Viser opslag med etiketten strømpestrik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten strømpestrik. Vis alle opslag

torsdag den 30. december 2021

Der blev kun nået lidt i årets sidste måneder

 Det er ikke blevet til meget her på kanalen efter jeg er startet på job, helt ærligt så har jeg ikke haft meget overskud til at være kreativ eller til at skrive indlæg, det sidste er for mig meget afhængigt af det første.

Efter den første måned på job blev jeg ramt af en slem omgang musearm, eller rettere sagt det satte sig i mit håndled. Jeg er derefter blevet udstyret med en mousetrapper og jeg har anskaffet en håndledsbeskytter. Men dette satte en stopper for både hækle og strikke projekter i en lille måneds tid, hvilket var et helt vildt dårligt tidspunkt, men jeg nåede da at strikke 3 par strømper i voksenstørrelse og 2 par i børnestørrelse. De sidste fik jeg endog fotograferet.


Der kom gummi dutter på sålerne, så der minimeres risiko for at falde, når man løber stærkt.


Der er blevet syet to bluser til drengene, julebluser til at have på i december.


Og så sad jeg til lige i sidste øjeblik og hæklede en honningkage mand, til årets mandelgave. Opskrift fra Lilleliis . 




Det er jo ikke meget der blev nået i de 3 sidste måneder af 2021, men forhåbentligt ændrer det sig, når jeg har vænnet mig til at være på arbejdsmarkedet med alt hvad det indebærer af transport og anden spildtid. Når det bliver lysere så man ikke er afhængig af om der er tændt lys i bussen for at kunne lave andet end at se ud af vinduet.

fredag den 12. februar 2021

Strømpe amok

 Jeg fortsatte min strømpestime, med et par stribede i to lyserøde farver. Og de blev straks taget i brug.

Der er stadig meget tilbage af den lyserøde, mens den gammelrosa, næsten blev brugt op. Så mon ikke den lyserøde har været et 100 gr. nøgle. Det vides ikke med sikkerhed, da det lå i kassen uden banderole.



Jeg havde dem på i flere dage, og bagefter opdagede jeg at der allerede var et hul i en af de lyserøde striber under foden. Så nu må jeg have stoppenålen frem.

Jeg havde sådan set ventet det, da det ind imellem virkede som om at garnet var splittet op, forstået på den måde at enkelte af trådene var knækket. 

Men de er dejlige at have på, da det lyse garn indeholder noget merino så de er super bløde. De skal nok blive slidt op, for lige så snart hullet er stoppet, så er de på vej på fødderne igen.

torsdag den 4. februar 2021

Strømpestrik fortsat

Jeg fortsætter med at strikke strømper/sokker, denne gang blev det til et par hulmønstrede meget lyserøde strømper til mig selv.

Mønstret har jeg brugt før, men det gør ikke noget for de sidder godt.




Opskriften hedder Whisper Lace Socks og er af Rachel Hawksley og er en gratis opskrift på Ravelry. De to mønstre sidder hurtigt i hovedet og selvom det kan se svært ud, så passer det helt fint med at se TV samtidig.



onsdag den 27. januar 2021

Januar er lig med sokker

 

Jeg har strikket flere sokker, et par med meget kort skaft, kun to mønster gentagelser inden hælen. De skal passe til en kort støvle eller støvlet.
Denne gang i beige, som kan bruges til alt.


Det er også blevet til et stribet par med rib skaft, hvilket ser ret så pudsigt ud når de bare ligger der helt fladt, men som er behageligt da de sidder til, når man har dem på.



Begge par kom med i kufferten da jeg var på weekend hos Amalie familien for 14 dage siden, så nu har de varme fødder deroppe.

Måske skal jeg lave nogen til drengene, men de skal have et gummilag under, for de løber stærkt og med parketgulve, ja så skrider de ud ind imellem.

Jeg holder meget af at strikke sokker og strømper, og jeg bruger strømpepinde, da jeg synes at det går hurtigst. Der er mange, der sværger til Magic Loop, men det synes jeg er for langsomt, når man sådan skal skubbe rundt med maskerne. Det passer slet ikke til mit temperament, jeg har prøvet 😉

mandag den 4. januar 2021

Og et par korte sokker, her i weekenden

Yngste vil gerne have sokker med kort skaft og i neutral farve, så jeg måtte lige se, hvilket garn jeg havde, der kunne opfylde dette.

Det viste sig at jeg havde 2 ngl tilovers fra  Njords sweater, så der blev slået op i fredags og da jeg ikke er god til at gå tidligt i seng var de færdige natten mlm lørdag og søndag. Og det passede fint med de 2 ngl.


Der er kun 3 rapporter på skaftet, hvor der på de andre er 7. Så den er meget kortere, men har en fornemmelse af at der kun skulle have været 2. Men det må komme an på hvad hun siger, når hun får dem her.

Jeg har bestilt gråt og beige sokkegarn hjem, så der kan startes på nye par, hvis og når de mangler igen.

Hurtig strik omkring årsskiftet

Jeg havde for noget tid siden indkøbt sokkegarn, til nye sokker til mine piger. Og hvad skulle jeg ellers begynde på her i tiden, mens der læses op til eksamen. Det skal helst være noget hvor jeg kan slappe af i hovedet i mens. Så jeg fandt garn og den sædvanlige feminine opskrift frem og slog op til det første par et par dage før nytår.  De blev færdige mens jeg hørte Dronningens Nytårstale. (ja jeg var kun mig, så var ikke nødt til at være så højtidelig 😉)


Så den aften blev der slået op til næste par og den første af sokkerne var færdige inden året var omme. Det er en opskrift der flyver hurtigt over pindende, men det kan mærkes i armen når man strikker så meget og hurtigt. Så jeg døjede med at falde i søvn grundet at det gjorde ondt i højre arm og selvfølgelig at der blev skudt fyrværkeri af både kl. 3 og 3:30.

Parret var færdig inden jeg gik i seng på den første dag af det nye år. Så det var en forrygende start på et nyt strikkeår. 

Men jeg kan godt love at tempoet vil blive sat betragteligt ned igen.



Begge par er afleveret til min ældste, så hun er klar til lange arbejdsdage på legepladsen, når nu daginstitutionerne ikke bliver lukket ned til nødberedskab. 




mandag den 22. april 2019

Sokker igen igen

Amalie har købt vinterstøvlerne til næste vinter, til 1/2 pris. Hun trængte også, dem hun har gået med indtil nu var et par Doc.Martens som hun fik,  mens hun gik i gymnasiet og hun blev student i 2012, så man må sige, at de har udtjent deres værnepligt.
De nye støvler er så lidt for store, så der skal en sok til, og da det er kortskaftede støvler, skal de kun være af halv højde i f.h.t dem jeg plejer at strikke.
Jeg tænkte så at dem måtte jeg hellere strikke med det samme, for ellers er jeg bange for at gå hen og glemme det hen over sommeren.
Så dem har jeg strikket her i ferien, hvor jeg alligevel ikke havde nogen planer.




Nu skal der så findes på et nyt strikke eller hækleprojekt, jeg har en masse højlandsuld, men der er ikke noget af det der frister. Så måske skal det videre ud i verden, det må jeg lige overveje.

mandag den 17. september 2018

Strømper til Njord

Det bliver til en smule strik, der ikke er til julegaver. Der må jo veksles lidt, så derfor er jeg faktisk begyndt på gaverne allerede. Så i år håber jeg, at slippe for at sidde og hæfte ender helt frem til den 23. december.
Men til her og nu, hvor der har været vuggestueopstart, har jeg strikket et par strømper i str. 1 år.


Meget søde og nøjagtig magen til dem jeg strikker i voksen-størrelse.

tirsdag den 24. april 2018

Så blev det lige til lidt pausestrik

Den sidste uge har den stået på pausestrik, eller strømpestrik om I vil. Men det er lige hvad jeg tyr til, når jeg ikke lige har gnisten til at finde på noget at strikke eller jeg blot er ideforladt.
Men jeg synes dog ikke at det har tømt meget ud i mit strømpegarnslager, selvom det er over et år siden at jeg satte mig for at mindske det. (har lige kigget bagud på bloggen og det er så helt tilbage til 2015, og der er i dag noget mere garn i kassen, end dengang)

Sådan ser kassen ud i dag, den må siges at være fyldt op.


Og sådan ser de nyligt strikkede strømper så ud

De ser forskellige ud men der er taget fra hver sin ende af garnnøglerne, så striberne er blevet forskellige, men så kan der jo ses forskel på højre og venstre strømpe. 😉