Viser opslag med etiketten sommer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sommer. Vis alle opslag

onsdag den 28. juli 2021

14 dages mormorliv, en slags ferie

Jeg har holdt lidt ferie, med at hjælpe lidt til oppe hos yngste og hendes familie. Institutionerne havde simpelthen total lukket i Odsherred kommune i 14 dage og yngste havde ikke fri fra arbejde og hendes mand måtte pga. vaccinen ikke tage sin gigtmedicin i de 14 dage. ( Senere fik han så at vide af sin reumatolog, at det kunne han godt have gjort. Der er ikke megen kommunikation mlm speciallæger og sundhedsstyrelsen 😏. Så i denne uge hvor de får andet stik behøver han ikke springe sin medicin over)

Men alle disse sammentræf gav mig mulighed for (foruden at give dem alle et pusterum) at nyde deres dejlige have. Jeg fik duftet til disse skønne roser, nydt de forskellige versioner af Hortensiaer, klippet i de to vindrueplanter og spist en masse kirsebær.


I den sidste uge fik jeg også hivet dette ukrudt op, gaffelgrenet Vortemælk. Det var jo fint nok, men jeg glemte at vaske mine hænder. Det viste sig nemlig at den hvide saft er giftig, og den fik jeg selvfølgelig gnedet ind i mit ene øje. Og det skal jeg da lige hilse at sige gør ondt, det både svier og brænder.

Så jeg måtte en tur på skadestuen, hvor jeg hurtigt kom til og sat over en vask og så blev mit øje koblet til en liter pose med saltvand. Altså den blev hængt i et dropstativ og forbundet til en linse, der blev sat ind i mit øje og der sad jeg så i en times tid.
Bagefter undersøgte de om der var nogen ridser på mit øje, det var der heldigvis ikke. Og efter at sygeplejersken havde været i kontakt med både gift-linien og en øjenlæge blev jeg sendt hjem med en tube salve, der skulle i øjet 4 gange i løbet af dagen i 7 dage. Puh ha sikke en omgang. Nu er der så gået 9 dage og mit øje har det godt, jeg har købt nogen øjendråber, da den voldsomme omgang har gjort mit øje tørt, men jeg regner med at når øjet har fået ro et par dage mere, så er det så godt som nyt igen.



Sidste torsdag havde jeg drengene for mig selv, det var vældig hyggeligt og mens Freyr sov til middag (det holdt hårdt) og Njord sad og slappede af med tegnefilm på tv, fik jeg lavet pandekager, som vi kunne hygge med da Freyr kom op.

I mellemtiden havde deres far været en tur på Fyn og hente deres nye familiemedlem, den 8 uger gamle Finske Lapphund Murkko, (et navn jeg har virkelig svært ved at huske)

En stille og rolig lille fyr, der hurtigt fandt ud af at der var køligt og ro på pladen bagved pilleovnen. 

Deres 3 katte blev væk et stykke tid, jeg har så set en lille film, hvor de to af dem satte hvalpen på plads med et dask. Den ældste kat har stadig ikke helt accepteret hunden, men kommer ind af bagdøren og får sin mad og så er han væk igen.



Sådan havde jeg 14 dage, dog med weekend herhjemme, hvor jeg både kunne hygge og være den strenge (dumme) mormor. For selvfølgelig skal der prøves grænser osse overfor mig, det er jo helt naturligt.


torsdag den 8. juli 2021

Der er grønt derude


Jeg har gået rundt med nogen rygproblemer her de sidste par uger og har derfor gået til fysioterapi. Her fik jeg at vide at det bedste jeg kunne gøre var at bevæge mig og gå gå gå. ikke cykle da holdet i ryggen sad i hoftehøjde.
Så jeg har gået små ture hver dag, mest omkring Ringsted Å, som er det nærmeste natur herfra hvor jeg bor.
Der er ikke meget vand for tiden, men der er megen beplantning, så det er et meget grønt område at være i.
Der et væld af piletræer, der bøjer sig ned mod vandet og giver skygge. Det er ikke lykkedes at se om der er små fisk eller andet i skyggen. 
Men på et tidspunkt da jeg var dernede med Amalie og drengene, havde vi et net med og der fangede Amalie en Igle mellem sivene.





På et sted er der placeret en platform ud i vandet hvor man kan stå med en fiskestang, i rigtig gamle dage var det et sted hvor man kunne bade og dykke iflg. min morfar, jeg kan ikke huske om han kaldte det to mand eller tre mand, men han hentydede til dybden når man stod ovenpå hinanden, så der var dybt, dengang for næsten 100 år siden. 


Desværre vokser alt vildt dernede i området, brændenælder og tidsel bliver ikke holdt nede, det er fint nok med biodiversiteten, men det bliver lidt på bekostning af de nyttige planter der plejer at vokse i vandkanterne, såsom vild mynte og brøndkarse.





Jeg vovede mig dog lidt ind i nælde og tidsel helvedet og plukkede mig en fin buket, man kan da kun elske sådan en grøftekants buket.

 

torsdag den 24. juni 2021

Gendyrkning af Spidskål, episode 2

Hvordan går det med gendyrkningen af det der spidskål,  tænker du måske.  Jo det løber i vejret, det har sat blomster af, de fineste gule blomster.








4 kronblade i den klareste gule farve.



Det er meget dekorativt, det er så også hvad jeg vil sige om det, nu er det prøvet og jeg har fået en billig blomst i krukken, men jeg gentager det nok ikke.


Roserne blomstrer

Jeg holder meget af roser, særligt dem der dufter. Jeg holder meget af alle de forskellige farver, både de skarpe og de douche farver. Da jeg havde have lykkedes det mig aldrig at få dem til at trives, om det er fordi jorden her i Ringsted er meget leret, det ved jeg ikke.

Amalie er jo flyttet op til Odsherred og i deres have står der de skønneste roser både frit som buske og op af espalier. Og de har alle hver deres dejlige dufte. Jeg fik lov til at plukke nogen og tage med hjem, da jeg var deroppe. Desværre tænkte jeg ikke på lige at svøbe noget fugtigt køkkenrulle om stilkene, så de har hængt noget efter jeg kom hjem.

Denne her ferskenfarvede er 2 meter høj og står op af en bue ved deres terrasse. 


                       


Den lyserøde er en forholdsvis stor busk og dufter helt vildt bare man passerer busken.




Mine morforældre holdt også meget af roser, så hvad var mere naturligt end at plante roser på kirkegården. Særligt min morfar havde en forkærlighed for de gule roser, så selvfølgelig er der en gul af slagsen på deres grav.
Jeg var en tur forbi dem tidligere i dag, og nu efter 8 år er de så småt ved at have fat.  Særligt den gule og den orange buketrose, den sidste har det dog med at få rust på bladene, hvert år krydser jeg fingre for at den slipper dette år.





Den lyserøde her er lidt bagud, der er faktisk kun den her ene blomst i år og heller ikke mange flere blade end hvad kan skimtes her på billedet, men den får lov at blive. Og så håber jeg at den får bedre fat inden næste år, ellers må jeg overveje at skifte den ud.



Så der er nok at nyde i øjeblikket og ellers må jeg en tur i havecentret og snuse til  roserne der. Og så prøve ikke at købe så meget, hvilket egentlig ikke burde være så svært når man kun har en altan.

 

torsdag den 17. juni 2021

Tomater og chili i vindueskarmen

Tomater og Chilli, står stadig i vindueskarmene, men snart skal de ud på altanen. Varmen er jo kommet bragende her de sidste par dage, så snart skal der hentes underskåle op fra kælderen, således at planterne kan få lov at soppe lidt i vand derude. 




Tomatplanterne har blomstret som en lyst herinde, og der er også dannet tomater.





I dag er der så kommet farve på og jeg burde lige smage på dem (ja de er orange når de er modne)


Jeg kan meddele at den der lige i midten er spist nu og den smagte dejligt.

lørdag den 22. august 2020

Altanen lige nu

En lille status på altanen nu hvor temperaturen er faldet og jeg er krøbet indenfor igen.

Denne her krukke med tallerkensmækker og morgenfruer er gået helt  grassat, der er skudt stængler ud til alle sider. På det her billede er der en på vej ned mod gulvet.


Set fra en anden vinkel er den løbet hen af gulvet, således at den næsten dækker posen med jord, som bare ligger der og roder.


Tomaterne er endelig begyndt at få lidt farve og har nået en pæn størrelse af cocktail tomater at være. 



Blomsterne i hjørnet har set bedre dage, petuniaen har fået lus og der på tænkes en udskiftning der. 



Krydderi krukken med løg, mynte, purløg og perrsille, er lidt sølle men løgene er lige ved at blomstre og jeg tog forleden en blanding af løgtop og purløg til min omelet. Det er jo dejligt når dette kan lade sig gøre.



Klematiserne har haft godt af varmen og den konstante vanding, som har betydet at de for en gang skyld har udviklet flere blade henover sommeren og jeg har endda opdaget en spinkel blomster knop.


Basilikum stortrives i varmen og er vokset godt og blevet en tæt plante. Men da jeg ikke har været så opmærksom på vandmængden her, har den også flere gange været helt krøllet sammen, det er en balancegang med den plante, som ikke altid er nem.

mandag den 6. juli 2020

Altanen på en gråvejrdag

Så gik der alligevel 14 dage før jeg fik taget billeder af krukkernes udvikling ude på altanen.

Tomatplanten er vokset godt og er blevet pænt kraftigt, da det er en busktomat skal den ikke nippes, så det er jo dejlig nemt.

Jeg har to Klematis derude, men da det blæser godt på min altan, har de svært ved at trives, så de er tit blevet udskiftet. Men i år er det vist tredie år, at der er liv i disse to.


Så har jeg Rosmarinen, den har stået i den zinkspand i alle årene, jeg ville gerne have den over i en anden potte, men den der jordklump altså, tror den har et heftigt rodnet, for jeg kan ikke få den løs.


Så er der den flade bredde krukke, hvor jeg har purløg, persille og mynte, der har overvintret og hvor jeg i år så har sat de løg, der havde ligget og spirret i køkkenet. Her er toppen vokset godt siden sidst.


Siden sidst har jeg tilføjet en basilikum i en potte


Jordbærplanten vokser fint, der er et jordbær og to om ugen. Da solen og varmen var der var de søde, men nu hvor det er koldt og regnfuldt er de sure.


Tallerkensmækkerne vokser som en lyst, forhåbentligt kvæler de ikke morgenfruerne som osse er der nede i dybet mellem bladene.


I hjørnet som jeg kan sidde her inde i stuen og se ud på står de krukker der lige nu blomstrer. Trillingeblomst, mini petunia og nellike. og så lige den krukke, hvor der kun kommer et par tallerkensmækker og morgenfruer.


Jeg har aldrig skrevet nogen fakta om selve altanen, så det vil jeg gøre her.  Altanen er placeret udenpå ejendommen, derfor er der ingen læ. Den er placeret syd-vest, derfor meget lys. Den rager 1.55 meter ud og er 4 meter lang, så der er meget plads.
I følge boligselskabets regler må man ikke hænge altankasser udover kanten, da man selvfølgelig ikke må genere underboer ved vanding. Vi må heller ikke spule altanen, hvilket gør det svært at holde den algefri, hvilket ses meget tydeligt på billedet herover.

På grund af den megen vind, har jeg ingen møbler derude, jeg sidder på et tæppe eller en stor pude på gulvet, når jeg opholder mig derude. Ikke særlig praktisk når man forlængst har passeret de 30.

Jeg har glasparti hele vejen hen, ikke helt ned til gulvet, men det gør jo at der ikke er nogen steder at hænge noget op, så alt står på gulvet. Jeg er gået væk fra de altankasser der hænger langs rækværket. Der er simpelthen plads til for lidt jord i disse, til at noget kan gro ordentligt, og ellers bliver det rusket i stykker af blæsten.

torsdag den 26. juli 2018

Altanen for 14 dage siden

De her billeder er taget for 10 dage siden inden solen begyndte at brænde for alvor, jeg er meget stolt af denne krukke, med tallerkensmækker og tagetes.



Og brumbasserne har osse været meget glade for de gule blomster.


Min altankasse med salat stod flot og grøn, tomaterne begyndte at rødme og ja clematiserne holdt allerede her efterår.


Jeg fik plukket til en dejlig tomatmad i krukkerne og som det ses er tomatskiverne rigtig flotte. Smagen er kraftig ligesom den tomat, hvorfra jeg tog den skive, som jeg fik til at spire med masser af planter.




I sidste uge kunne jeg sidde lige her i stolen og læse om eftermiddagen.


Med udsigt til hortensia og morgenfruer
Og katten havde energi til at se om der skulle være lagt noget til ham på karmen


Og jeg kunne nøjes med at vande en gang om dagen. I denne uge er sagen en hel anden, som I får at se i næste indlæg.