Det er ikke meget jeg har fået skrevet om altanen, men det betyder ikke, at der ikke er noget i krukkerne i år.
I altan kassen har jeg blomster, lilla Campanula og Tallerkensmækker (de er ikke så store endnu)
I krukken her er der flere Tallerkensmækker og hhv. Lakrids- og Appelsin-tagetes. Bagved anes den flade krukke med persille, purløg og timian.
Helt nede for enden er der lidt af hvert, 3 krukker med Klematis, en potte med Sød Kartoffel, nogen tomatplanter og den overvintrede rosmarin, der lige nu blomstrer.
I den modsatte ende har jeg en rød Grønkål og en potte med Rødbladet syre.
Krukken med forårsblomsterne er blevet sået til med morgenfruer og tallerkensmækker.
Så er der min Hortensia, der har godt fat i år, den har stået i læ bag den oprejste palle i vinter.
Midt for står en potte med 3 tomatplanter, det er ikke optimalt, men har ikke flere store potter.
Jeg har opholdt mig rigtig meget på gulvet på tæppet hvor der er læ, men også i liggestolen, når det grundet varmen var dejligt at det luftede, for kold har blæsten jo ikke været den sidste uges tid. Men lige meget hvad, med en god bog og dejligt vejr er der skønt på altanen.
Katten har ind i mellem været ude hos mig og ligget lidt op af mig, eller under liggestolen, men mest har han placeret sig lige på tærsklen mellem ude og inde.