg klar til datterens store dag.




En glad brud og hendes stolte mor

Storesøster havde fundet sig en 50'er inspireret kjole, som passede perfekt til hendes figur.  Knaldrød og hold da op hvor er rødt godt til hende.


Jeg er nu heldig at være mor til de to kvinder.

Så var vi alle klar til fest.

De hæklede græskar er blevet høstet

Den 1. oktober blev min yngste datter gift og dagen før fik vi gjort festlokalet klar til fest.
Der blev sat lyskæder op, skåret bordkort (som sædvanlig arbejder vi bedst under pres min datter og jeg, men min svigersøn blev rimelig stresset over at de skulle laves i sidste øjeblik).




Det var osse nu at mine hæklede græskar kom på bordene sammen med kastanier og rigtige pyntegræskar.





Meget enkelt og elegant blev det og rost blev det af gæsterne dagen efter. Det var et skønt lokale de havde lejet til at holde deres bryllupsfest i.

For at gøre det ekstra personligt, havde jeg bestilt bolsjer specielt til dem, orange og hvide, med et orange hjerte med deres forbogstaver i.



Jeg havde valgt at de skulle smage af appelsin og champagnebrus, hvilket er en rigtig dejlig smags sammensætning. Der var et lille "kræmmerhus" med 6 stk. i til hver kuvert, sådan at alle fik et minde om dagen med hjem.


Vi brugte en hel dag med at gøre klar til festen, så vi var en meget træt og spændt familie, der gik i seng den fredag.

søndag den 11. september 2016

Opdatering på strik

For snart længe siden skrev jeg om en sommerbluse i hør/bomuld, som jeg var igang med at strikke. Den har nu været færdig i en måneds tid, længe nok til at have været i brug i det dejlige sommervejr, som vi trods alt har haft.
Jeg var kvajet nok til at tage den i brug inden den var vasket første gang, så den fnulrede  helt vildt og jeg var godt irriteret. Men en omgang vask hjalp heldigvis på det problem.
Jeg lavede ærmerne to rapporter længere, så den kan bruges i en længere periode. Det er den eneste ændring jeg har lavet. Opskriften er fra et gammelt Hendes Verden.


Så har jeg lige fremstillet 2 par sokker, som pause strik, den sædvanlige opskrift, som bare sidder i fingrene.



I øjeblikket er jeg i gang med en sweater, jeg var så heldig, at jeg fik gavekort til garn af mine kollegaer, da jeg var færdig uddannet.


Jeg er lige gået i gang med bærestykket og  det går meget langsomt fremad, jeg strikker med tre farver, så jeg når ikke meget mere end 4 omgange per aften. Men heldigvis ser det ud til at det varer længe før jeg får brug for at pakke mig varmt ind.

onsdag den 17. august 2016

Cliviaen er ved at lære det

Sidst den blomstrede glemte den at lave en stilk, denne gang gik det lidt bedre






Den tabte dog hurtigt den første blomst, så der kun var 3 tilbage og når jeg kigger på den nu, så er der kun 2 blomster tilbage.
Så nu glæder jeg mig til næste gang, hvor der kommer en længere stilk og flere blomster ;-)

tirsdag den 16. august 2016

Hvad sker der med min altan ?

Nogen har måske spurgt sig selv om, hvorvidt jeg har dyrket en masse på min altan igen i år. Og dertil kan jeg kun svare : NEJ, det har jeg ikke, i år besluttede jeg at det ikke var besværet værd, med al den vand, der skulle slæbes gennem lejligheden.

Min klematis har været en skuffelse i år med en sølle blomst, først så den sådan her ud


bagefter så den sådan ud og så var der heller ikke mere krudt i den plante

Jeg har en lille bitte tomatplante, med små søde tomater, det er det rene slik


 I en gammel zink-spand har rosmarinen overvintret, og der har jeg så udplantet persille, som jeg købte som færdige planter på planteskolen.
I fadet ved siden af står en potte med nelliker og en amaryllis samler kræfter til vinterblomstring (forhåbentlig)


Dejlige grønne planter


En lille georgine har jeg fået plads til i en lille krukke, om den får mere end de 2 blomster, vides stadig ikke.



Sidst men ikke mindst har jeg haft en altankasse med ærter, men det er kun for sjov, for der er nærmest ikke engang til en smagsprøve.


Der har kun været en jordbærplante derude i år, og den gav 3 jordbær. Men der skal plantes nye jordbærplanter her i efteråret, så vi kan få en tallerkenfuld med fløde til næste sommer.

Så som I kan se er det ikke meget gang jeg har haft i den derude i år. Men lidt men godt er vel også helt okay.

søndag den 14. august 2016

Søndagens solnedgang

Så er solen lige gået ned og den gjorde en hel del ud af det i dag




Flotte lyserøde lammeskyer, men samtidig er det vel osse et varsel om at de kolde nætter er lige om hjørnet.

lørdag den 13. august 2016

Der er hængepartier på bloggen

Jeg har brugt lidt tid på at læse mine ældre indlæg og fandt ud af at der er nogen hængepartier, med nogen indlæg, der burde have været fuldt op på.
Blandt andet havde jeg omkring årsskiftet et indlæg om kassen med strømpegarn, som jeg ville have brugt inden, der måtte købes nyt af den type garn.
Hvordan er det så gået med det, det er så ment blevet til 3 par, det har bare knebet med at få stoppet ender ind. Men nu fik jeg endelig taget hul på den del af projektet




Men der er stadig masser af strømpegarn i kassen, så næste gang jeg ikke lige ved hvad, jeg skal strikke, så må jeg hellere gøre lidt mere ved den kasse.