Viser opslag med etiketten Broderi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Broderi. Vis alle opslag

lørdag den 24. oktober 2020

Efterladt broderi, blev til solskin i sofaen

Tilbage i august måned fandt jeg dette broderi frem. Det lå imellem alt det broderigarn, jeg fik efter at min svigermor døde i 2010, dengang havde jeg ikke fået gang i/lyst til at kaste mig ud i broderiets kunst. 

Samtidig var det svært følelsesmæssigt, der skal gå tid inden man er klar til at kigge på de ting vores kære har efterladt af halve håndarbejder. Jeg har også nogen få ting liggende fra min mormor, som jeg endnu ikke er nået til.

Nu 10 år efter er jeg nået dertil, hvor jeg kan tage fat i de ting, svigermor efterlod. Jeg ved af gode grunde ikke hvad tanken var med dette broderi, og der var heller gået ud fra et mønster, så jeg måtte gøre det til mit eget.

Sådan her så det ud



Jeg fortsatte og prøvede så godt som muligt at fange en måde at lave flader på, så der både var tænkt over det og det fik et udtryk af tilfældighed.



Broderiet er 37x37 cm og da monteringspuden var 40x40, vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle gøre, indtil min mor foreslog at jeg syede puden ind, så ville den nemlig også blive fastere og puden bedre.

Så det gjorde jeg og den er dejlig fast.  Jeg er godt tilfreds med resultatet.

Undervejs når jeg sad med broderiet, tænkte jeg på svigermor og alle de år og oplevelser, jeg havde med hende. 

mandag den 27. april 2020

Barnedåb under lockdown og et lille broderi

Freyr blev døbt den 15. marts, lige da statsministeren havde lukket ned for landet.  De havde selv været ude først på ugen og aflyst festen, (da min svigersøn befinder sig i risikogruppen, grundet en gigtsygdom med heftig medicin, der har smadret hans immunsystem).
Freyr skulle have været døbt i forbindelse med en højmesse, men den blev jo så aflyst af statsministeren. Men døbes syntes både de og præsten jo at drengen skulle, så aftalen blev at de kom til kirken og at præsten sørgede for to vidner til handlingen.
Så den lille familie mødte op i Roskilde Domkirke, kun de 4, præsten, kirketjenerne som vidner, organisten og en kirkesanger, som de sagde bagefter,  var det en meget surrealistisk oplevelse.

Vi nåede ikke at få overleveret familiekjolen, så de købte en anden som drengen fik på, og alt det med faddere og gudmor, det blev jo heller ikke til noget under selv dåbshandlingen, men de er alle noteret i kirkebogen. Han fik de fine fornavne Freyr Skjold.

Alt i alt en meget anderledes dag for hele familien, hvor vi bare alle kunne sende dem varme  vibrationer og tanker.

Jeg havde lavet et broderet billede til dagen, men jeg var ikke super tilfreds med det, men nu fik jeg jo tid til at lave det om, så jeg kunne levere noget ordentligt. (Njord havde fået en sangkuffert, da han blev døbt, men det syntes jeg ville være lidt voldsomt, hvis de skulle have dobbelt op der)

Men jeg fik først afleveret det til dem i går, hvor det var bare den anden gang jeg så dem efter ned lukningen af landet. (Første gang glemte jeg det, da de kom og overraskede mig totalt, det får I i et andet indlæg.)

Men denne gang huskede jeg det. Så nu kan jeg endelig vise det herinde.



Lille Darth Vader med the deathstar som ballon (er ikke selv så meget inde i Star Wars, så stavefejl kan opstå).
Fundet på Pinterest og mønster købt via Etsy hos Crazzzy Stitch.

torsdag den 27. februar 2020

En fødselsdagsgave

Sofie har fødselsdag midt i februar og det er altid spændende hvad man skal finde på, ønskesedlen siger næsten altid gavekort. Men det synes jeg er lidt trist, så jeg lagde hovedet i blød og kiggede på Pinterest efter ideer.
Sofie og jeg ser rigtig mange serier sammen, blandt andet NCIS, Blacklist og Doktor Who. Jeg tænkte at det var oplagt at finde en ide, hvor en af disse indgik. Det lykkedes at finde et broderi med både telefonboksen "Tardis" og Sofies yndlings Dr.Who skuespiller ses.
Dette broderi mønster kunne man desværre ikke købe mere, så jeg måtte brodere efter billedet der var på Pinterest. Det var lidt af en satsning at tælle på en fotokopi af et foto, men jeg syntes det lykkedes ret godt.


Det blev sat i ramme så hun enten kan hænge det op eller have det stående på en hylde.


Behøver jeg sige at hun blev glad 😍

Jeg nåede også lige at strikke et par af de sædvanlige sokker, i de blå/violette nuancer, så de matchede billedet. Men dem fik jeg selvfølgelig ikke fotograferet, man kan jo ikke nå det hele.

torsdag den 12. december 2019

Fødselsdags tradition

Da Sofie blev 1 år, havde min svigermor broderet en fødselsdags bordløber, som siden da er lagt på bordet til alle vores fødselsdage.
Denne løber skal Sofie have en dag, men så er der jo ikke nogen til Amalie, og svigermor er her jo ikke mere. Hvad gør man så ?
Jeg arvede alle min svigermors mønstre og broderegarn, så det var egentlig ikke så svært at komme i gang, der skulle bare købes stof og fyldes op med rød, hvid og sort.

Men jeg har taget et meget langt tilløb, for broderi har jeg jo aldrig rigtig praktiseret. Havde det været ideelt skulle det jo have været færdigt til Njord's første fødselsdag, men nu blev det så til hans anden.

Jeg blev færdig i aftes, jeg startede den 11. oktober, så præcis 2 måneder har det taget. Det har været en prøve på min tålmodighed, (som jeg normalt ikke har meget af), men nu er jeg i mål og Amalie familien kan nu starte en ny tradition.





Mønstret er gentaget 3 gange og der er talt rigtig meget. Når jeg skulle starte et nyt motiv og tælle fra et af de andre, måtte jeg spænde en broderiramme på, for jeg syntes godt nok stoffet vred sig.




Behøver jeg at sige, at jeg er stolt af mig selv, jeg gjorde det, selv om det tog noget længere tid end jeg forestillede mig inden jeg gik igang.