Viser opslag med etiketten Hæklet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hæklet. Vis alle opslag

mandag den 9. maj 2022

En lille fugl med en olivenkvist

Lige efter at russerne havde invaderet Ukraine, kom lilleliis med en ny opskrift på et lille ophæng med en fredsdue og et hjerte. Jeg så det på Instagram og tænkte det vil jeg lave, når jeg får overskud.  Men jeg gemte det selvfølgelig ikke, hvorfor skulle jeg dog det.  Men der skete så det, at jeg selvfølgelig glemte, hvor jeg havde set det. Indtil det dukkede op igen, og så skyndte jeg at printe opskriften. 

Nu har jeg så fået hæklet og ikke mindst monteret det lille ophæng.  Klar til forhåbentlig at blive hængt på Fenja's vogn.




Og ja det ligner mere en spurv end en due, men det er i hvert fald en fugl med en olivenkvist i munden. 



lørdag den 23. april 2022

Nyt påskepynt

Det har været påske og her skal der jo pyntes op, det blev ikke det helt store i år, men lidt kom der da op.

Og jeg havde lavet noget nyt til i år. Nemlig hr. og fru Hare fra Krea de Luxe.



De nåede at blive færdige inden påskedagene og inden familien kom her 1. påskedag til spisning. 

torsdag den 30. december 2021

Der blev kun nået lidt i årets sidste måneder

 Det er ikke blevet til meget her på kanalen efter jeg er startet på job, helt ærligt så har jeg ikke haft meget overskud til at være kreativ eller til at skrive indlæg, det sidste er for mig meget afhængigt af det første.

Efter den første måned på job blev jeg ramt af en slem omgang musearm, eller rettere sagt det satte sig i mit håndled. Jeg er derefter blevet udstyret med en mousetrapper og jeg har anskaffet en håndledsbeskytter. Men dette satte en stopper for både hækle og strikke projekter i en lille måneds tid, hvilket var et helt vildt dårligt tidspunkt, men jeg nåede da at strikke 3 par strømper i voksenstørrelse og 2 par i børnestørrelse. De sidste fik jeg endog fotograferet.


Der kom gummi dutter på sålerne, så der minimeres risiko for at falde, når man løber stærkt.


Der er blevet syet to bluser til drengene, julebluser til at have på i december.


Og så sad jeg til lige i sidste øjeblik og hæklede en honningkage mand, til årets mandelgave. Opskrift fra Lilleliis . 




Det er jo ikke meget der blev nået i de 3 sidste måneder af 2021, men forhåbentligt ændrer det sig, når jeg har vænnet mig til at være på arbejdsmarkedet med alt hvad det indebærer af transport og anden spildtid. Når det bliver lysere så man ikke er afhængig af om der er tændt lys i bussen for at kunne lave andet end at se ud af vinduet.

fredag den 22. oktober 2021

Årets første hæklede julepynt

Tilbage i august hæklede jeg en flok nisser og 3 jordegern.  Min kusine og den ene af mine svigersønner havde tagget mig på et opslag fra Alt for damerne, med disse figurer fra Disneys Juleshow. Så der var ikke andet at gøre end at fatte hæklenålen og i gang.  Det var rigtig sjovt med alle de forskellige dele, der skulle monteres,  flammerne skulle limes på pindene og limes på hovedet. Og for at få dem til ikke at vælte er der plastgranulat i halvdelen af kroppen i stedet for fiberfyld. Så det var på flere måder anderledes end de øvrige figurer jeg har haft hæklet.


Jeg hæklede 3 sæt, så nu står de i min kusines hjem og hos begge mine døtre, og venter på at december kommer. Men som min kusine siger, det er aldrig for tidligt til at pynte op til jul.  




De stod længe her hos mig i en kasse, men jeg tror ikke, at der bliver hæklet et sæt til mig selv. Jeg holder mest af processen med at hækle og samle delene og at få figurerne til at "leve".




tirsdag den 22. december 2020

3. søndag i advent

Ja jeg ved godt at vi er langt forbi, den 3. søndag i advent, det har endda været 4. søndag i advent og juleaften er om 2 dage.

Men men her har der været så meget andet der brændte på. Mest af alt et semesterprojekt, der skal eksamineres i den 7. januar. Så jeg har haft fuld tid her ved skærmen, med diverse tegneprogrammer.

Nogen sider måske og tænker på hvad jeg har gjort af den 2. søndag, men der havde jeg købt biler og dyr til dem. Jeg har måttet erkende at dette er året, hvor jeg ikke har haft megen tid til at være kreativ. Så har måttet købe gaverne i år.

Men altså tilbage til 3. søndag, her havde jeg fået hæklet et par nisser.



Opskriften fandt jeg hos Lilleliis, jeg undlod ørerne, ellers har jeg ikke ændret på noget.

4. søndag havde jeg købt nogen virkelig fine badedinoer, der lyste når de kom i vand. Havde sat mig for at de skulle have noget legetøj til badet, nu hvor de har fået et stort badekar. Men det var ikke så nemt, fik at vide i den lokale legetøjsbutik, at det var sommer sæsonvare, så det kunne de ikke hjælpe med.

Heldigvis havde de lidt i butikken med luksus til børn (og voksne) en netbutik, som har en rigtig butik i vores lille center. Dinoerne og enhjørninge, de sidste var meget lyserøde og med glimmer, så dem blev det ikke, men måske på et senere tidspunkt.


billede sakset fra butikkens hjemmeside


mandag den 30. november 2020

Mislykket hæklet julemus

 I morgen er det december, så nu gør det ikke så meget at vise lidt jule hæklerier. Jeg har været med i en jule Cal hos Lilleliis, det endte op med at være en meget tyk julemus, som jeg ikke er tilfreds med. Den skulle have et andet udtryk end den fik i min udgave, så den havde jeg faktisk kasseret.

Men i går fik Sofie øje på den, den lå stadig på bordet, og da hun syntes den var sød, ja så fik hun den altså med hjem.


Den er ca 20 cm fra fod til huespids. Men den er som sagt mere sjælden end køn.

Men man må jo også godt vise noget grimt ind imellem, for sådan er livet jo også.

søndag den 27. september 2020

En lille blå ugle

Det bliver ikke til det store på håndarbejdsfronten, måske har jeg for mange tanker om hvad jeg har lyst til og ikke den store struktur på samme tanker. Men efterhånden som jeg vænner mig til den nye hverdag med fuldtidspraktik, så falder roen osse på om aftenen og jeg er så småt begyndt at tage hul på ideerne.

Jeg er lige blevet færdig med en lille ugle, som en "svigerinde" ønskede sig til sin rygsæk, hun ville meget gerne have den i blå nuancer. Så det blev den, efter et dyk i bomuldskassen.




Det var ikke til at opdrive, sådan en karabinlås her i byen, men heldigvis havde jeg en brugt i min rodekasse. Så håber jeg den holder, ellers kan den jo altid udskiftes.

Mønstret fandt jeg på Familie Journalens hjemmeside fra en hæklet barnevognskæde fra 2012.

torsdag den 23. juli 2020

En hæklet skildpadde

Et kvarter inden jeg skulle ud af døren og ind og hente Njord i vuggestuen, blev jeg færdig med en skildpadde til Freyr.


Selvom Freyr kun er 8 måneder (om 2 dage) kunne jeg se, at han blev rigtig glad, da han fik den i hænderne. Jeg fik et stort smil og skildpaddens luffer kom straks i munden.

Opskriften har jeg brugt en enkelt gang før tilbage i 2016. Den er fra VibeMai, som osse har andre søde hækledesigns.

tirsdag den 21. juli 2020

Så nåede jeg til enden med hækleprojektet

Så blev de sidste 2 hunde af de 8 medlemmer af Paw Patrol færdige og jeg skal have en lille pause inden, jeg går igang med drengen, der styrer de 8.


Everest, er en Sibirian Husky





Og Tracker, der skulle være en chihuahua.




Nu er det tid til en skildpadde til Freyr, og så kan fyldet gemmes væk i et stykke tid. og det bliver tid til noget andet.
Men dog stadig noget tv-venligt, måske en bluse eller en sweater til undertegnede selv.

torsdag den 16. juli 2020

En ræv til Freyr

Freyr skal jo ikke snydes, men det er lidt sværere at finde ud af hvad det skal være, han er jo endnu ikke så interesseret i særlige figurer fra fjernsynet, så her må mormor jo selv finde på noget.

Men så var det at jeg får et stykke tid siden fik en bog med hæklede "bamser", så den blev kigget igennem og heri fandt jeg en ræv. Amalie har noget med ræve, hvilket jo osse har kunnet ses på en del af de bukser jeg har syet til drengene.

Så jeg fik lige hæklet en ræv i weekenden, i flg. opskriften var der ingen hale, men hvad er en ræv uden hale, så det fik den i min udgave.



Den fik Freyr i går, da jeg var derinde og den blev straks puttet i munden især ørerne og halen 😁

Så er endnu 2 hunde færdige

Så er jeg ved at være ved vejs ende med hundende fra Paw Patrol,  der er afleveret 6 hunde til Njord, som nu næsten ikke kan være i sin seng. Han elsker dem simpelthen og lillebror må ikke røre dem. Og det er ved at være svært da Freyr  nu har knækket kravlekoden og selvfølgelig vil han have fat i de ting, som hans storebror leger med.

Men altså i går havde jeg disse to med ind til Njord: 

 Skye, den flyvende Cockapoo (cockerSpaniel/puddel)













Og Rocky, gadekryds(måske terrier)



Jeg har fundet Paw Patrol fan side, hvor man kan se hver enkelt hunds race, køn, alder, hvad de kan lide og hvad de ikke kan lide, det er meget sjovt.





torsdag den 9. juli 2020

Hygge projektet skrider fremad

Ny uge, nye hunde, til denne uge har jeg fået hæklet Marshall og Zuma fra den populære Paw Patrol.
Njord skulle have haft dem i går, men forkølelse ændrede på den aftale, når man arbejder steder med mange mennesker kræver selv en almindelig forkølelse en corona-test, så nu venter vi endnu engang med at ses til vi ser resultatet af denne. Nu har vi snart prøvet den test alle sammen og den er ikke behagelig at få taget og ventetiden på at få svaret er uendelig.


Men tilbage til hundene, dette er Marshall.


Dette er Zuma

De glæder sig til at komme videre ind til Njord


Jeg er halvvejs og er i fuld gang med næste i rækken.

lørdag den 4. juli 2020

Hyggeprojekt til Njord

Når man som jeg er mormor til en dreng på 2 ½ år, så lærer man nogen nye universer at kende. Der er blandt andet Paw Patrol, som helt klart er favoritten, sammen med Disneys Cars. Hans far har måttet overgive sig til merchandise og købe sengetøj med Paw Patrol  på. Ligesom det er blevet til en jakke og shorts med de små hunde på.

Jeg er nu gået ind i universet og har fundet hækle opskrifter med de 8 hunde på Etsy.  Foreløbig har jeg fået hæklet 2, nemlig Chase og Rubbles.




Jeg har ikke kunnet finde en knap med pote-aftryk på, så der er klippet emblemer til hattene i filt, og poterne små dele er syet på, det synes jeg er mere sikkert end at lime dem på, som der bliver foreslået i opskriften.


Njord fik disse to i onsdags, og hans strålende øjne var det hele værd. Og han ser frem til at jeg får lavet de andre, samt drengen. Han har meget store forventninger til sin mormor. Han mener endog at jeg kan hækle bilerne og flyvemaskinerne de har osse, samt deres tårn, men der må jeg altså skuffe ham. Men måske kan hans far bygge dem af mælkekartoner, ligesom han bygger tårne, som brio-toget kan køre igennem.

2 klaret 6 tilbage, jeg er i fuldt gang, godt at jeg har ferie.

lørdag den 11. april 2020

Sker der noget på håndarbejds-fronten ? Ikke meget

Mon der er andre, der har det ligesom mig. Jeg kan simpelthen ikke drive mig selv til noget som helst.  Det er svært at finde ud af hvad jeg skal foretage mig kreativt, hverken på strikke eller hækle fronten. Jeg har broderet lidt, men det der er færdigt er til gave, så der er lange udsigter før det kan vises frem her.
Men forleden gik jeg lidt amok og fik både støvsuget og vasket gulvet i stuen. Det fik mig til at se nærmere på benene, eller rettere "strømperne" på den gamle lænestol. Og ja de trængte til at blive repareret, det kunne osse ses på gulvet, ups.

Så jeg fattede hæklenålen og fik lavet fødder som blev syet på de eksisterende "strømper". 



Nu kommer der forhåbentlig ikke flere ridser i gulvet i et stykke tid.

mandag den 30. marts 2020

Det er så som så med det håndarbejde

Håndarbejde bliver det ikke meget til for tiden, jeg kan ikke finde lysten, hvilket jo ikke er optimalt i en periode hvor man har rigtig meget tid.

De sidste 3 uger er det kun blevet til lidt pjat.

En lille and fra en gratis opskrift , den kan ikke stå selv da hovedet er større end kroppen


Så jeg prøvede at rette det lidt til med større krop og vinger, meeeen jeg ved nu ikke helt om det er bedre.

Så fandt jeg en opskrift på hvordan man selv kunne hækle en hår elastik, det vil sige der er en hårelastik af de billige indeni denne.


Som I nok kan se er det ikke det store, ja det er vel nærmest pjat.

onsdag den 29. januar 2020

Et lille hæklet dyr

Januar har været skolefri, altså efter gruppe fremlæggelse af projekt den 6., så der har været tid til nogle af de ting, der har været syltet i den sidste del af 2019.
Lidt selv forkælelse i form af lysestriber i håret, Sofie havde bemærket mine grå hår i pandehåret, da der ikke var flere striber tilbage, mærkeligt at de kun holder et års tid eller var det halvandet? 😆

Nå men jeg har osse deltaget i en lille hemmelig hækleting hos lilleliis, det tog 6 dage før hele opskriften var der, så det var nogen meget små dele hver dag, så jeg hoppede ikke på fra første dag.

Men her ser i det færdige resultat


Havde jeg vidst at det var en hjort, der var det endelige resultat, havde jeg valgt en anden grundfarve, da den her er for lys i forhold til de hvide pletter, der er syet på til slut i pande og på bagdel.

mandag den 13. januar 2020

2019's sidste håndarbejde

Nytårsaften var en aften som alle andre, dog med en kat, der var ret nervøs over alt det knald der var udenfor.
Jeg lavede mig lidt lækkert mad, pyntede bordet og bagte lidt kransekage med frysetørrede jordbær i.

Jeg havde hele aftenen gang i hæklenålen, der skulle hækles flødeboller til Njords legekøkken.
Jeg havde for et par år siden fået et kit til seks flødeboller ved et strikke/Insta/blog- træf hos Violykke. Kittet kan stadig købes hos Kreadeluxe, Jeg fik lavet 6 stk. men der var mere garn, så der kunne godt have  blevet lidt flere.

Jeg var færdig med montering samtidig med at vi skiftede årti, så det var det sidste, jeg fik færdigt i 2019.


søndag den 5. januar 2020

Mandelgave anno 2019

Jeg stod for mandelgaven juleaften, en der duede lige gyldigt modtagers alder. Endnu engang tyede jeg til Lalylala, der igen denne jul var kommet med en X-mas edition , denne gang en vol.2.

De var færdige midt om natten til den 24.

Julestjernen, julekuglen og nissen

Lalylala, kan findes på både Ravelry, Etsy, facebook og Instagram, hun er meget opfindsom og skriver nogen meget udførlige opskrifter. 

torsdag den 2. januar 2020

Hjemmelavede julegaver

Da jeg jo var ret så optaget af at brodere fødselsdagsløber det meste af efteråret, kom jeg ikke i gang med at fremstille julegaver før den var færdig.  Så da jeg gik på juleferie fredag den 13. december, blev det endelig tid til bagning og lidt strik og hækling. Ikke noget med stress her overhovedet, host host.

Først blev der strikket en hue til min mor, endelig havde jeg fundet den rigtige opskrift, ønsket var allerede forrige år, en hue med snoninger og ombuk til at give fylde. Denne dukkede så op på Pinterest i år, den er strikket i dobbelt tråd Lima fra Drops, med en lille pelskvast.




Amalie havde så set nogen fine dinoer, så dem ønskede hun sig til drengene. Mønstrene var fra Alt.dk Mønstret til den flyvende dino manglede dog en halv krop, så der var jeg heldig at bogen var at finde på biblioteket.
Njord synes bare det er en fugl, så den siger pip pip.😂



Opskriften til disse dinoer med plader på ryggen, var hel så det var noget nemmere at gå til.
Den er en rigtig dino der siger rauww


Så med god vilje og sene aftner blev jeg færdig til tiden. Alt vakte glæde, og så er det jo dejligt at være mig.


tirsdag den 8. oktober 2019

Pynt til børneværelset

Så kan hemmelige håndarbejder afsløres, da baby shower er blevet afholdt.

Først hæklede jeg pynt, som bagefter kunne hænges op på drengenes værelse (ja, Amalie venter en lille dreng mere).
Jeg hæklede luftballoner med muse-skippere, både mus og balloner er opskrifter fra Amour Fou, hvor der er gratis opskrifter på engelsk, fransk og spansk. Opskrifterne jeg har brugt hedder: Hot Air Balloon - Baby Mobile og Tim- The little mouse.






 og en vimpelranke i nuancer af grøn og blå. Opskriften er fra Karen Klarbæk


Alle farverne i bomuldsgarn havde jeg på lager og fyldet (puder fra IKEA) havde jeg sørme også på lager.
De kom alle med Amalie hjem i søndags, så nu må vi se hvornår de får tid til at hænge dem op på Njords værelse.