mandag den 22. april 2019

Sokker igen igen

Amalie har købt vinterstøvlerne til næste vinter, til 1/2 pris. Hun trængte også, dem hun har gået med indtil nu var et par Doc.Martens som hun fik,  mens hun gik i gymnasiet og hun blev student i 2012, så man må sige, at de har udtjent deres værnepligt.
De nye støvler er så lidt for store, så der skal en sok til, og da det er kortskaftede støvler, skal de kun være af halv højde i f.h.t dem jeg plejer at strikke.
Jeg tænkte så at dem måtte jeg hellere strikke med det samme, for ellers er jeg bange for at gå hen og glemme det hen over sommeren.
Så dem har jeg strikket her i ferien, hvor jeg alligevel ikke havde nogen planer.




Nu skal der så findes på et nyt strikke eller hækleprojekt, jeg har en masse højlandsuld, men der er ikke noget af det der frister. Så måske skal det videre ud i verden, det må jeg lige overveje.

Ose tur med ældste datteren

I lørdags var Sofie og jeg en tur i Roskilde for at ose. Vi skulle ikke købe noget, der var bare et par butikker, der skulle undersøges.
Vi skulle med togbus derind, da der ikke kører tog mellem Nyborg og Roskilde pga. sporarbejder. Det skal nok blive godt når de er helt færdige midt i juni.
Vi lagde ud med brunch på Stændertorvet, Sofie inviterede, hun havde nemlig fået et gavekort til 2 pers. i fødselsdagsgave. Det var rigtig hyggeligt, jeg elsker simpelthen de små brød og pandekager, der er på de brunchborde.
Her efter begav vi os ud i byen, og vi var i adskillige forretninger, vi fik masser af ideer og brugte absolut ingen penge. (Jeg bliver ved med at glemme, at få skrevet ned hvad det er for noget broderistof jeg skal bruge til den fødselsdags-løber). Selv Søstrene Grene klarede vi at komme igennem uden at bruge så meget som en krone.
I den ene ende af Stændertorvet ligger der en skøn grønthandlerbutik, Persillepigen, hun har alt hvad hjertet begærer, af god kvalitet og en pris derefter.
Ude på gaden faldt jeg over dette "tilbud" nye danske kartofler, og de var ikke store skal jeg lige hilse og sige, til 200 kr. pr. kg.


Jeg tænker bare på hvor mange mon der bliver solgt, til den pris. Det er ihvertfald ikke til vores pengepung.

fredag den 19. april 2019

Påskesolen nydes

I går sad jeg på gulvet på altanen og nød solen, mens jeg syede blusen sammen og senere sad jeg derude igen og læste.
Det blev til mange gange en time i solen, med lange pauser indenfor i mellem, der er nemlig ret så varmt lige der i solen mod syd.
Engang i mellem kom katten lige ud og kiggede til mig, men han trak hurtigt ind igen, der var for varmt for ham.
I dag er der endnu varmere derude, så jeg er trukket ind igen. Der skal kigges på opskrifter, for der skal jo gang i noget nyt strik.

I aften skal jeg begynde at vande på altanen, det begynder at trænge til lidt vand. Det betyder at jeg skal i kælderen efter underskålene og den store vandkande.

I får lige et billede af tulipanerne, der lige nu står så fint derude i krukke.



Blød strik til mig selv

Jeg strikker til mig selv, så det tager jo lidt mere end en uge at blive færdig. Men nu fik jeg strikket det sidste ærme og halskanten færdig og i går fik jeg monteret og stoppet ender ind.
Jeg har strikket i halvpatent, på for- og bagstykkerne strikkede jeg frem og tilbage, mens ærmerne blev strikket rundt. Det sidste var svært syntes jeg, for det var svært at lure hvor i mønstret man var nået, hvis man havde været væk fra det et stykke tid. (jeg skulle jo sove ind imellem).



Den er strikket i Alpaca 400 fra Lana Grossa, som jeg købte på udsalg tidligere på året. Der er brugt 196 gr. (så jeg har næsten 100 gr. tilbage)
Mønstret er et fra Hendes Verden nr. 1, 2017.

Jeg kan specielt godt lide detaljen med slidsen og at den er længere bagpå. Det er en blød og let sag, som jeg tror vil blive brugt meget. Da den vil være god lige at tage over en top, når det bliver køligt om eftermiddagen.
Det gør joheller ikke noget at den er så neutral i farven, den vil se smart ud til det hele.

onsdag den 10. april 2019

Bryllup i det jyske

I lørdags blev min bror og svigerinde gift i det dejligste solskinsvejr i en lille landsbykirke i det vestjyske.
Vi havde en vældig dag, med masser af mad og taler mellem retterne, så der var ikke noget med, at hovedretten blev kold på tallerkenen fordi, der skulle lyttes til taler, og det var jo ret så tiltalende.

De havde valgt at bryllups-kagen kunne nydes, mens de selv var ude og blive fotograferet. De havde af samme grund ikke valgt den traditionelle, der skulle skæres for, men af en masse små kaj-kager



På øverste etage stod Kaj og Andrea så som større kager, med hhv. slør og højhat på, og dem delte de så på traditionel vis, da de endelig selv ankom til festen.
(Min mor fortalte at bageren i de sidste par uger op til i lørdags har haft tilbud på disse kager, mens han har prøvet sig frem med fyldet 😋)

Da det blev tid til at gå til bords, mødte der os et flot opdækket bord  med disse bordkort, en blyant og en pensel bundet sammen. Jeg var så ikke så kvik, at jeg opfattede det symbolske i de to genstande, før nogen gjorde mig opmærksom på det. Min svigerinde er skolelærer og min bror er maler.



Vi havde alle en skøn dag i lørdags og vi var godt trætte, da vi dagen efter sad i toget på vej hjem til Sjælland.

tirsdag den 2. april 2019

Det skyder på altanen

Det er forår og det er skønt. Solen varmer og altanen lokker, men meteorologerne snakker jo stadig om nattefrost, så rosmarin og klematis står stadig i læ bag pallen.

Men der er godt gang i klematisen, som I nok kan se


Lige om lidt er tulipaner klar til at springe ud, sammen med de små påskeliljer og perlehyacinter


Efterårs krysantemum er begyndt at skyde fra bunden igen, og efter at jo tog det her foto, har jeg også fjernet sidste års stængler.
I forgrunden i den hvide potte er noget rød syre, som også har overvintret og er i fuld gang med at skyde kraftigt op igen.


Den røde grønkål bliver også ved med at skyde blade, og jeg har flere gange i løbet af vinteren høstet lidt blade til at blande i min salat.
Jeg ved ikke om den kan klare sommeren over, for jeg har nemlig på fornemmelsen at den er ved at gå i blomst.


Men den er da køn

mandag den 1. april 2019

En tur ud i det blå efter te

Forrige weekend skulle jeg have fyldt op i mine te-dåser, de 3 slags jeg altid har var brugt op. Jeg var endda begyndt at drikke af de te'er, som jeg ikke er så vild med.
Jeg køber mine te'er i Mosehuset ved Dyndet, der ligger i nærheden af Borup. Tidligere har vi cyklet derud, det er en tur på 14 km hver vej, men efter jeg er flyttet tættere på bymidte og station, har jeg næsten glemt hvordan man cykler. 😆
Så der var lige en med bil, der skulle overtales.
Da vi kom derud startede vi med at gå en tur rundt om Badesøen, som er en gammel tørvegrav, det er et meget smukt område. Da pigerne var yngre kunne vi godt finde på at cykle derud og bade, og så få en pandekage fra Pandekagehuset, som hører til Mosehuset.




På den ene side af søen ligger der sommerhuse og ved den ene ende bag nogen træer ligger en campingplads, så det er mange mennesker i området om sommeren.

Nu er te-dåserne fyldt op og jeg kan nu klare mig i nogen måneder.