Viser opslag med etiketten Genbrug og Lopper. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Genbrug og Lopper. Vis alle opslag

lørdag den 6. juli 2019

En tiltrængt makeover

Min liggestol trængte til nyt stof, det der var på, var fra 90'erne, hvidt lærred med typisk stof fra tiden syet på.
Som det ses på fotoet, var bomuldstoffet slidt på kanten, det var dertil osse ret så falmet. Og ja grimt.


Jeg havde faktisk købt nyt lærred til den allerede sidste år, men ikke fået taget mig sammen der. Men nu skulle det alligevel være, så sidste lørdag, tog pokker ved mig og værktøjet blev fundet frem.

Stoffet blev skiftet og her forleden fik osse nakkepuden nyt stof. Så nu er den klar til solskin på altanen igen.


Så regn gå væk, tak.

torsdag den 13. juni 2019

Pinsen var fyldt med hygge og en smule kreativitet

Lørdag var jeg til 50 års fødselsdag, hos min grandkusine, det holdt hun i naturskønne omgivelser nede ved Susåen i en bygning, der hedder Svellehuset.  Det ligger på en gammel gård, der står som museum.
Søndag fik jeg besøg af den lille familie og vi fik gået en lang tur. Kastet med sten i vandet i de regnvandsøer, der er på den modsatte side af stien i forhold til åen. Både Njord og jeg blev rigtig beskidte af  den våde lerjord langs bredden der. Heldigvis havde de vådservietter med, så vi kunne få fjernet det værste.
Mandag fik jeg været lidt kreativ med et par gamle hullede jeans og en arvet nederdel (fra min mormor). De blev kombineret til en mere moderne udgave, jeg synes den er smart og tror den nok skal blive et hit, når sommeren lander. Det er jo moderne med blomster print på tøjet.



Det var egentlig ikke så meget,der skulle syes, det handlede mere om at klippe de rigtige steder og i den rigtige længde. Måske skulle jeans stykket have været lidt kortere, men nu prøver jeg det lige af. På den blomstrede nederdel fjernede jeg elastik linningen og det var bare det. De to dele blev syet sammen og da den jo var lagt op fra start af, var den hurtigt færdig.

søndag den 11. november 2018

Dukkevask

Mens der stadig var lidt sommer tilbage, fik jeg pigernes gemte legetøj, udefra kælderen i nr. 16. Men hold da op hvor det stank af fugtig kælder og skimmelsvamp. Jeg blev straks ret så snottet, men samtidig taknemmelig for at jeg ikke lever med det i det daglige. Jeg er simpelthen flyttet fra de af mine allergier, der vedrører luftveje og slimhinder, det er jo skønt.

Nå men det var det legetøj, jeg har nu fået vasket det meste. Det der var af blødt plastik/gummi, har stadig lugten, så overvejer hvad næste skridt skal være, udsmidning eller rodalon 😏. Sidst nævnte er jo noget giftigt stads og vil det mon være muligt at skylle det helt ud af dukkerne, så børnebørn ikke bliver syge, hvis de nu skulle finde på at sutte på dukkerne (hvilket man jo ikke kan være sikker på).
Men pyt, det tager jeg senere.

Alle barbiedukkerne røg på hovedet ned i en spand med grundrens og skvulpet godt igennem og lagt til tørre på altanen.





Senere gik turen ned i vaskekælderen, hvor jeg fyldte en maskine med bamser. (der blev også smidt mange ud), behøver jeg sige, at jeg fik mange kommentarer med på vejen af de ældre mennesker, der var nede og vaske samtidig med mig 😃


En omgang på uldprogram og derefter lidt over en time i tørretumbleren, og jeg havde de reneste og blødeste bamser igen.

Det der stadig lugter af  fugtig kælder er nu sat ned i min tørre kælder. Så må jeg se om lugten forsvinder af sig selv i løbet af vinteren, ellers må vi se til den tid hvad der skal ske med det.

onsdag den 29. november 2017

Jeg har noget med glasskåle

Glasskåle på fod vel at mærke, de er så fine til slik og småkager her i den kommende juletid. Så da jeg forleden på min vej hjem fra frisøren, så denne lille skål stå i vinduet i genbrugsbutikken, ja så måtte jeg altså lige ind og købe den. 
4 kroner kostede den og så er den ikke større end at jeg kunne have den i frakkelommen. Den er 8 cm høj og har en diameter på 8 cm, så den er lige til chokoladeknapper eller pebermyntepastiller. 



Nu kunne det godt lyde som om jeg har mange af den type, det har jeg ikke, jeg har 4.
Jeg har heller ikke skabsplads til flere, men engang imellem falder jeg alligevel i og for købt en enkelt, sådan som jeg gjorde forleden.

mandag den 16. oktober 2017

Fra pels-kant på hætte til kvast på hue

Jeg har længe haft planer om selv, at lave de der pels kvaster til huer.  Jeg har haft noget kunstpels liggende rigtig længe, for man smider jo ikke noget ud.
Sofie har det med at købe jakker, hvor der på hætten er en pels-kant, der kan lynes af. Og det er netop hvad hun gør, for dem kan hun ikke lide.

Så jeg har  haft disse 2 liggende i et godt stykke tid.


Nu har jeg så strikket en djævelhue, som der skulle monteres en kvast på. Så jeg sprættede lynlås af et stykke pelskrave, klippede et stykke af, zigzaggede over kanter og samlede dem med ri-sting, som jeg strammede ind.
Resultatet er blevet ret godt, men selve huen er lidt til den kradse side, så der må findes noget blødere garn til næste hue.


tirsdag den 24. maj 2016

Lørdags udflugt part. 1

I lørdags drog vi til København, Sofie havde læst om et loppe/kunst-marked på Teater-øen og jeg tænkte hvorfor ikke. Så vi satte vækkeuret, så vi kunne komme derind af tidligt. Det åbnede kl 10 og vi havde set at der kørte en bus til Refshaleøen, så der ikke var så langt at gå. Men da vi havde ventet på bussen i 1/2 time overgav vi os og tog bussen ud til Operaen, hvorfra vi gik resten af vejen. Der er utroligt smukt derude på spidsen, der er nogen fantastiske bygninger og husbåde, det må være skønt at bo der, tæt på alt og alligevel på landet.

 Udsigt til Marmorkirken

 Bag disse buske lå der et par husbåde

 Ved hallerne var der alle disse postkasser, men jeg ved ikke om de stadig var i brug

I en af hallerne var der et antik loppemarked, som vist nok har åbent hver weekend, det var meget dyrt alt sammen, og det var mest teak- og palisander møbler, der var til salg der. Men det var helt klart professionelle, der solgte der. Vi købte ikke noget, hver gang jeg faldt for noget, sagde Sofie:     " Du bærer det selv i toget", og det lagde helt klart en naturlig dæmper ;-)


Endelig stod der Teaterøen, så skulle vi bare finde den rigtige bygning. Helt ud på spidsen måtte vi, men selve markedet skuffede os, der var to kunsthåndværkere, 3 loppeboder og en lille cafe. Vi fik at vide at det også var en skuffelse for dem at der ikke var flere, der skete da også det at de aflyste arrangementet om søndagen.

 Udsigt til Trekroner Fort

 Udsigt til Langelinie


Det sorte hus med det lille tårn, er rent faktisk en husbåd,

Men jeg kom da hjem med en enkelt vase, den var blå og det kunne jeg ikke stå for. Den er fra keramikfabrikken  BAY West Germany, og jeg betalte nok lige i overkanten for den, men sådan er det. Den er pæn.


Og den står fint der sammen med mine fugle på det lysegrønne skab. Jeg er glad.

torsdag den 15. november 2012

Gravhund uden hale

I går var jeg lige forbi den ene af byens genbrugsbutikker, de har halv pris på alt i butikken i denne uge. Så skulle da lige ind og lure.
Men det eneste jeg fandt af interesse var denne lille brio hund, til 12.50 kr.  Godt nok mangler halen ;-)


Nogen der har en ide til en ny hale ?  Jeg er selv lidt ide tom lige nu, på dette område.

Og hvis nogen skulle undre sig over, hvad jeg skal bruge den til (mor !), så ved jeg det da virkelig ikke ;-)Men den er da sød og en klassiker, det er den ihvertfald . Det skal man endelig huske at tænke på ;-)

søndag den 22. juli 2012

Ferie føljeton afsnit 2

I sommerhus områderne på Mors og nærmeste omegn,  bliver der postomdelt nogen turistaviser, med forslag til steder at besøge, her læste vi om "Tingfinderiet", der er en blanding af et loppemarked og en genbrugsbutik på 700 m2.
Det måtte vi helt klart opleve, så vi satte kurs over Sallingsundbroen, og så til højre halvvejs mod Skive. Indtil vi nåede Krejbjerg, hvor vi så kørte ud på landet til vi nåede vores mål, en hyggelig 4 længet gård, hvor gårdspladsen var pyntet op med gamle kabeltromler, med forskellige opstillinger. Allerede her var vores forventninger fuldt opfyldt. Så begav vi os indenfor i herlighederne og ja der er fyldt med herligheder.
Tina, der ejer stedet og finder alle sagerne, forstår at stille tingene op så de kommer til deres rette og man nyder simpelthen at gå rundt og opdage ting og sager. Og lejligheder til at blive nostalgiske er der også masser af.
Men man skal sætte tid af, vores første visit, (ja jeg skriver første, for inden vi forlod den nordlige del af Jylland, måtte vi indenom hos Tina engang til) varede 2 timer, da vi skulle se alt.  Næste gang halverede vi tiden da vi vidste hvad vi gik efter, men også skulle se om, der var kommet noget nyt.


Jeg ville godt have haft den gule reol, herover til højre, med hjem, samt et post sorterings bord, der stod i et andet rum, men jeg har jo ikke pladsen.  Men hvad synes i om de fine flettede sykurve. Der var også tre kasser med gamle Familie Journaler, så den rette stemning kunne nemt skabes. ;)



Gamle kufferter var der også masser af, her faldt jeg bare lige for en, der var placeret fint på en hattehylde. Men det var da også en dekorativ måde at gemme sit garn på, så det ikke ligger og samler støv.
Vindues rammen var både pigerne og jeg lune på, men vi har altså ikke rigtig døren, der skal stå under den, og i et typisk tresser parcelhus med fladt tag, ja der passer den altså ikke, så den blev stående.

Priserne er ok, fuldt på linie med hvad man ser rundt omkring på nettet, her kunne vi specielt huske priserne på Erik Kold bøtterne, bøjler med plast-flet og Bjørn Wiinblad tingene. Så vi følte os tilpas med priserne på det vi købte.  Amalie købte 4  middags tallerkener og en Erik Kold Bøtte, Sofie købte en hvid lærreds skjorte og jeg et aflangt fad med en fin rose på. Så vi holdt os i skindet. ;-)


Så kommer i på de kanter, så kig ind til Tina Tingfinder, det er helt klart et besøg værd, lige meget om man er til antik, romantik eller retro, her er det hele.
Tingfinderiet er blevet et most for os.

søndag den 17. juni 2012

Regnvejr = oprydning

Ja lidt i hvert fald ;-)
2 hylder i reolen og pladsen under selv samme reol, var fyldt op med diverse magasiner. De lå ret hulter til bulter, det skulle simpelthen være løgn. Så de blev spredt over hele gulvet, sorteret og lagt i nummer orden, hold  da helt op, 3 årgange Bo Bedre og Boligliv, og lidt af diverse øvrige ;)

Gamle sodavandskasser var blevet vasket, og nu er de så stillet op med bladene i, ved siden af reolen.


Det gav luft, nu mangler jeg bare at kigge de ældste årgange igennem, og pille det ud jeg tror, jeg kan få brug for på den ene eller anden måde.

Den nederste kasse har jeg i min teenagertid malet over med hvid maling, oprindeligt er den lilla med heftig gul skrift, som stadig svagt kan anes, VA...., et eller andet.

God regnvejrs søndag til jer

lørdag den 16. juni 2012

Lidt lopper

Mon ikke det er et af  "byens" største loppemarkeder, der har været i dag i Vetterslev-Høm Idrætsforening. Fakta er at Idræts foreningernes loppemarkeder altid har været de største her i Ringsted.
Vi tog cyklerne og kørte de ca. 6 km derud og hold da op hvor fodboldbanen var fyldt op med møbler og telte med diverse ting og sager.
Møbler skulle vi ikke have, men vi kiggede og der var mange fine skabe og stole, men men cykeltrailer og stadig overfyldt kælder herhjemme, det ville bare slet ikke gå godt.
Så vi gik til småtingsafdelingen ;-)


Amalie fik købt et slidt spejl og en lille vase fra Knabstrup, Sofie købte Shakespeares samlede værker på engelsk og et lille "sølv" fad (ikke fotograferet) og jeg fik købt 3 bakker og en lille Bjørn Wiinblad platte/askebæger, i alt brugte vi lige præcis 100 kr.
Det er vi ret godt tilfredse med ;-) og vi er blevet gode til at få et hurtigt overblik og ikke købe til bunke.

mandag den 9. april 2012

Garagefund

Min mor havde været på Sjælland, medens vi havde været væk, og i vores garage havde hun sat et par sække ;-)

De indeholdt  2 taburetter, dem havde hun gravet frem allerbagerst i deres udhus, da hun havde set hvad jeg havde fået ud af dem fra min mormor, besluttede hun at de måtte over til mig. Det er jo dejligt, tænk hvis de bare var blevet smidt ud, uh ha da


og en mega slikdåse. Den har min bror med familie tømt, så kunne jeg få dåsen incl. duft af  de lækre sager den har indeholdt. Overvejer nu om den ikke skal erstatte den kedelige Tupperware-bøtte til spagetti, tror da helt klart den vil pynte noget mere i køkkenet.

36 cm høj og diameteren er 11 cm, så den er slet ikke så lille.

Det er da hyggeligt at komme hjem til sådan fund incl. et par illustreret videnskab.

Påske på Mors

Igen i år har vi været i sommerhuset hos min svigerfar, i år blev der dog ikke malet bænk (det var ellers meningen), men drivhuset blev vasket og klargjort. Og et par af værelserne blev gjort rent.

På kontoret har svigerfar en hylde fyldt med grise, som han har fået af alle os, (hans tre sønner og os som de har øget familien med), i dag er det så blevet vores opgave at "muge" ud hos dem. Jeg har spurgt om lov til at pakke dem ned i en kasse, men nej den gik ikke, øv altså



Men nu er der støv- og spindelvævsfrit i de to rum, hvor rengøringshjælpen ikke kommer, men hvor vi svigerdøtre får lov at svinge med kost og spand  ;)
Mens vores mænd flækker og stabler brænde, denne gang satte svogeren og manden nye glas i drivhuset, der var røget en del her i løbet af vinteren.

Min svigermor elskede blomster og opstillinger, hvilket de små bede langs huset vidner om, inden de bosatte sig fast i sommerhuset i 97, var der noget anderledes bart med masser af højt græs, men det blev der ændret på


 I lørdags var vi en smut inde i Nykøbing M, og igen i år var der loppemarked i den nedlagte glasfabrik og igen i år fandt Amalie noget hun måtte have med hjem. I år var det 3 Erik Kold bøtter, incl kaffemål ;)


Heldigvis var vi i år i bil, det var billigere at leje bil end at tage med det offentlige, og så behøvede vi ikke at blive hentet på stationen.

onsdag den 21. marts 2012

Hvidt på penslen

Nu har de her stole stået som ekstra pladser, ved spisebordet i rigtig mange år efterhånden. Nu fik jeg endelig taget mig sammen, de blev afvasket, slebet, grundet og endelig malet.


Som det kan ses er de "født" med fletsæder, men jeg har kun set dem med fastsæde med rødt riflet fløjl, men det skal være slut med det nu. I morgen får de nyt polster og betræk. Der skal bare lige et strygejern på stoffet, som har ligget og ventet, på mig og min energi.  Fletværket ja det må de blive foruden.


De fine udskæringer på ryglænet er ikke intakt, men hva pokker,  på den her mangler der lidt øverst, på den anden er det det nederste mønster der mangler samme blad. Så der er balance når de står ved siden af hinanden.
Allerede nu kan jeg se det bliver godt, kan nu bedst lide at mine stole har samme kulør hele vejen rundt om bordet.
Nu skal de øvrige stole så bare lige have en genopfriskning med den hvide pensel, så slidtagen forsvinder.

tirsdag den 20. marts 2012

Et lille fund

Selvfølgelig i mormors gemmer. ;-)  Denne lille sorte kande, den er 12 cm høj, og hvid indvendig.


Vi kender ikke dens historie, da det er en min mormor har fundet i en genbrugs forretning for nogen år siden. (Endnu en af vores fælles laster)

I bunden står der MEDOVA, mon det har været en gevinst eller en ting man har kunnet få ved at samle mærker, når man drak te ?
Det er jo noget store firmaer ynder at gøre med mellemrum.

For nogen år siden var der noget med samlemærker fra et eller andet kaffemærke og Lambi har også haft noget hvor man kunne samle mærker på pakkerne og så få Lambi-lam. Sådan en har jeg ;-) og for 20 år siden samlede min bror stempler hos Shell og derfra fik jeg en stor bamse.

torsdag den 20. oktober 2011

Wiinblad igen ;-)

Ja nu kom jeg så lige forbi en af de andre genbrugsbutikker her i byen, og sørme om der ikke lige var endnu et årstids fad, denne gang sommer


Så mig ind efter det, denne gang til 60 kr, så nu er jeg halvvejs med året.  Det er da sjovt som tingene dukker op i stimer.

torsdag den 13. oktober 2011

Lidt Wiinblad

Det er torsdag, så genbrugsbutikken havde åbent i dag. Og jeg måtte lige tage en runde da jeg lige kom forbi alligevel.
I dag drog jeg hjem med dette fad

Forår
De er begyndt at være lidt med på hvad tingene koster, men 100 kr synes jeg nu er ok ;-)

mandag den 22. august 2011


I fredags så jeg noget i en genbrugs-butik, som jeg ikke troede hørte sammen. Men så søgte jeg på det på nettet og det viste sig at det gjorde det. Så mig op lørdag og købe ;-)


Ildfast gryde med låg  fra Norge  af Figgjo

Nu vil jeg bare gerne finde nogen tallerkner

I dag skulle jeg så aflevere noget tøj hos Røde Kors genbrug og så tog jeg da lige en lille runde og her fandt jeg så denne bambimor, som kom med hjem til Amalie, der i forvejen har en lille med pletter, som hun har fundet i mine gemmer fra jeg var barn.


Her er hun så placeret ovenpå en af sættekasserne.

fredag den 5. august 2011

En tur i genbrugsen

I Ringsted har vi 4 genbrugsbutikker, hvoraf Kirkens Korshær har de 2, den ene kun med møbler og boligtilbehør og den har kun åben torsdag, fredag om eftermiddagen og så lørdag formiddag.
Her finder man ting fra næsten samtlige årtier i det 20. århundrede.

I dag havde jeg lidt penge med så jeg brugte 35 kr   (uhha det var vildt ;D)


Rullepølse-presse 20 kr, Sodavandsflaske 10 kr og en bakke til en femmer

Macro indstillingen ville ikke som jeg syns den sku'  men man kan da se at det er Carlsberg og med det fine soltegn på.
Det gamle egyptiske soltegn (som nazisterne misbrugte til deres hagekors) , fik Carlsberg registreret som varemærke i august 1881, og de ophørte med at bruge det i 1942. Af ganske gode grunde.  Det var lige lidt bonus info jeg googlede mig frem til.