lørdag den 23. oktober 2021

På tur til zoo

 For 14 dage siden var Sofie og jeg i zoologisk have for første gang i 2 år, der var gået så lang tid, at vi faktisk havde glemt hvordan man kørte årskortet igennem ved indgangen. 😁 Men til sidst lykkedes det, heldigvis havde vi ikke nået at gå hen og få hjælp, vi grinte lidt af os selv lige der.

Der var sket en del derinde på den tid, der har været lukket ned. Desværre var madboderne lukket ned for sæsonen, så der var ikke så meget at vælge imellem da vi blev sultne, men en god hotdog med cacaomælk til, går man jo aldrig fejl af.


Den store hanløve og hans hun havde indtaget pladsen på den store sten, så de kunne have overblikket både over deres egen flok og over os der stod udenfor anlægget.






Et af de steder vi opdagede at der var lavet ændringer, var inde ved krybdyrene, der var kommet større terrarier og det var blevet nemmere at få øje på dyrene. Blandt andet denne skønne grønne kamæleon.  


Det samme gjaldt de meget blå og meget giftig grønne små frøer, de var også blevet nemmere at få øje på. Men dem fotograferede jeg selvfølgelig ikke.

Vi hyggede os og fik gået rigtig mange skridt den dag.

Oprindelig ville vi have været i zoo i Odense, men det var kun indtil vi fandt ud af at det kostede  4 dobbelt pris med toget fordi man skal over Storebælt, for det kan ikke være de 20 min ekstra turen tager, der giver den pris difference. 

fredag den 22. oktober 2021

Årets første hæklede julepynt

Tilbage i august hæklede jeg en flok nisser og 3 jordegern.  Min kusine og den ene af mine svigersønner havde tagget mig på et opslag fra Alt for damerne, med disse figurer fra Disneys Juleshow. Så der var ikke andet at gøre end at fatte hæklenålen og i gang.  Det var rigtig sjovt med alle de forskellige dele, der skulle monteres,  flammerne skulle limes på pindene og limes på hovedet. Og for at få dem til ikke at vælte er der plastgranulat i halvdelen af kroppen i stedet for fiberfyld. Så det var på flere måder anderledes end de øvrige figurer jeg har haft hæklet.


Jeg hæklede 3 sæt, så nu står de i min kusines hjem og hos begge mine døtre, og venter på at december kommer. Men som min kusine siger, det er aldrig for tidligt til at pynte op til jul.  




De stod længe her hos mig i en kasse, men jeg tror ikke, at der bliver hæklet et sæt til mig selv. Jeg holder mest af processen med at hækle og samle delene og at få figurerne til at "leve".




Lidt stof brugt, men der er stadig meget i skufferne

Jeg havde en plan om at få brugt noget af indholdet i mine stofskuffer, mens jeg gik hjemme. Men det blev ikke til så meget som jeg havde tænkt, sådan er det når man hele tiden får nye ideer til ting man har lyst til at lave.

Min tanke var at jeg skulle se hvilken størrelse stofstykkerne passede til og derefter var det det, der blev klippet og syet. 
Og jeg har virkelig gemt mange små rester af stof fra bukser jeg har syet til Njord og Freyr. 

Jeg fik kun syet disse to par bukser, et par som Njord kan passe nu og et par i str. 62, som er lagt i kassen, så kan de en dag komme i brug hvis/når der kommer flere børnebørn, eller de kan komme op til Mødrehjælpen.



søndag den 10. oktober 2021

45 år er gået siden min konfirmation

Den 10. oktober 1976 blev jeg konfirmeret, det er altså lige præcis 45 år siden i dag, hvor er de år dog blevet af, puh ha.


Ja med de orange gardiner, kan det vist ikke skjules at vi er tilbage i 70'erne.  Kjolen var den eneste der var at få i min størrelse, jeg var ret tynd, så der var ikke noget at vælge imellem. Det er da heldigvis blevet nemmere at være tynd i dag, mine døtre havde et større udvalg at vælge mellem, da de blev konfirmeret.

Jeg fik en transistorradio med kassettebåndafspiller i, det var virkelig stort.  I dag har jeg stadig en pilekurv, et messingskrin, smykkerne og min elskede jægertaske i kernelæder tilbage fra den dag. 

Det er lidt sjovt at tænke tilbage på, festen blev holdt ugen efter i et forsamlingshus, min mormor havde bagt mandelrand til isen og i stedet for suppe fik vi faktisk tarteletter.

Det er aldrig blevet mig det der koncept med tre retter, sange, taler og musik og dans. Så det har kun været  den ene gang i mit liv jeg har været hovedperson til sådan en fest, og det er aldrig blevet praktiseret i mit voksenliv.

Arbejdslivet er kommet godt i gang

Jeg er godt i gang med mit nye job, som konsulent hos Vejdirektoratet ansat af et Landinspektørfirma i Roskilde. Jeg arbejde tre dage om ugen fra kontoret i Roskilde og to dage her på hjemmekontoret.

Jeg startede op med en 3 dages workshop hos VD i Skanderborg, hvor mine kollegaer på projektet har deres arbejdsplads. Det var 3 gode og koncentrerede dage, hvor vi blev klædt på til opgaven.

Ved vores pladser blev vi budt velkommen med denne fine buket.


Den første dag var jeg ikke så heldig med vejret, det regnede simpelthen hele eftermiddagen, så da jeg skulle gå hen til mit hotel blev jeg lidt våd, men så kunne jeg da putte mig med dynen og få varmen igen.
Jeg fik dog taget et billede af denne fine gavl midt i byen. Den gjorde mig nysgerrig da den mindede mig om noget. Så jeg måtte lige google Ole Lund Kirkegaard og ganske rigtig, han er opvokset i Skanderborg.


Torsdag var jeg noget heldigere med vejret, så jeg fik set lidt mere, af hvad jeg passerede på gåturen tilbage fra kontoret. I byen så jeg et lille bitte hus placeret på et hjørne, lavet efter en tegning i en af Ole Lund Kirkegaards bøger, samt diverse kloakdæksler med motiver fra bøgerne. Det var så hyggeligt. 

Skanderborg Slotskirke kom jeg også forbi, den havde et meget særegent udseende, da det var helt tydeligt at vinduerne i tårnet ikke var lavet til en kirke men til en borg eller et slot i dette tilfælde. Jeg måtte en tur ind på kirkegården og læse historien bag den specielle bygning, 


Udsigten fra værelset var smuk, men vejret indbød ikke til en tur omkring søen.


Ugen efter startede jeg så på min rigtige arbejdsplads, her skulle det så vise sig at der var problemer med at blive koblet op med min udleverede pc , men sådan er det vist altid når der er opstart af nye medarbejdere. Men det kom der styr på i løbet af dagen.

Endnu engang blev jeg budt velkommen med blomster. Man kan altså godt vænne sig til flotte buketter på bordet.





Nu fungerer computerforbindelsen helt fint også når jeg sidder herhjemme og arbejder. Og jeg er så småt ved at komme ind i rutinen med at komme tidligt op uden at være sindssygt træt om aftenen. 

Men jeg nyder de dage hvor jeg kan sætte mig til computeren herhjemme og starte arbejdsdagen i stedet for at sidde i bussen og lave ingenting på samme tidspunkt.

Nu skal jeg bare lære at holde fri når jeg kommer hjem eller det er weekend, nu hvor jeg i så mange år enten har skullet lave lektier eller skrevet ansøgninger.