Viser opslag med etiketten katten. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten katten. Vis alle opslag

torsdag den 17. juni 2021

Slut med skole

Eksamen er overstået, det er i dag en uge siden at jeg bestod min eksamen og nu kan kalde mig Kort- og Landmålingstekniker.

Det har været et underligt forløb, da vi jo som så mange andre blev sendt hjem sidste forår midt i 2. semester. Siden da har vi ikke været inde på skolen, vi har fået fjernundervisning og ja det er så som så, hvordan den har været.

Men nu er det overstået og til september venter jobbet.

De sidste mange måneder har jeg, sammen med en af mine medstuderende, brugt meget tid ved Køge Nord Station, hvor vi har målt op, sat bygning af og forskellige andre ting, der skulle med i afgangsprojektet. Vi synes det var meget, men det syntes underviserne ikke, så det trak ned i den samlede bedømmelse. 

Nu er der endelig tid til at være kreativ og læse skønlitteratur igen. Altanen skal også have en overhaling og det er igen tid til familiehygge.

Og ham her vil gerne have opmærksomhed, han har flere gange befundet sig på mine noter, ja sågar har han placeret en hårbolle på dem. Så kan det vist ikke siges tydeligere.



mandag den 29. marts 2021

Eftertænksomhed, når man nu er hjemme hele tiden

Sofie og jeg går stadig tur i weekenden, men her under Corona er det ikke blevet til så mange fotos undervejs, da vi har en masse at snakke om. Vi skal jo høre hvordan den forgangne uge er gået, om der er sket noget spændende, især jeg har brug for dette afbræk, da jeg nu har været i skole over teams i et helt år og ikke har set mine klassekammerater mere end end håndfuld gange i samme periode.

Så jeg går måske her og bliver sær, med kun min kat at snakke med. Og ja han er osse skør, så at snakke med et ordentligt menneske engang imellem, ja det løfter min dag enormt.

Her får i lige et par glimt af min dag med katten.

Måske mener han jeg ser for meget fjernsyn, for en dag jeg kom hjem fra at have handlet, lå han og tronede på bordet op ad fjernsynet.


En anden dag kom jeg ind i stuen, for lige at nå at se, at han spurtede ind under tæppet i sofaen.


Jeg satte mig ved siden af tæppet, for ja at se TV, men han blev liggende og kun hans lille lyserøde snude afslørede ham.


Nå men tilbage til sidst Sofie og jeg var ude at få lidt luft og nogen skridt på kontoen, kom vi forbi en stor plamage af violer og da solen skinnede på den, behøvede vi ikke at bukke os ned over den for at få glæde af duften. Grunden til at jeg fik taget et billede var at der både var en sommerfugl og et par brumbasser i gang med at suge nektar. Sommerfuglen nåede at flyve, men en enkelt brumbasse kom da med på billedet. Den er sådan cirka i midten af billedet.


Den weekend der lige er gået, blev vi hjemme, det var alt for kedeligt vejr, med masser af regn, så vi satte andet på programmet hver især. For mit vedkommende lidt serier i Tv og lidt kreativt. Det sidste kommer der et indlæg om senere når det er lavet færdigt.

lørdag den 27. februar 2021

Forår på altanen

Det er ved at være forår på altanen, to krukker med løgplanter er i fuld sving med at spire. Det er da kun til at blive glad i låget af, især når det ser ud som om at der kommer mere end jeg lige huskede, at der var i den ene krukke. Jeg har åbenbart sat nye løg i efteråret, det er da bare skønt at blive overrasket på den måde.

Uh nu er jeg spændt på hvilke farver jeg får at se derude. Jeg glæder mig til masser af farver, jeg trænger.



 Selvom der har været en del solskinstimer i denne uge, har det blæst for meget til at opholde sig på altanen, men katten vil meget gerne derud, så jeg har fået luftet godt ud, så han har kunnet gå ud og ind som han lige havde lyst til.

lørdag den 11. april 2020

Når man har gemt til katten

Jeg har også brugt lidt tid på at se på alle de ekstra vindsler med tyndt garn, der var med når man købte strømpegarn i 80'erne. Det var vist oprindeligt meningen at de skulle bruges til at forstærke hælene, på de strikkede strømper. Men det gjorde jeg jo ikke, så derfor har jeg en masse af dem. 
De kan bruges til meget, lige nu overvejer jeg at bruge nogen af dem til at brodere et betræk til en gammel fodskammel, som jeg har stående.  
De kan også bruges som følgetråd til højlandsulden, men det ligger lidt tungt med at bruge det, da jeg bliver så snottet,  når jeg sidder med det garn. Så det bliver nok droppet, det er ikke besværet værd.



Som katten så viste mig kan det også bruges til at ligge på. 😉


fredag den 19. april 2019

Påskesolen nydes

I går sad jeg på gulvet på altanen og nød solen, mens jeg syede blusen sammen og senere sad jeg derude igen og læste.
Det blev til mange gange en time i solen, med lange pauser indenfor i mellem, der er nemlig ret så varmt lige der i solen mod syd.
Engang i mellem kom katten lige ud og kiggede til mig, men han trak hurtigt ind igen, der var for varmt for ham.
I dag er der endnu varmere derude, så jeg er trukket ind igen. Der skal kigges på opskrifter, for der skal jo gang i noget nyt strik.

I aften skal jeg begynde at vande på altanen, det begynder at trænge til lidt vand. Det betyder at jeg skal i kælderen efter underskålene og den store vandkande.

I får lige et billede af tulipanerne, der lige nu står så fint derude i krukke.



søndag den 31. marts 2019

Marts sluttede som den startede

Vi var i zoologisk have i går, der skal ske noget og Njord havde endnu ikke set elefanterne. Det gjorde han så denne gang, selvom han vist var mere interesseret i de små spurve, der hoppede rundt på wirerne inde i elefanthuset.
Han fik gået på line på brostenene, rutsjet på nogen af figurerne og ellers fik vi hygget rigtigt meget.

Der foregår jo stadig en masse byggeri på det der Panda anlæg, så der var en masse maskiner, og jeg tror næsten at dagens højdepunkt for Njord var, da vi gik hen til en parkeret "traktor" og han kunne røre ved den og klappe hjulene.

Jeg fik ikke taget et eneste billede, det er så ikke helt sandt jeg fik taget et af Njord, hvor han undersøger en af de træfigurer, der er af den røde panda.
Men det er vedtaget, at der ikke skal være fotos af ham på de sociale medier, og det respekterer vi, og så nyder vi bare at være sammen endnu mere.

I går lærte han noget nyt, nemlig at drikke med sugerør, så når han ville have noget at drikke pegede han bare på juicebrikken og sagde sugelyd. Så vidste vi hvad han ville have.😍
Han syntes ikke der var tid til middags søvn, så i går var han i fuldt gear i over 12 timer. Og vi andre skal osse være vågne, får han løber altså stærkt og ikke altid i den retning mormor eller mor og far  vil. Men vi har det sjovt.

I dag får i et foto af min kat, som synes det er rart når jeg er hjemme og modtager mig i entreen når jeg kommer hjem fra en lang dag.

onsdag den 25. april 2018

At nyde når varmen kommer

Som alle nok opdagede var det sommer i slutningen af sidste uge, onsdag var jeg i Roskilde og her gik jeg gennem Folkeparken, som har et skønt blomstertæppe med disse blå stjerner og smørblomster, her om foråret (min datter fortalte at inden da havde der været tæt af krokus samme sted). Jeg nyder at komme i den park, for der er altid noget nyt at se på.



På min altan sprang mine 2 tulipaner ud her i weekenden, de er blevet noget blege, tror nemlig at de var pink, det første år de stod i krukken, så det kalder nok på en udskiftning til efteråret. Selvom de jo egentlig er meget kønne med de lysegrønne toner i det hvide.



Der er også god gang i Hortensiaen, så bliver det spændende om der kommer blomster klaser på den i år, men det varer nogen måneder før jeg får det at se.


Ellers må jeg nok sige at jeg brugte de varme dage på et tæppe på gulvet ude på altanen (der er der nemlig læ, det er der ikke hvis jeg sidder på en stol 😊)
Jeg fik sol på maven og læst en pæn del sider i Jordens søjler af Ken Follett. Jeg er ved at genlæse den, da jeg fik fortsættelserne i fødselsdags gave i sidste måned.
Ind i mellem fik jeg selskab af katten, som synes det er skønt at komme ud på altanen og rulle sig.


Jeg elsker varme, så lige nu fryser jeg igen.

tirsdag den 24. oktober 2017

Endnu en lille dragt er blevet til

Nogen gange kan man få et lille praj om ønsker, når man bliver tagget på Instagram. Og det var netop hvad skete med den her lille dragt, og farven som både kan bruges af en pige og en dreng. Og så måtte jeg jo igang, så den kunne nåes inden julegavefremstillingen skulle sættes igang.

Modellen er fra Sandnes Garn's 2017 efterårs babyhæfte og hedder Sommerfugl romper. Den er strikket i Babyuld Lanett.
Modellerne i dette hæfte minder meget om det tøj man har set på billeder af små børn fra 50'erne og 60'erne. Sjovt som osse børne mode kommer igen.


Der blev også til et par små strømper og jeg må give Amalie ret, når hun synes det ligner dukketøj.
For småt det er det. 😍

Der måtte skiftes en enkelt knap efterfølgende, da katten syntes at sådan en lille træknap var til at tygge lidt på, så den knækkede en knap.  Ak ja


torsdag den 13. april 2017

Jeg har strikket små ting

Ikke fordi, der er behov for dem, men fordi jeg havde lyst. Jeg fik jo den her strikkebog i julegave og på udsalget købte jeg noget garn, der egnede sig til disse ting.
Nu er de strikket og knapperne kan vente til de engang skal gives væk.


 En kort model i sådan en grønbrun farve (army) der skal 3 knapper forneden mellem benene.


Så blev det til 2 stribede modeller, en pige og en drenge udgave, meget blød men osse meget tynd, så er lidt i tvivl om hvor gode de er i brug.


Men er vild med, at man kan se den glade blemås udtagning.


De er skyllet op og har ligget til tørre (udstrækning) på et håndklæde, der fik jeg så lidt uønsket hjælp af katten. Den blå blev lidt hurtigere tør af kropsvarmen 😍


Nu er dragterne lagt langt væk, og jeg er gået i gang med noget større til mig selv. Herom i et senere indlæg.