fredag den 29. maj 2020

Underlige maj

Det har været en underlig måned, jeg synes, jeg har befundet mig inde i en glasklokke. Jeg har fulgt undervisning på teams, men jeg synes ikke, at jeg har fattet en brik.

I går vågnede jeg så og følte mig helt frisk og klar i hovedet. Klar på at få lavet en masse skolearbejde, og nu haster det virkelig, der er eksamen om lidt under 14 dage, og der skal gøres klar til at vi som gruppe kan præsentere en fed power point på 15 min. Og bagefter skal vi hver især kunne præsentere og svare på spørgsmål i 15 min, og så skulle man jo helst bestå.

Så nu hvor jeg faktisk har misset en måned, så har jeg mega meget der skal gennemgås, inden jeg føler mig klar. Så glem alt om pinse og grundlovsdag, der skal arbejdes.

Men jeg har kunnet hygge mig lidt med,  at der har været mere end en blomst på min Klematis i år.


Jeg fik en potte med jordbærplanter i og her kommer jeg til høste en håndfuld bær, uhm det blir godt.



Men ellers er der ikke sket det store på altanen, heller ikke der har jeg haft nogen energi til at ordne potter.

Maj måned har været betegnet af forstuvet fod og mega træthed. Manglende koncentration og opfattelse.
Det kan kun gå fremad nu, om 14 dage er det sommerferie og tid til at finde mig selv igen. Så vender energien forhåbentlig tilbage.

fredag den 8. maj 2020

4. maj 2020

I år er det som bekendt 75 år siden det meste af Danmark blev befriet, i den anledning har der været sendt meget om den tid i fjernsynet. Jeg sad og så "Ingemann og besættelsen", to rigtig gode udsendelser som kom godt rundt om det der skete dengang, set fra forskellige vinkler.
Særligt det sidste afsnit gjorde indtryk på mig, her kom man ind på de ting der skete i dagene efter befrielsen, hvordan man behandlede folk, der havde handlet med eller på anden måde været sammen med tyskerne.  Hvordan man behandlede de tyske flygtninge, hovedsagelig børn og kvinder, der kom til landet. Nej det var ikke i orden, det der skete i tiden efter.

Men intet af det må gå i glemmebogen, og forhåbentlig har alle lært noget af de år. Det er det jeg håber når jeg sætter lys i vinduet den aften.


Eftermiddagen havde været rigtig hyggelig, for da jeg kom hjem fra lægen, dukkede den lille familie op og overraskede mig.  Og de blev her så vi kunne spise aftensmad sammen, allesammen da de ringede efter de to andre, og hentede mad fra den gyldne måge. Det var så dejligt og lige noget vi alle trængte til.
Så 4. maj var på alle måder en dejlig dag.

torsdag den 7. maj 2020

Dum start på Maj måned

Maj måned begyndte ikke så godt for mig, da jeg skulle over og handle om aftenen den 1. maj, så gav min fod sig under mig og jeg røg lige ned af de sidste 2 trin inden afsatsen. Mens jeg fald hørte jeg et lille smæld inde i min ankel, så jeg nåede lige at tænke "gu ve om jeg kan støtte på den".
Det kunne jeg heldigvis, så jeg vendte om og gik op til mig selv igen. Og så måtte Sofie komme hjem og handle for mig, så jeg kunne få aftensmad.
3 timer efter tog jeg mig sammen og ringede til skades-klinikken, efter pres fra min familie godt nok. Den sygeplejerske jeg talte med, mente at det var en forstuvning, og at hvis jeg kunne holde det ud, så skulle jeg vente og tage til egen læge om mandagen, og så tage noget smertestillende.

Tænk sig, jeg havde slet ikke tænkt på, at tage noget smertestillende, trods det at jeg faktisk havde rigtig meget ondt.

Jeg var så lige en tur rundt min egen læge mandag, og han trykkede og skubbede og alt muligt, men kom osse frem til at jeg havde en kraftig forstuvet fod, der bare skulle tage den tid det gør, før den er fin igen. Foden op og hvile til den.
Men jeg slap da egentlig heldigt, jeg kunne nøjes med at bruge mormors stok en dag, tænk hvis det der smæld havde været noget helt andet og foden skulle have været i gips, puh ha det vil jeg slet ikke tænke på.

Men den er er rigtig flot i farverne og det blå bevæger sig pænt rundt omkring foden, i dag er det nået til tæerne.



Hævelsen er heldigvis ved at være væk, men når jeg glemmer at det ikke er smart at sidde med foden nedad, når jeg skal passe skolen, ja så hævner det sig om aftenen.
Men det blir bedre og bedre, men jeg må vente med de lange gåture og have hjælp til indkøb lidt endnu.