Viser opslag med etiketten Haven. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Haven. Vis alle opslag

torsdag den 30. december 2021

Hvid Jul

Jeg holdt jul hos mine forældre i år, jeg tog derover den 23. og jo længere vest på jeg kom jo mere sneede det. Og næste dag i solskinnet gik jeg en lille tur i haven og tog disse stemningsbilleder.




De har rigtig mange høje træer, både i forhaven og bag huset.




Her ser man ud på "marken" ved siden af hvor vi plantede 5000 træer det år Amalie blev 10 år, så næste efterår er det 20 år siden vi brugte en efterårsferie på dette arbejde, og nu er det ved at være tid til at de såkaldte ammetræer skal fældes, så det vi plantede kan få plads.



Samme sted ved skumringstid juleaften, dyrene kigger efter mad, her har de nemlig udsigt til at se om der kommer nogen ud med spandende med kartofler, gulerødder og æbler som de elsker.



Vi havde hvid jul i det jyske og da vi kørte mod Sjælland 2. juledag, var det kørt fast til et tykt lag is på vejen udfor deres grund, da det ikke er et sted hvor der bliver kørt med sneskraber.


onsdag den 28. juli 2021

14 dages mormorliv, en slags ferie

Jeg har holdt lidt ferie, med at hjælpe lidt til oppe hos yngste og hendes familie. Institutionerne havde simpelthen total lukket i Odsherred kommune i 14 dage og yngste havde ikke fri fra arbejde og hendes mand måtte pga. vaccinen ikke tage sin gigtmedicin i de 14 dage. ( Senere fik han så at vide af sin reumatolog, at det kunne han godt have gjort. Der er ikke megen kommunikation mlm speciallæger og sundhedsstyrelsen 😏. Så i denne uge hvor de får andet stik behøver han ikke springe sin medicin over)

Men alle disse sammentræf gav mig mulighed for (foruden at give dem alle et pusterum) at nyde deres dejlige have. Jeg fik duftet til disse skønne roser, nydt de forskellige versioner af Hortensiaer, klippet i de to vindrueplanter og spist en masse kirsebær.


I den sidste uge fik jeg også hivet dette ukrudt op, gaffelgrenet Vortemælk. Det var jo fint nok, men jeg glemte at vaske mine hænder. Det viste sig nemlig at den hvide saft er giftig, og den fik jeg selvfølgelig gnedet ind i mit ene øje. Og det skal jeg da lige hilse at sige gør ondt, det både svier og brænder.

Så jeg måtte en tur på skadestuen, hvor jeg hurtigt kom til og sat over en vask og så blev mit øje koblet til en liter pose med saltvand. Altså den blev hængt i et dropstativ og forbundet til en linse, der blev sat ind i mit øje og der sad jeg så i en times tid.
Bagefter undersøgte de om der var nogen ridser på mit øje, det var der heldigvis ikke. Og efter at sygeplejersken havde været i kontakt med både gift-linien og en øjenlæge blev jeg sendt hjem med en tube salve, der skulle i øjet 4 gange i løbet af dagen i 7 dage. Puh ha sikke en omgang. Nu er der så gået 9 dage og mit øje har det godt, jeg har købt nogen øjendråber, da den voldsomme omgang har gjort mit øje tørt, men jeg regner med at når øjet har fået ro et par dage mere, så er det så godt som nyt igen.



Sidste torsdag havde jeg drengene for mig selv, det var vældig hyggeligt og mens Freyr sov til middag (det holdt hårdt) og Njord sad og slappede af med tegnefilm på tv, fik jeg lavet pandekager, som vi kunne hygge med da Freyr kom op.

I mellemtiden havde deres far været en tur på Fyn og hente deres nye familiemedlem, den 8 uger gamle Finske Lapphund Murkko, (et navn jeg har virkelig svært ved at huske)

En stille og rolig lille fyr, der hurtigt fandt ud af at der var køligt og ro på pladen bagved pilleovnen. 

Deres 3 katte blev væk et stykke tid, jeg har så set en lille film, hvor de to af dem satte hvalpen på plads med et dask. Den ældste kat har stadig ikke helt accepteret hunden, men kommer ind af bagdøren og får sin mad og så er han væk igen.



Sådan havde jeg 14 dage, dog med weekend herhjemme, hvor jeg både kunne hygge og være den strenge (dumme) mormor. For selvfølgelig skal der prøves grænser osse overfor mig, det er jo helt naturligt.


torsdag den 24. juni 2021

Roserne blomstrer

Jeg holder meget af roser, særligt dem der dufter. Jeg holder meget af alle de forskellige farver, både de skarpe og de douche farver. Da jeg havde have lykkedes det mig aldrig at få dem til at trives, om det er fordi jorden her i Ringsted er meget leret, det ved jeg ikke.

Amalie er jo flyttet op til Odsherred og i deres have står der de skønneste roser både frit som buske og op af espalier. Og de har alle hver deres dejlige dufte. Jeg fik lov til at plukke nogen og tage med hjem, da jeg var deroppe. Desværre tænkte jeg ikke på lige at svøbe noget fugtigt køkkenrulle om stilkene, så de har hængt noget efter jeg kom hjem.

Denne her ferskenfarvede er 2 meter høj og står op af en bue ved deres terrasse. 


                       


Den lyserøde er en forholdsvis stor busk og dufter helt vildt bare man passerer busken.




Mine morforældre holdt også meget af roser, så hvad var mere naturligt end at plante roser på kirkegården. Særligt min morfar havde en forkærlighed for de gule roser, så selvfølgelig er der en gul af slagsen på deres grav.
Jeg var en tur forbi dem tidligere i dag, og nu efter 8 år er de så småt ved at have fat.  Særligt den gule og den orange buketrose, den sidste har det dog med at få rust på bladene, hvert år krydser jeg fingre for at den slipper dette år.





Den lyserøde her er lidt bagud, der er faktisk kun den her ene blomst i år og heller ikke mange flere blade end hvad kan skimtes her på billedet, men den får lov at blive. Og så håber jeg at den får bedre fat inden næste år, ellers må jeg overveje at skifte den ud.



Så der er nok at nyde i øjeblikket og ellers må jeg en tur i havecentret og snuse til  roserne der. Og så prøve ikke at købe så meget, hvilket egentlig ikke burde være så svært når man kun har en altan.

 

lørdag den 10. august 2013

Haven trænger til vand

Er det for meget at forlange at vi snart for en ordentlig byge, eller en hel nats regn. Noget der virkelig batter.
Havens vækster hænger

Se bare mine Floks, det er da et sølle syn og jeg nægter altså at vande



Blåbærbuskene er gået ud


Jordbær-bedet hænger, har ellers lovet stiklinger væk, men hvis der ikke snart kommer vand, bliver det da vist sølle med det.


Den kæmpe Syriske rose opad sydmuren, klarer sig fint trods vandmanglen. Lige nu blomstrer den så det er en hel lyst


Vi plantede den for 19 år siden, som en lille fin busk, nu er den en kæmpe sag, der ikke ved at den burde have trange kår her i Norden.

søndag den 7. juli 2013

Terrassen skal nydes, men først skulle der ydes

Min plan har længe været at træværket på terrassen skulle males. Så i går købte jeg 2,5 liter lysegrå maling, så væggen kunne blive malet.
Men det greb om sig gjorde det. Lige pludselig var det osse stolper og lægter, der blev malet, jeg havde da slet ikke købt nok.
Og nu jeg var igang så skulle de præfabrikerede sider da også lige have en omgang, men her havde Blåregnen jo flettet sig ind igennem, så der blev lige savet og klippet og jeg skal da komme efter dig.
Så nu er der lyst derude.
Og de stykker præfabrikkerede, der stod i garagen, ja de havde selvfølgelig ikke den rigtige størrelse, så jeg mangler lige 30 cm i at den ene side hænger sammen. Det er jo ikke særlig smart.
Øv altså  måske stykket med brædder skal forlænges ???

Men pænt ser det ud


Ja selv mine fødder har fået maling. ;-)

Nu er det spændende om Blåregnen for skudt sig stor inden efteråret, så der kommer blomster på igen næste forår. Den fyldte hen til  stolpen i midten, inden jeg gik amok med sav og saks. Så jeg har været ret grov ved den.

fredag den 14. juni 2013

Årets første bærhøst

Så er årets første høst fra køkkenhaven kommet ind i køkkenet


20 små jordbær, lige til en frugtsalat her til aften, med en omgang vanillie-creme til, så også i dag er der dømt hygge.

torsdag den 13. juni 2013

Regnvejrs-torsdag = hygge

Tidligt op og i skole, intet at lave, blev enig med den ledende lærer om at jeg bare skulle tage hjem og først komme igen, til afslutningen på onsdag ;-) Jeg skal først til eksamen til jul, så der er god tid. De andre skal til prøve på mandag.

Regnen havde tynget godt på de høje stauder, se lige her Fjerbusken, det er da et trist syn.



Efter at have ordnet en del af de praktiske ting, fik jeg bagt boller med chokolade stykker i, og nu står den på varm cacao med flødeskum, lune boller og film på dvd'en.  Disneys Skønheden og Udyret.

Det var pigernes ide,  så nu skal der rigtig hygges.


Må i alle få en dejlig eftermiddag  ;-)

tirsdag den 11. juni 2013

En dag i haven

Ingen lærer og ingen opgaver at lave. De andre på holdet afleverede deres grundforløbsprojekt i går, og skal til eksamen i den på mandag.
Vores lærer har eksamener med sin HTX-klasse, så hva  skulle vi lave i dag. Da vi havde været på skolen 1 time, blev vi enige om at tage hjem.
Det var jo fantastisk vejret er jo stadig dejligt, og haven trænger helt vildt til en overhaling. Det ville jeg jo gerne have overstået inden regnen kommer sidst på ugen (altså i flg. prognoserne).

Jeg har været igang siden weekenden, så der var hurtigt 3 sække med haveaffald. Så jeg fyldte cykeltraileren, Sofies kurv og en sæk på hendes bagagebære. Så var vi klar til en tur ud til Containerpladsen, vi kom derud og undervejs fik vi rigtig mange smil fra de passerende billister, vi havde også læs på. Ja vi havde mere med end nogen af bilerne vi så derude.

Så var det hjem igen, så jeg kunne fylde flere sække ;-)  Der er fyldt 2 sække nu, men der stod osse citronmelisse, oregano og mynte allevegne. Det er nu gravet op og jeg er glad.

Bonus var, at jeg fandt ud af, at det var på høje tid, at få net over jordbærrene. Så det er lige blevet klaret.


De øverste 3 billeder er fra køkkenhaven, der nu er renset for græs og andet sejt ukrudt. + krydderurter.
De 3 nederste er fra venstre mod højre, Fjerbusken, Bronzeblad, Bronzeblad(der fylder hele passagen mlm. forhaven og resten af haven.



Øverste række  Rosen i krukken på terrassen, står lige på spring. Øverst til højre den pinke pæon.
Og nederste række 2 af mini iriserne. Der er fyldt med kønne farver i bede og krukker, og det bliver bare bedre og bedre.

onsdag den 5. juni 2013

Valmueflor

Sidste år prøvede jeg ihærdigt på at få udryddet de store valmuer i mit staudebed, men det lykkedes åbenbart ikke. For igen i år står de nok så ranke derude.

Jeg tog et billede af en enkelt af dem i søndags og nu igen i dag, der sker noget. Og her til aften er det lige før kronbladene flyver deres vej ;-)


Støvdragere og frøkapsel er et helt kunstværk i sig selv, tjek lige den fløjlsagtige overflade øverst.

onsdag den 29. maj 2013

Haven står i purple flor lige nu

Rundt om min terrasse hænger klatreplanter (Blåregn og Skovranke) i bedene står der Purløg og Aftenviol. Smukt er det




 
Herefter kommer der lidt rødt, når den mørke røde Silkepæon lige om lidt folder sine røde kronblade ud.
Tror ikke billederne behøver så mange kommentarer fra mig, jo Blåregnen dufter dejligt ligesom Syrenen. (Den har jeg ikke fået fotograferet, den holdt ikke mange dage i år pga. regnen, der har præget denne uge)

lørdag den 18. maj 2013

Pinse, med nydelse og tilbageblik

Jeg har altid haft det godt med pinsen, i midt firserne handlede det om karneval i København, og det var virkelig over det hele derinde. Jeg elsker samba rytmer, har overvejet at det var noget jeg skulle gå til, men kender ingen, der vil med ;-)
For 25 år siden blev jeg gift pinselørdag, det var en flot dag meget lig i dag. Jeg har haft min nu eks-mand til frokost i dag og det var rigtig hyggeligt. Det gør stadig lidt ondt indeni, men der er jo  også kun gået halvanden måned, siden beslutningen var taget. Det må godt gøre ondt, men det vigtigste er at vi har et fornuftigt forhold til hinanden.
Jeg bor stadig i nr. 16, man kan ikke lige trylle en anden bolig frem på så kort tid, men det er okay ting tager tid. Så kan jeg nyde min have.

For en uge siden så Magnolien, tulipanerne og Rosenmandeltræet sådan ud, det var så smukt. Det er første gang Magnolien har haft så mange blomster.


I dag ser Æbletræet således ud, som en hel sky, så høje som de er  af hvide blomster, der viser sig at have et svagt lyserødt skær når man kommer tæt på.
Rabarberne er da et helt kapitel for sig så høje som de er blevet, og blomsterne har jeg ikke haft tid til at hive af, det plejer jeg for at de ikke skal stoppe væksten af de gode stilke.


For et par uger siden blomstrede min mormors kaktus, den sprang ud om aftenen og var færdig igen næste morgen. Men nu står den med endnu en knop, som sikkert springer ud i aften.  Billedet af knoppen er taget udefra og ind af ruden, derfor refleksen af naboens træ


Her på terrassen sidder jeg i skyggen under Klematis og Blåregn, der står lige på spring til at fylde mine sanser med nydelse. Blåregn dufter simpelthen så skønt. Og Skovrankens lyserøde blomster sammen med den svagt violette Blåregn, åh ja det er et skønt syn.

fredag den 1. marts 2013

Februar kom og februar gik

Sådan er det jo nogen gange ;)

Her er der blevet ryddet op og smidt ud, samlermanien havde taget overhånd blandt andet i kælderen.

Så nu er der tænkt realistiske tanker og kasseret.


 Der er klinket skår og tænkt på fremtiden, hvad nu ?


Efter at have været hjemmegående siden pigerne var små, har jeg taget en beslutning. Jeg vil have min uddannelse opgraderet. Studievejlederen sagde tag den igen uddannelsen. Jaaa jooo  men det tager tid !!!
Men okay så, har nu været i gang i 2 uger, de andre har været igang i 7. Jeg er bagud og jeg er træt ;-)
Puh ha at sidde ned 7 timer om dagen foran en computer og lave tekniske tegninger, det er altså hårdt. Jeg har ondt i nakke, ryg og hoved, ja selv mine ben ter sig tosset.
Måske er det slet ikke mig, men nu tager jeg grundforløbet og lærer de der tegneprogrammer at kende, så må jeg se til sommer.

Februar var osse fødselsdage, der skulle holdes. Sofie holdt sin uden forældre, så vi tog en lille tur til København på hotel

Udsigten til gårdhaven mellem Tivoli hotel og Hotel WakeUp Copenhagen, med rigtig Tivoli stemning ;-) Første gang på kærestetur uden børn siden de blev født, ups det havde vi lige glemt var vigtigt. Endnu en ting der skal prioriteres fremover.

Thomas holdt sin fødselsdag med herrefrokost, 26 personer i vores lille stue, det var vist en rigtig dejlig dag. Pigerne og jeg var hos tanten og kusinerne og hyggede og kom først hjem da der var ryddet op.



Batman billedet købte jeg til ham på Etsy, så det kom helt fra Malaysia. Det passer rigtig godt til "vasen", som han vandt sidste år. Og nu har den endelig fået en god plads at stå på, så den rigtig kommer til sin ret.

Men håndarbejde og kreativitet, det har der ikke været plads til ej heller energi til, det eneste, der er kommet på pindende og af pindende i februar er denne lille poncho, str. 4 år



Håber energien nu vil vende tilbage sammen med foråret og solen, så jeg igen får gang i maling, garn og stof.

tirsdag den 15. januar 2013

Fra forår til vinter

I søndags var jeg i haven, det var højt solskinsvejr og det fristede.
Hindbærrene skulle klippes ned og Figen-busken pakkes ind i juletræet. Vinterjasminen blev bundet op og da jorden jo ikke var frossen, hev jeg lige lidt græs op i bedene, sådan hist og pist.


Ja så lidt sne var der i søndags ;-)

Pigerne og jeg er begyndt at gå tur om formiddagen og med den kulde, vil jeg nok vove og påstå at vi vågner. Til gengæld bliver vi så meget hurtigt trætte, når vi kommer ind i varmen igen. Så det med at man får energi af det, det er da vist så som så. Måske det ændre sig hvis vi kan holde ved beslutningen. Vi håber ;-D
I dag gik turen blandt andet gennem et kolonihave-område


Det er frostsne, der er faldet de sidste par dage, så ingen snebolde kunne der laves. Heldigvis ;) men løs sne blev kastet op i luften. Lige indtil sneen begyndte at dale helt af sig selv.
Vi så nogen skægge ting i et par haver, blandt andet et Lærketræ, der var blevet kvalt af en klatreplante, måske en trækvæler eller bare en efeu, hvem ved.
Og så et syn, som går lidt imod en af kolonihave fordommene. En flagstang, der er tilgroet med en slyngplante,det er vist da flere år siden, der har været et flag i top her.

Da vi nåede hjem igen, sad ham her så på foderbrædtet og ventede. Og ja der var spist op.


Sikke en forandring i vejret på 2 dage, men hellere sne og frost end regn.

lørdag den 29. december 2012

De små lyspunkter

Jeg skulle bare lige ud og hente lidt jord i drivhuset, til nogen stiklinger jeg har haft stående i vand. De har nu mega rødder og må hellere blive plantet.

Men så var det lige jeg blev nødt til at hente kameraet, for hold da op der er gang i haven ;-)



 Først kom jeg forbi hvidløgene, de er da i fuld gang, uhmm hvor jeg glæder mig til at høste saftige hvidløg


Så kom jeg forbi julerosen, der bare stod der ligeså fint, med sine hvide blomster

Inden jeg nåede videre rundt lå der lige et par tulipanløg, nogen havde fået hævet op, så de måtte jo lige graves ned igen, inden de blev helt ædt af sneglene.


Så nåede jeg om i forhaven, hvor perlehyacinterne skyder op mellem skov jordbærrene ;-)

Tænk sig, så mange lyspunkter på en grå og trist dag. Det hjalp på humøret at gå sådan en lille tur i haven.

mandag den 3. december 2012

Sjælden gæst

I går havde vi en sjælden gæst på foderbrættet, vi er vant til spurve, musvitter og blåmejser, men ham her har vi aldrig før haft på visit


Heldigvis havde jeg styr på hvor kameraet lå, så vi fik lige snuppet et par billeder, hvordan får man ellers andre til at tro på det. ;-)
Billedet er taget ud gennem vinduet, derfor er det sløret, men ingen kan vist være i tvivl om at vi her ser en Flagspætte.

lørdag den 27. oktober 2012

Frosten kom forbi

Og så så mine georginer sådan ud


Heldigvis havde jeg taget denne buket ind i går ;-)


Hvis solen er der igen i morgen, skal jeg have dem gravet op, og sat dem til tørre inden de ryger ind i krybekælderen, som de andre vintre.
I dag tog jeg en lille tur rundt i haven med kameraet i solskinsvejret. Efter at have fyldt op på fuglenes fodrings steder.
Op af huset står Vinter- Jasminen, som ellers har set ud som om den var gået ud det meste af sommeren, men se den så nu ;-) godt jeg gav den en chance til.


Op af sydmuren har vi fået skubbet den store krukke med Hortensiaen helt ind i læ, og der står den så og stråler i de flotteste farver lige nu.


Der var andre end mig, der nød solen, lille marie her havde taget plads lige midt i den krybende Timian


Nu er der udsigt til frost igen i nat , så jeg siger hurra for dem, der fandt på at vi kunne søge ly og varme i huler og siden fandt ud af at bygge huse.

Nu vil jeg så sætte mig med mit strikketøj med udsigt til stearinlys og årets sidste buket fra haven.


God lørdag aften til alle ;-)