Viser opslag med etiketten Planter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Planter. Vis alle opslag

onsdag den 18. august 2021

Hawaiiblomst, den nye yndling i karmen

For et år siden købte jeg en gul Hawaii blomst og jeg troede helt ærligt at den ville dø lige så snart den var færdig med at blomstre og at den ville tabe de øvrige knopper. Men den her den overraskede mig, trods det at jeg glemte at vande den og først gav den vand når bladende helt synligt hang, så kom den med den ene blomst efter den anden, til tider er der endda flere blomster ad gangen. Og sådan er det stadig nu her 13 måneder efter at jeg bar den hjem.



Så her for et par uger siden opdagede jeg at Rema havde nogen store Hawaii blomster og så blev jeg fristet igen, for mon dog ikke det kan lykkedes med en i anden farve også. Så nu står de og ser smukke ud inde på værelset, det er nemlig der inde det er lykkedes med den første (den gule), så vil ikke udfordre skæbnen ved at flytte dem ind i stuen.


Nu står de så der med alle deres blomster og jeg er spændt på at se om den lyserøde vil trives ligesom den gule har gjort. Så der er kulør og humør på hele året, når man tager et kig ind på værelset.



 Jeg tror helt klart at det er blevet min yndlings blomst indenfor potteplanter. Jeg er så overvældet over at det endelig er lykkes for mig at få sådan en til at overleve og blomstre så længe.

Den gamle kaktus

Den 8. august gjorde den gamle kaktus (Nattens Dronning) sig klar til at åbne sin blomsterknop og jeg fik den fotograferet både indefra stuen og ude fra altanen.

Den er fin allerede på dette stadie.




Dagen efter sprang den ud i fuldt flor og her er det så med at nyde den, for man får kun glæden den ene dag.

 




Den var klinet op af ruden og jeg turde ikke flytte på den, da den bøjede nedad af tyngden af blomsten, da jeg ganske kort prøvede det.



Dagen efter var forfaldet allerede igang og i skrivende stund er den totalt indtørret og venter blot på at jeg går hen og piller den af. Hvilket jeg gør lige om lidt.
Men selv i forfaldet er den køn.


Kaktussen har jeg arvet efter min mormor, så det varmer ekstra om hjertet når den står med blomst.

lørdag den 31. juli 2021

Det er ikke ligefrem altan vejr, men der skal jo høstes

På sådan en regnvejrsdag som i dag sker der ikke så meget. Dog har jeg været en smule på altanen og tømme lidt ud i krukkerne. Stedmoderplanterne er fjernet og det samme er den ene bønneplante.

Så lige her og nu ser den frodige ende således ud, Morgenfruerne trænger til at blive nippet og så er der planter der har fået skimmel, så de skal lige ses efter.


I går plukkede jeg en lille håndfuld tomater, 10 stks hvoraf de mindste var omkring 0,5 cm i diameter. Hvad de ikke har af størrelse, har de af smag, de er meget aromatiske og søde.


I dag har jeg høstet en håndfuld grønne bønner, det er ikke lige min livret, men der var frø med til dem i den altan-frø-pakke jeg købte i foråret. Det er en afgrøde, der virkelig egner sig til altanen, da denne håndfuld er høstet på en enkelt plante.
Ærterne er så en helt anden historie, jeg elsker ærter men der er ikke særlig stort udbytte af dem i mine krukker, så det kan sådan set ikke betale sig at have dem.




Jeg faldt over vindrueplanter i Netto forleden, mon man kan have dem på altanen, vil den overleve vinteren ude på altanen. Ja det kommer så an på en prøve, for der kom en plante med hjem. Lige nu står den og får vand i en spand her i stuen, når det så bliver godt vejr igen, så finder jeg en stor potte til den.




Det var en lille status på altanens frodighed, her på juli måneds sidste dag.


onsdag den 28. juli 2021

14 dages mormorliv, en slags ferie

Jeg har holdt lidt ferie, med at hjælpe lidt til oppe hos yngste og hendes familie. Institutionerne havde simpelthen total lukket i Odsherred kommune i 14 dage og yngste havde ikke fri fra arbejde og hendes mand måtte pga. vaccinen ikke tage sin gigtmedicin i de 14 dage. ( Senere fik han så at vide af sin reumatolog, at det kunne han godt have gjort. Der er ikke megen kommunikation mlm speciallæger og sundhedsstyrelsen 😏. Så i denne uge hvor de får andet stik behøver han ikke springe sin medicin over)

Men alle disse sammentræf gav mig mulighed for (foruden at give dem alle et pusterum) at nyde deres dejlige have. Jeg fik duftet til disse skønne roser, nydt de forskellige versioner af Hortensiaer, klippet i de to vindrueplanter og spist en masse kirsebær.


I den sidste uge fik jeg også hivet dette ukrudt op, gaffelgrenet Vortemælk. Det var jo fint nok, men jeg glemte at vaske mine hænder. Det viste sig nemlig at den hvide saft er giftig, og den fik jeg selvfølgelig gnedet ind i mit ene øje. Og det skal jeg da lige hilse at sige gør ondt, det både svier og brænder.

Så jeg måtte en tur på skadestuen, hvor jeg hurtigt kom til og sat over en vask og så blev mit øje koblet til en liter pose med saltvand. Altså den blev hængt i et dropstativ og forbundet til en linse, der blev sat ind i mit øje og der sad jeg så i en times tid.
Bagefter undersøgte de om der var nogen ridser på mit øje, det var der heldigvis ikke. Og efter at sygeplejersken havde været i kontakt med både gift-linien og en øjenlæge blev jeg sendt hjem med en tube salve, der skulle i øjet 4 gange i løbet af dagen i 7 dage. Puh ha sikke en omgang. Nu er der så gået 9 dage og mit øje har det godt, jeg har købt nogen øjendråber, da den voldsomme omgang har gjort mit øje tørt, men jeg regner med at når øjet har fået ro et par dage mere, så er det så godt som nyt igen.



Sidste torsdag havde jeg drengene for mig selv, det var vældig hyggeligt og mens Freyr sov til middag (det holdt hårdt) og Njord sad og slappede af med tegnefilm på tv, fik jeg lavet pandekager, som vi kunne hygge med da Freyr kom op.

I mellemtiden havde deres far været en tur på Fyn og hente deres nye familiemedlem, den 8 uger gamle Finske Lapphund Murkko, (et navn jeg har virkelig svært ved at huske)

En stille og rolig lille fyr, der hurtigt fandt ud af at der var køligt og ro på pladen bagved pilleovnen. 

Deres 3 katte blev væk et stykke tid, jeg har så set en lille film, hvor de to af dem satte hvalpen på plads med et dask. Den ældste kat har stadig ikke helt accepteret hunden, men kommer ind af bagdøren og får sin mad og så er han væk igen.



Sådan havde jeg 14 dage, dog med weekend herhjemme, hvor jeg både kunne hygge og være den strenge (dumme) mormor. For selvfølgelig skal der prøves grænser osse overfor mig, det er jo helt naturligt.


mandag den 5. juli 2021

Altanen her og nu

Altanen trives, jeg har snart fået sat alle mine tomatplanter derud, og der er en smule blomster derude også.

Fotos er taget før dagens tordenvejr og mega regnskylle, hvor jeg vågede mig derud og rensede det hvide rækværk for alle de grønne alger.

Vi må ikke spule derude, da vandet fosser direkte ned til underboerne, men i dag udnyttede jeg at regnen fossede ned de selv samme steder. Det er med at sno sig.





Tomater og ærter op ad væggen under stuevinduerne.


De små orange tomater er så søde og saftige, så dem skal jeg have derude igen næste år.


En hel række af tomatplanter, samt den røde ampel med jordbærplanter i, har spist et enkelt bær i dag, det var det 3. i år og det ser ud til at der er et enkelt tilbage. Så det er med at nyde dem 😉



For enden af altanen står de store krukker med krydderurter, kål, bønner og morgenfruer, hvad man ikke kan se er at der kommer ærter op mellem alle disse planter, da jeg har prøvet at sætte dem og så se om det fungere med at blande tingene i krukkerne, så det både får et vildt udtryk, men også så det giver et lille udbytte, lige tilpas til en enkelt person.



Når man står i altandøren og kigger til venstre ser det sådan ud, og der kan lige placeres en liggestol der i midten af det hele.


Katten nyder at komme ud på altanen, især her hvor det har været varmt. Men i når de små fugle finder vej til altanen, så må jeg holde et ekstra øje med ham.
I aftes kunne jeg høre at han havde gang i et eller andet derude, og ganske rigtigt han havde fanget en bille, en ret stor en endda. Sofie var her på det tidspunkt så hun slog lige op på google for vi ville da vide hvilken bille det var, det viste sig at være en Oldenborre. Så jo der er liv på altanen på mange måder, for et par uger siden var der en del myrer derude, ret vildt når man tænker på at jeg bor på 1. sal.

torsdag den 24. juni 2021

Gendyrkning af Spidskål, episode 2

Hvordan går det med gendyrkningen af det der spidskål,  tænker du måske.  Jo det løber i vejret, det har sat blomster af, de fineste gule blomster.








4 kronblade i den klareste gule farve.



Det er meget dekorativt, det er så også hvad jeg vil sige om det, nu er det prøvet og jeg har fået en billig blomst i krukken, men jeg gentager det nok ikke.


Roserne blomstrer

Jeg holder meget af roser, særligt dem der dufter. Jeg holder meget af alle de forskellige farver, både de skarpe og de douche farver. Da jeg havde have lykkedes det mig aldrig at få dem til at trives, om det er fordi jorden her i Ringsted er meget leret, det ved jeg ikke.

Amalie er jo flyttet op til Odsherred og i deres have står der de skønneste roser både frit som buske og op af espalier. Og de har alle hver deres dejlige dufte. Jeg fik lov til at plukke nogen og tage med hjem, da jeg var deroppe. Desværre tænkte jeg ikke på lige at svøbe noget fugtigt køkkenrulle om stilkene, så de har hængt noget efter jeg kom hjem.

Denne her ferskenfarvede er 2 meter høj og står op af en bue ved deres terrasse. 


                       


Den lyserøde er en forholdsvis stor busk og dufter helt vildt bare man passerer busken.




Mine morforældre holdt også meget af roser, så hvad var mere naturligt end at plante roser på kirkegården. Særligt min morfar havde en forkærlighed for de gule roser, så selvfølgelig er der en gul af slagsen på deres grav.
Jeg var en tur forbi dem tidligere i dag, og nu efter 8 år er de så småt ved at have fat.  Særligt den gule og den orange buketrose, den sidste har det dog med at få rust på bladene, hvert år krydser jeg fingre for at den slipper dette år.





Den lyserøde her er lidt bagud, der er faktisk kun den her ene blomst i år og heller ikke mange flere blade end hvad kan skimtes her på billedet, men den får lov at blive. Og så håber jeg at den får bedre fat inden næste år, ellers må jeg overveje at skifte den ud.



Så der er nok at nyde i øjeblikket og ellers må jeg en tur i havecentret og snuse til  roserne der. Og så prøve ikke at købe så meget, hvilket egentlig ikke burde være så svært når man kun har en altan.

 

fredag den 18. juni 2021

Altanen trænger til lidt kærlighed

Som skrevet i et tidligere indlæg har altanen været noget forsømt, dette forår og tidlige sommer, men nu er jeg ved at komme ovenpå igen nu skolen er overstået. Så bliver der tid til at gøre noget ved krukkerne derude.

Forårsblomsterne står stadig, stedmoderblomsterne fylder fint i deres krukke og trillingeblomsten står sammen med en rosetplante, som jeg ikke kan huske navnet på står i en anden.



Rosmarinen står så fint og blomstrer. Det samme gør purløgen og jordbærplanterne har også blomstret. De har alle klaret sig uden megen kærlighed fra min side.







En enkelt tomatplante har fundet vej til altanen.

Jeg har ikke fået sået det store derude endnu, lidt ærter (hvoraf kun halvdelen er kommet op), en enkelt buskbønne plante (der var forspiret herinde) er placeret i en krukke, sammen med de par morgenfruer, der er kommet frem af de frø, der har fået lov at overvintre i krukken på altanen.

Men i næste uge, må jeg i gang derude, så jeg måske kan få nogle fine krukker med masser af blomster igen i år.


Forsøg med at gro nyt fra grønt affald.

Jeg har læst rundt omkring om gendyrkning af grøntsager, f.eks. skulle man kunne plante rodenden af forårsløgene i stedet for at smide dem ud. Men jeg har spist rigtig meget spidskål, så en dag satte jeg resolut enden af et godt brugt spidskål i en af krukkerne på altanen. Så kunne det jo passe sig selv derude.

Først kom der lidt lilla kulør på og efter en uge kom der lidt højde på midten af kålet. ( den 27. maj)


Efter endnu en uge havde der dannet sig blade op fra midten.


Og så fik den ellers fart på med at sætte blade.





Og nu her den 17. juni er den klar til at blomstre. Måske kan man spise bladende, men det var ikke lige det jeg havde forestillet mig for en måned siden da jeg satte det ude i krukken.

torsdag den 17. juni 2021

Tomater og chili i vindueskarmen

Tomater og Chilli, står stadig i vindueskarmene, men snart skal de ud på altanen. Varmen er jo kommet bragende her de sidste par dage, så snart skal der hentes underskåle op fra kælderen, således at planterne kan få lov at soppe lidt i vand derude. 




Tomatplanterne har blomstret som en lyst herinde, og der er også dannet tomater.





I dag er der så kommet farve på og jeg burde lige smage på dem (ja de er orange når de er modne)


Jeg kan meddele at den der lige i midten er spist nu og den smagte dejligt.