søndag den 26. august 2018

En lille nisse rejste eller osse var den længe undervejs

Der har i mange år ligget ben til en nisse i en kasse, faktisk så længe at jeg har glemt hvornår de ben blev strikket. Men det var mens jeg boede i huset og dengang julen handlede om masser af nisser. Så det er mere end 6 år siden, lige om lidt har jeg nemlig boet her i lejligheden i 5 år. Og med et nyt lille barn i familien er det blevet nissetid igen.
Jeg må nok indrømme at overvejelsen om en gang optrævling har været der, men heldigvis gad jeg ikke. For i sidste uge fandt jeg både ben og opskrift frem igen, opskriften havde osse været væk på et tidspunkt. Det har faktisk været noget være rod med den nisse, når jeg sådan tænker på det.

Nu er nissen færdig og måske skal den ind og hygge på Njords værelse til december.

Der måtte købes ekstra ind af rødt og hudfarvet garn, jeg havde vist brugt det hudfarvede til julegrise, men nu er der til nissepigens ven også, når altså december er lidt nærmere på. Lige nu er der andre ting, der skal strikkes, hækles og syes, inden det bliver nissetid igen.



De lange ben kan bøjes og holdes fast med armene, så hun rigtig kan sidde og hygge sig.

fredag den 17. august 2018

Så er dåbskjolen pakket ned a la museumsgenstand

Dåbskjolen har hængt og ventet på, at nogen ville sy Njords navn og dåbsdato på den. Det er ikke det nemmeste at give sig i lag med, når jeg nu ikke lige fik et kursus i de sting, svigermor havde brugt til de andre navne, inden hun desværre gik bort.
Så jeg kastede mig bare ud i det, og så googlede jeg bagefter 😏, ikke det smarteste indrømmet. Så det blev en skøn blanding af stikkesting, kædesting og kontursting. Inden næste barn kommer til, skal jeg øve kontursting, da jeg nu kan se, at det er dem svigermor har brugt.

Skørtet er af foer stof, så det er både glat og uden brodervenlige tråde. Så hvis nogen har et godt råd til, hvordan man syer pænest her på, må de gerne fortælle mig det.

Men nu står han der på skørtet, over sin mor.


Kjolen har i mange år været opbevaret i en plastikpose, men da vi jo gerne skulle have den i familien i rigtig mange år endnu. Kom jeg på at den skulle opbevares på en anden måde fra nu af, mere ligesom man opbevarer tekstiler på museer.

Så jeg har indkøbt syrefrit silkepapir, til at pakke den ind i, både mellem lagene og rundt om. Men skulle den så i en plastikpose igen eller som jeg har læst nogen steder i et hvidt pudebetræk ?


Der hvor jeg købte det syrefrie silkepapir, spurgte jeg om der måske fandtes æsker i syrefrit pap. Og sørme om der ikke var en fin lysegul æske.


Så nu er den pakket ned, på fuld forsvarlig vis, så kan den vel blive over hundrede år gammel og bruges til mange generationer.

mandag den 13. august 2018

Stribet strik i min egen størrelse

Så blev der strikket lidt til mig selv, ikke nogetder sker så tit, for plejer ikke at gide bruge det, når det først er strikket.
Men denne gang har jeg valgt friske farver og striber, så den tror jeg nok skal blive brugt, hvis altså solen vil komme frem igen. For som det ser ud i dag er jeg trukket i den langærmede t-shirt og de lange bukser, selv jakke havde jeg på tidligere, da jeg var ude og handle.


Den strikkede model er fra Sandnes Garn hæfte 1806 - Sommerfavoritter, hvor den er vist i blålige toner. Men jeg trængte til lidt friskt og lidt mindre tone i tone end opskriften lagde op til.
Den er strikket i Mandarin petit, et garn hvor jeg altid har problemer med strikkefastheden, og må ned på en pind 2½ (og så passer det alligevel ikke helt).
Jeg var også nødt til at lave en farvejustering undervejs, da jeg havde valgt en råhvid, hvilket gav et snavset udtryk, så den måtte udskiftes med en ren hvid. Hvilket gjorde den mere skarp.

Jeg er tilfreds og håber at det igen bliver vejr til korte ærmer, gerne snart.


søndag den 12. august 2018

Slotskoncert i Ledreborg Slotspark

I går var det lørdag igen, og igen tid til at være kulturelle. Sofie havde købt billetter i god tid til DR's Slotskoncert på Ledreborg. Det betød at vi kunne komme ind allerede kl. 10:30 (koncerten startede kl 15), så vi drog fra Ringsted med toget 20 over 9, og var på plads foran indgangen klokken lidt over 10.
Vi placerede os på et tæppe på græsset lige foran scenen, så vi havde det bedst mulige udsyn. Da vi jo havde mange timer, der skulle slås ihjel inden koncerten, havde vi medbragt boller og te til vi kom derind (ingen af os er super gode til at spise lige når vi er stået op) og pastasalat til frokost og lidt kage til senere. Andre, der sad omkring os, havde bøger og diverse spil med, så det var ret hyggeligt, måske vi skal huske det næste år.
Men som timerne gik, trak skyerne sig også sammen, vi havde regnjakker med, men vi valgte heldigvis at købe nogen regnslag på pladsen, så vi kunne sørge for at osse vores ben forblev tørre. For regnen kom ikke voldsomt men rigeligt til at vi blev våde.





Selve koncerten startede kl. 15 og første halvdel var en hyldest til Leonard Bernstein, der ville være fyldt 100 år i år, hvor man havde lavet en koncertversion af West Side Story. 
 Her var Silas Holst som den ene bandeleder Griff, hvor han både sang og dansede. Og da vi nu sad som vi gjorde, var det herligt at se hans små børns glæde over at se deres far optræde.


Som Tony, så og ikke mindst hørte man Diluckshan Jeyaratnam, han synger fantastisk.


Som hans elskede Maria, havde de hentet den engelske musicalartist Lauren Chia, som også sang helt fantastisk.

Szhirley  gav den som Anita, her i America


Som fortælleren, der fik det hele til at hænge sammen, og som konferencier under hele koncerten, oplevede vi Pelle Emil Hebsgaard.

Som det måske kunne ses på enkelte af billederne regnede det en del, så i pausen købte vi lige et par regnslag ekstra, som vi satte os på, så vi kunne holde os tørre, på vores bagdel, efterhånden som tæppet bliver mere og mere vådt.

Anden del af showet startede med at Pelle stod oppe på trappen ved slottet og sang "On Broadway", i duet med Stig Rossen, der stod på scenen. Mens Pelle samtidig var ved at falde i fuldkommen svime over selv samme Stig Rossen.
Så han løb ned af trappen og langs hække til han endelig kom op på scenen, hvor han efterlignede alt hvad Rossen gjorde.


Om Pelle havde lånt Score Kaj's outfit (en af Peter Myginds roller fra 90'erne) vides ikke.


Nu fulgte der flere numre fra Broadway musicals, først et nummer fra Jekyll og Hyde med Stig Rossen


Her et foto af Louise Fribo, med et nummer fra en musical, der hedder Candide, som jeg aldrig har hørt om.


Pelle Hebsgaard sang "Friend Like me" fra Aladdin, hvor han narrede Stig Rossen til at sidde på det flyvende tæppe.

En af de sidste sange var fra The Sound of Music, hvor Louise Fribo sang "Climb Every Mountain", og hold da op hvor hun kan komme højt op i tonerne. Hendes operauddannelse fornægter sig ikke.


Ind imellem disse numre var der også sange fra  The Book of Mormon, Wicked, Moulin Rouge, Prince of Egypt, Skønheden og Uhyret og Annie Get Your Gun.
Der var også et par numre, der ikke stod i det udleverede program, blandt andet var der et nummer  med Diluckshan, som stammede fra en film fra hans families hjemland.

Men det hele bliver sendt på DR1 senere på året, og der vil vi helt klart sidde foran skærmen og opleve det hele igen, denne gang i tørvejr.
Men intet slår at se det live, med alle de skønhedsfejl, der vil være klippet ud når det sendes i TV.
Men for jer, der ikke var der,  se det og nyd den gode musik når det sendes på skærmen.

Da vi stod på stationen og ventede på at blive transporteret hjemad, kom tordenvejret og skybruddet, hvor heldig har man lov at være, at det først kom da koncerten var slut. 

torsdag den 9. august 2018

Afslutning på en hyggelig lørdag

Da vi gik rundt inde i zoo i lørdags blev vi enige om at vi lige så godt kunne tage ind og i biografen og se en af de film vi har aftalt at se her i efteråret, nemlig Mamma Mia 2. Så vi tog bussen ind til Rådhuspladsen og gik i Palads.
Filmen skuffede bestemt ikke, jeg synes den er bedre end etteren og visse steder ja der sad vi og lod tårerne trille lige så stille ned af kinderne.
Så hvis I  elskede ABBA's musik, hvad jeg bestemt gør, så se den. Men jeg var åbenbart ikke hardcore fan, dengang i 70'erne, for der var to numre jeg overhovedet ikke kendte.

Efter filmen tog vi toget hjem, det lykkedes mig nemlig ikke at overtale Sofie til at tage i Tivoli og høre BurhanG, men vi var nok osse mætte af oplevelser på dette tidspunkt kl. var 21:30 og vi havde været afsted siden kl.13.

Vi nåede dog lige ind i midten af Axel Towers på Scala Pladsen, der er et torv med bænke og Fyrretræer i mellem tårnene, man skal bare lige op af en trappe.

Og ligger man nakken tilbage er der udsigt til himlen, samtidig med at man ser bygningernes fine facade.


Og så vender man sig og kigger mod Tivoli og hotellerne ved Hovedbanen.
Nu hvor jeg ser billedet her, minder det mig lidt om Athen og udsigten til Akropolis, temperaturen i lørdags var osse ret græsk.


I dag er der så premiere på BookClub, med blandt andet Jane Fonda og Diane Keaton, den har vi osse aftalt at se. Så håber vi bare at Njord kan undvære sin mor, så hun osse kan komme med.

onsdag den 8. august 2018

Sandskulpturer i Zoo

Denne sommer og helt frem til den  16. September er der Sandskulptur festival i Zoo København, med fokus på verdens truede dyr og zoo's naturbevarelsesprojekter.

De fleste af skulpturerne behøver ikke nogen forklaring, da de "bare" viste dyrene, som dette næsehorn.





En detalje 



Ålen og ålefiskeren på næste skulptur, med den ensomme ål og fiskeren der trækker sin ruse ind. Et symptom på overfiskning, kan huske at have fået fortalt hvordan min familie stangede ål ved strandene på Langeland i 50'erne. Det kan man nok ikke i dag.


Så får I lige lidt billeder uden kommentarer









Så nåede vi til en skulptur fra regnskoven, Tapirens levested


På skrænten kan vi se de store maskiner, der fælder skoven og jævner jorden til opdyrkning.








Havskildpadden og plastik affald






At se alle de smukke og meget detaljerede sandskulpturer, på en meget trist baggrund, sætter gang i mange tanker.
Når der så samtidig tales om at vi bruger jordens resurser alt for hurtigt, ja så må vi begynde at tage det alvorligt, men hvor er det svært, for hvor skal vi begynde ?
Nå ingen politik her, det er ikke meningen med min blog, men man må jo godt tænke på fremtiden😉

tirsdag den 7. august 2018

Hyggedag i Zoo

I fredags tog Sofie og jeg i zoologisk have, både for at se på dyrene og for at have en mor/datter hyggedag.
Der var ikke megen gang i dyrene, det var jo endnu en varm dag i Danmark.
Så da vi havde set bjørne, tottede Moskusokser og spist dejlig sorbet-is fra Summerbird , (Uhm som det smagte af friske og ægte råvarer, hhv. hindbær og passions.) gik vi til Tropehuset og tænk sig, der var køligere her end udenfor 😅


Naturens farver er fantastiske, se lige den her grønne


og den her blå


Der var travlt hos chimpanserne, da den store unge kom med frisk halm til den lille som blev holdt i det ene ben af moderen, så den ikke faldt ned. Men det nyeste skud på stammen,var ikke fremme.


Ude i varmen igen, skulle vi lige se til mit yndlings dyr, den røde panda, og sørme om den ikke var fremme, den havde lagt lige så lang den var og slappede totalt af.


I forrige uge havde en af girafferne født lige der midt på savannen, og hvor er den lille sådan en et uge gammel giraf.
Her står den sammen med sin mor


Og her er den sammen med en gazelle, bare sådan lige for at sætte størrelsen i perspektiv.


Der var 4 unger hos mangusterne, det er første gang jeg ser unger der og hold da op de er kære og man kunne lige have haft en i lommen 😉


De er mørkere end de voksne, men man kan sagtens se striberne.


Der er i øjeblikket også sandskulptur festival i zoo, men den får sit eget indlæg.