Viser opslag med etiketten Kreativt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kreativt. Vis alle opslag

mandag den 9. maj 2022

En lille fugl med en olivenkvist

Lige efter at russerne havde invaderet Ukraine, kom lilleliis med en ny opskrift på et lille ophæng med en fredsdue og et hjerte. Jeg så det på Instagram og tænkte det vil jeg lave, når jeg får overskud.  Men jeg gemte det selvfølgelig ikke, hvorfor skulle jeg dog det.  Men der skete så det, at jeg selvfølgelig glemte, hvor jeg havde set det. Indtil det dukkede op igen, og så skyndte jeg at printe opskriften. 

Nu har jeg så fået hæklet og ikke mindst monteret det lille ophæng.  Klar til forhåbentlig at blive hængt på Fenja's vogn.




Og ja det ligner mere en spurv end en due, men det er i hvert fald en fugl med en olivenkvist i munden. 



torsdag den 30. december 2021

Der blev kun nået lidt i årets sidste måneder

 Det er ikke blevet til meget her på kanalen efter jeg er startet på job, helt ærligt så har jeg ikke haft meget overskud til at være kreativ eller til at skrive indlæg, det sidste er for mig meget afhængigt af det første.

Efter den første måned på job blev jeg ramt af en slem omgang musearm, eller rettere sagt det satte sig i mit håndled. Jeg er derefter blevet udstyret med en mousetrapper og jeg har anskaffet en håndledsbeskytter. Men dette satte en stopper for både hækle og strikke projekter i en lille måneds tid, hvilket var et helt vildt dårligt tidspunkt, men jeg nåede da at strikke 3 par strømper i voksenstørrelse og 2 par i børnestørrelse. De sidste fik jeg endog fotograferet.


Der kom gummi dutter på sålerne, så der minimeres risiko for at falde, når man løber stærkt.


Der er blevet syet to bluser til drengene, julebluser til at have på i december.


Og så sad jeg til lige i sidste øjeblik og hæklede en honningkage mand, til årets mandelgave. Opskrift fra Lilleliis . 




Det er jo ikke meget der blev nået i de 3 sidste måneder af 2021, men forhåbentligt ændrer det sig, når jeg har vænnet mig til at være på arbejdsmarkedet med alt hvad det indebærer af transport og anden spildtid. Når det bliver lysere så man ikke er afhængig af om der er tændt lys i bussen for at kunne lave andet end at se ud af vinduet.

fredag den 22. oktober 2021

Årets første hæklede julepynt

Tilbage i august hæklede jeg en flok nisser og 3 jordegern.  Min kusine og den ene af mine svigersønner havde tagget mig på et opslag fra Alt for damerne, med disse figurer fra Disneys Juleshow. Så der var ikke andet at gøre end at fatte hæklenålen og i gang.  Det var rigtig sjovt med alle de forskellige dele, der skulle monteres,  flammerne skulle limes på pindene og limes på hovedet. Og for at få dem til ikke at vælte er der plastgranulat i halvdelen af kroppen i stedet for fiberfyld. Så det var på flere måder anderledes end de øvrige figurer jeg har haft hæklet.


Jeg hæklede 3 sæt, så nu står de i min kusines hjem og hos begge mine døtre, og venter på at december kommer. Men som min kusine siger, det er aldrig for tidligt til at pynte op til jul.  




De stod længe her hos mig i en kasse, men jeg tror ikke, at der bliver hæklet et sæt til mig selv. Jeg holder mest af processen med at hækle og samle delene og at få figurerne til at "leve".




mandag den 19. juli 2021

I virkelig god tid, påskepynt

Jeg har fået lavet mine påskekranse færdig, de er lavet af påskeliljer af æggebakker, som skrevet om i et tidligere indlæg. Da jeg blev færdig med skolen vendte overskuddet til de kreative og lystbetonede projekter lige så stille tilbage. Selv min strikke mojo er så småt ved at vende tilbage.

Men tilbage til kransene.


Jeg fik lavet 24 påskeliljer, og klippet ringe ud af en kraftig papkasse. Derefter er der placeret 6 blomster på hver side af ringen, således at de kan hænge i et vindue og være pæne at se på fra begge sider.

Her på de 2 næste billeder kan kransene se i nærbillede.




Der skal måske tilføjes lidt blade, når vi igen nærmer os påske, men for nu er de færdige.

Jeg havde på et tidspunkt lavet lidt af toiletpapirsruller, som jeg troede skulle være vintergækker til at sætte på kransene, men mine piger syntes det lignede fjerbolde, såååå de kommer ikke på for nu kan jeg også kun se dem som sådan.







søndag den 4. april 2021

Påskeharer af fimo

Pinterest er også en af mine store inspirationskilder, her fandt jeg for meget lang tid siden nogen små påskeharer lavet af fimo-/cernit - ler og i år fik jeg så endelig taget mig sammen til at få bestilt dette hjem og første weekend i påskeferien fik jeg sat mig og formet disse 4 små harer. De er ca. 4 cm høje og der er brugt en enkelt pakke fimo i hvis til dem.






Efter ca. 30 minutter ved 100 grader varmluft i ovnen, med heftig udluftning af lejligheden bagefter, var de klar til at jeg fattede min sorte posca-tusch og malede snuder og øjne på dem.


Så stod de lige et par dage, hvor jeg kunne kigge på dem, for at se, om der skulle tilføjes mere kulør. 
Og selvfølgelig skulle de da have lidt lyserødt i ørerne, så nu ser de sådan her ud.


Jeg har en pakke hvid og en pakke grå, der ligger klar, så mon ikke jeg får lavet lidt flere harer, når der bliver tid igen, for skolen, der begynder igen på tirsdag, med det store afgangsprojekt.




Påskeklip af æggebakke

 

Jeg har lavet påskeliljer, stærkt inspireret af Trolleleg på Instagram, hun kommer med så mange gode ideer, så hvis man mangler inspiration er det værd at følge hende. De er lavet af en æggebakke (jeg har brugt en med plads til 10 æg og det giver 4 blomster).  Jeg klippede og limede den ene dag og så har jeg malet med akrylmaling over et par dage.




Trolleleg har lavet stilke af grønne piberensere og sat dem på et toiletrør beklædt med grønt papir og og blade af grønt papir.

Jeg har en plan om at lave flere påskeliljer og så sætte dem på en papkrans, som kan hænge i vinduet. Så fortsættelse følger, når jeg får lavet mange flere, efterhånden som der bliver tømt æggebakker.

Så denne påske får de lov til at ligge og pynte på bordet.

søndag den 27. september 2020

En lille blå ugle

Det bliver ikke til det store på håndarbejdsfronten, måske har jeg for mange tanker om hvad jeg har lyst til og ikke den store struktur på samme tanker. Men efterhånden som jeg vænner mig til den nye hverdag med fuldtidspraktik, så falder roen osse på om aftenen og jeg er så småt begyndt at tage hul på ideerne.

Jeg er lige blevet færdig med en lille ugle, som en "svigerinde" ønskede sig til sin rygsæk, hun ville meget gerne have den i blå nuancer. Så det blev den, efter et dyk i bomuldskassen.




Det var ikke til at opdrive, sådan en karabinlås her i byen, men heldigvis havde jeg en brugt i min rodekasse. Så håber jeg den holder, ellers kan den jo altid udskiftes.

Mønstret fandt jeg på Familie Journalens hjemmeside fra en hæklet barnevognskæde fra 2012.

mandag den 27. april 2020

Barnedåb under lockdown og et lille broderi

Freyr blev døbt den 15. marts, lige da statsministeren havde lukket ned for landet.  De havde selv været ude først på ugen og aflyst festen, (da min svigersøn befinder sig i risikogruppen, grundet en gigtsygdom med heftig medicin, der har smadret hans immunsystem).
Freyr skulle have været døbt i forbindelse med en højmesse, men den blev jo så aflyst af statsministeren. Men døbes syntes både de og præsten jo at drengen skulle, så aftalen blev at de kom til kirken og at præsten sørgede for to vidner til handlingen.
Så den lille familie mødte op i Roskilde Domkirke, kun de 4, præsten, kirketjenerne som vidner, organisten og en kirkesanger, som de sagde bagefter,  var det en meget surrealistisk oplevelse.

Vi nåede ikke at få overleveret familiekjolen, så de købte en anden som drengen fik på, og alt det med faddere og gudmor, det blev jo heller ikke til noget under selv dåbshandlingen, men de er alle noteret i kirkebogen. Han fik de fine fornavne Freyr Skjold.

Alt i alt en meget anderledes dag for hele familien, hvor vi bare alle kunne sende dem varme  vibrationer og tanker.

Jeg havde lavet et broderet billede til dagen, men jeg var ikke super tilfreds med det, men nu fik jeg jo tid til at lave det om, så jeg kunne levere noget ordentligt. (Njord havde fået en sangkuffert, da han blev døbt, men det syntes jeg ville være lidt voldsomt, hvis de skulle have dobbelt op der)

Men jeg fik først afleveret det til dem i går, hvor det var bare den anden gang jeg så dem efter ned lukningen af landet. (Første gang glemte jeg det, da de kom og overraskede mig totalt, det får I i et andet indlæg.)

Men denne gang huskede jeg det. Så nu kan jeg endelig vise det herinde.



Lille Darth Vader med the deathstar som ballon (er ikke selv så meget inde i Star Wars, så stavefejl kan opstå).
Fundet på Pinterest og mønster købt via Etsy hos Crazzzy Stitch.

tirsdag den 8. oktober 2019

Pynt til børneværelset

Så kan hemmelige håndarbejder afsløres, da baby shower er blevet afholdt.

Først hæklede jeg pynt, som bagefter kunne hænges op på drengenes værelse (ja, Amalie venter en lille dreng mere).
Jeg hæklede luftballoner med muse-skippere, både mus og balloner er opskrifter fra Amour Fou, hvor der er gratis opskrifter på engelsk, fransk og spansk. Opskrifterne jeg har brugt hedder: Hot Air Balloon - Baby Mobile og Tim- The little mouse.






 og en vimpelranke i nuancer af grøn og blå. Opskriften er fra Karen Klarbæk


Alle farverne i bomuldsgarn havde jeg på lager og fyldet (puder fra IKEA) havde jeg sørme også på lager.
De kom alle med Amalie hjem i søndags, så nu må vi se hvornår de får tid til at hænge dem op på Njords værelse.

torsdag den 13. juni 2019

Pinsen var fyldt med hygge og en smule kreativitet

Lørdag var jeg til 50 års fødselsdag, hos min grandkusine, det holdt hun i naturskønne omgivelser nede ved Susåen i en bygning, der hedder Svellehuset.  Det ligger på en gammel gård, der står som museum.
Søndag fik jeg besøg af den lille familie og vi fik gået en lang tur. Kastet med sten i vandet i de regnvandsøer, der er på den modsatte side af stien i forhold til åen. Både Njord og jeg blev rigtig beskidte af  den våde lerjord langs bredden der. Heldigvis havde de vådservietter med, så vi kunne få fjernet det værste.
Mandag fik jeg været lidt kreativ med et par gamle hullede jeans og en arvet nederdel (fra min mormor). De blev kombineret til en mere moderne udgave, jeg synes den er smart og tror den nok skal blive et hit, når sommeren lander. Det er jo moderne med blomster print på tøjet.



Det var egentlig ikke så meget,der skulle syes, det handlede mere om at klippe de rigtige steder og i den rigtige længde. Måske skulle jeans stykket have været lidt kortere, men nu prøver jeg det lige af. På den blomstrede nederdel fjernede jeg elastik linningen og det var bare det. De to dele blev syet sammen og da den jo var lagt op fra start af, var den hurtigt færdig.

fredag den 19. oktober 2018

En hæklet tøseting

Amalie har haft fødselsdag i denne uge og jeg havde hæklet lidt til hende. Lidt totalt piget og fjollet.

Engang for længe siden kunne hun godt tænke sig en flamingo figur på sit værelse, men vi kunne ikke finde nogen, undtagen som vindues dekoration i en butik og den kunne man selvfølgelig ikke købe, så det blev aldrig til noget. Men nu er de alle vegne, ja jeg har endda karklude med flamingoer på.
Så nu fandt jeg en hæklet sag på Pinterest, opskriften blev hentet og jeg satte i gang. Igen en hæklet sag med en masse detaljer, der skulle syes på 😅




En genert flamingo, der vender hovedet om på ryggen og lukker øjnene så vi ikke kan se hende. Amalie blev glad og syntes vist osse at jeg var lidt tosset,så alt var som det skulle være der.

Mønstret på Flamingoen Flo er fra Bubbles and Bongo (shop på Etsy) og skrevet af  LittleAquaGirl. (@littleaquagirl på IG)

tirsdag den 9. oktober 2018

Småt hæklet, babydrager

Man bliver så fristet, derinde på Pinterest, der er så mange ting man får lyst til at lave, at døgnet slet ikke har nok timer.
Men lidt når jeg da ind imellem alt det andet, de sidste par uger har jeg fået hæklet disse to drager. Mønstret har jeg haft liggende i over et år, men jeg nåede det ikke inden Njord kom til verden. Men nu fik jeg tid, og  så  blev  det til både en dreng og en pige.


 
Der er flere hæklede detaljer, der syes på til sidst, men det er fint nok, særligt er jeg begejstret for det glimt de har i de hæklede øjne.
Men der er også vinger, horn og takker ned af ryggen.







Mønstret hedder Baby Dragon (BBDragon),er af Vanja Grundmann og kan findes på Ravelry.



tirsdag den 18. september 2018

Bukser til mig selv

Det der med at lave noget til mig selv, det er ikke noget, der sker så tit. Men det har I nok opdaget. Altså helt bortset fra strømper og sokker. Men nu har jeg syet ret så mange bukser til ham den lille, så nu fik jeg modet til at gøre forsøget med et par til mig selv, så jeg købte et mønster.
Mønstret siger stramt om læggene, så der lagde jeg lidt cm til, da det er der mine bukser altid strammer.
Stoffet har jeg arvet efter min mormor, som vist havde købt det til en kjole engang. Hun købte stof lidt ligesom andre køber garn. Desværre har jeg det sådan både med stof og garn 😏

Men de blev helt gode med de ekstra cm i benene. Jeg mangler dog stadig en snor til at trække gennem linningen. Men det kræver en tur til en stofbutik og det har jeg ikke lige råd til.


Stoffet er meget rødt og de grønne blade og blomster meget skrig grønne. 


Jeg har mere af det, måske til en lille kjole, hvis der skulle blive brug for det på et tidspunkt.

tirsdag den 27. marts 2018

Dåbsgaven til Njord

På Pinterest, den store tidsrøver (hvornår får man tid til at prøve alle de ideer af ?), havde jeg set ideer til en Sangkuffert og tænkt at det var en fin ide til Njord.
Jeg måtte en tur omkring biblioteket og låne nogen sangbøger, for på det område var jeg lidt rusten. Der blev lavet en liste over sange og figurer, 22 figurer kom jeg frem til. Så var det bare med at gå i gang med bomuldsgarn og hæklenål, og så se hvor mange jeg kunne nå inden dagen. 😍

Først kom der en mariehøne (Mariehønen Evigglad), hertil fik jeg desuden lavet en snegl.




Så blev der lavet en haletudse (BIM BAM BUSSE)



En lille bil blev det til (Den lille frække Frederik, Ole's nye autobil)


En lille kat (Se den lille kattekilling)


 En Bi (Sur sur lille bi omkring)


 En lille frø (En lille frø i mosen sad)


Edderkoppen (Lille Peter edderkop), var selvskreven til at være med


Det samme var elefanten (En elefant kom marcherende)


Musen måtte også med ( I en kælder sort som kul og Hundred mus med haler på)


Til sidst blev det til et lille lam (Mæ sir det lille lam)


Opskrifterne fandt jeg rundt omkring på nettet, bortset fra lammet, som jeg selv fandt på. (jeg skrev ikke noget ned og det er jo dumt når den er så aktuel at lave her til påske)
Sangene med billede af de tilhørende figurer,blev printet ud og lamineret, så de kunne ligge i kufferten (I det her tilfælde fra Søstrene Grene) sammen med figurerne.
Nu kan jeg bare hækle flere figurer hen ad vejen så kufferten efterhånden bliver fyldt op.
Nu håber jeg bare de får glæde af den.

torsdag den 8. marts 2018

Der er blevet syet lidt.

Da  Sofie flyttede op til kæresten (de bor på 3. sal), købte hun en tekande og så lovede jeg at sy en tehætte til hende. Der skulle så bare gå et helt år, inden jeg fik taget mig sammen.
Hun fik lov til selv at vælge stof i min skuffe og jeg fandt noget tykt pladevat i stof 2000.
Og så tog det ingen tid at få syet den.



Indvendigt blev den gul, med et blomstret bånd til at give bredden.
Nu kan teen holde sig varm, så man kan få mere end en kop.