lørdag den 28. november 2020

Der blev pludselig behov for en ny Pixie-hue

Amalie ringede til mig en dag, for at vise hvor dygtig hun var til at filte.  Og hun er meget dygtig 😍, men men der var jo osse en bagside, nemlig den at Njord nu ikke havde en hjemmestrikket uldhue.

Her er det så at jeg kom ind i billedet, så nu er der strikket en ny hue, lidt stor i det, men så kan Amalie jo bruge sin nyopdagede evne, hvis hun synes.

En stk. pixie-hue har set dagens lys, i en klar blå farve, der passer til flyverdragten.



Nu kan han forhåbentlig holde varmen om ørerne igen.

Men nu hvor vi ved at vaskemaskinen kan filte ting, så er det måske noget vi skal prøve af på ting, der skal filtes. Sutsko måske.

fredag den 27. november 2020

En tur til byen og se musical

Forrige lørdag var Sofie og jeg i Det Ny Teater og se Oliver. En musical over Charles Dickens fortælling om den forældreløse Oliver Twist.

Det var en dejlig musical, med Preben Kristensen i rollen som Fagin og nogen fantastiske børn. Drengen der spillede Oliver havde en fantastisk sangstemme. Og som sædvanlig sad vi med tåre i øjnene når de gjorde det ekstra godt.

Alle spillede fantastisk og scenografien var enkel og god, alle skilte for butikker var med tekster og navne fra forskellige af Charles Dickens historier, så det virkede meget autentisk.

Udover Preben var det kun Ann-Mari Max-Hansen, hvis navn sagde mig noget. For selvfølgelig var de fleste uddannet fra musical-skolerne både i Danmark og udlandet.

Jeg fik lige taget et foto af "fortæppet" inden telefonen blev slukket. Stolene blev hejst op da stykket startede og skuespillerne skulle kunne være på scenen.


Det var første gang jeg var ude til noget siden landet blev lukket ned i foråret. Det var meningen at vi skulle have set Dance of the Vampires i foråret, men det blev jo aflyst og vi fik ombyttet vores billetter til denne forestilling.

Vi skulle have mundbind på når vi bevægede os rundt på teatret, og der var 2 ledige pladser på hver side af os, det sidste var faktisk meget dejligt. Der var i det hele taget gjort meget ud af at man skulle føle sig sikker. Det kunne dog være lidt trangt hvis man skulle på toilettet og man skulle kante sig forbi hinanden på vej ud og ind der.

Vi havde taget en eftermiddagsforestilling, så passede det nemlig med at man kom ud igen til spisetid, så vi fandt et sted at indtage noget lækkert mad inden vi tog toget hjemad igen. 

Jeg holder meget af at have disse oplevelser med Sofie og glæder mig meget til næste gang hvornår det så end bliver. Men forhåbentlig skal vi i Ulvedalen og se Hobbitten til sommer alle sammen.

torsdag den 26. november 2020

Tinkasweater

Jeg har strikket en Tinka sweater, den var ikke helt nem at gå til, da min strikkefasthed ændrede sig alt efter hvilket mønster jeg var i gang med på blusen. Så jeg måtte lige hylle op et par gange og så ændre pindestørrelsen efter hvordan det passede med mønstrene.
Det var oprindeliget min mor der skulle have strikket den, men hun opgav efter at have læst opskriften, hvilket jeg godt kan forstå. Den var ikke entydig i måden at skrive en opskrift på, jeg havde en fornemmelse af at der havde været flere personer ind over der. Jeg måtte ændre lidt i antallet af gentagelser af mønstre, for at det kunne gå op med målene. Men jeg kom i mål og den er nu sendt tilbage til min mor, så hun kan skylle den op og strække den i længde og mønstre. Det er jo trukket lidt sammen der hvor jeg har 3 farver i mønstret.





Jeg håber den passer og at min niece bliver glad for den.
 

Flere bukser til Njord

Det gode gamle mønster kom i gang igen, bukserne med elastik i livet var for store og gav hængerøv. Så jeg øgede det gode mønster i længde og bredde. Så det passer til en str. nogen og 90. Så denne gang håber jeg sørme de dur.

Jeg havde noget stof, ud over det med vaskebjørnene, med loden vrang, så det skulle være nogen lune bukser.

Der var ikke nok til en hel buks af nogen af de to stykker, men da kvalitet og bundfarve var det samme, satsede jeg og syede et par med forskellige ben. Nu er det jo så bare spændende om de vil blive godkendt. Jeg synes de er søde,


Og så er der gengangerne vaskebjørnene, på de mange meter stof Amalie havde købt på lagersalg hos Småfolk.


Så nu er der to par bukser klar til at holde Njord varm i løbet af vinteren.

mandag den 2. november 2020

Oktober himlen fra sin smukkeste side

 I sidste uge stod himlen i flammer, det var så smukt, Og da den samtidig spejlede sig i den våde asfalt, måtte jeg simpelthen tage et billede med min telefon og håbe at det ville blive ok.



Jeg var heldig, at jeg gik fra kontoret i netop dette minut, for det var helt væk da jeg nåede 100 meter ned ad gaden.


Overstået praktik

Jeg afsluttede mit 10 ugers praktikforløb i fredags, jeg har været i et lokalt landinspektørfirma. Jeg har prøvet alt, været ude og sætte huse af, indmålt brønde og dæksler. Lavet forarbejde til udstykninger og sammenlægninger, siddende inde på kontoret.

Jeg har arbejdet med databaser og tegnet kort, ja jeg har virkelig prøvet mange facetter af det at være kort- og landmålingstekniker. 

Jeg ved nu hvilken retning, jeg vil dreje uddannelsen, så den passer til den jeg er. Desværre er det nok ikke helt det skolen er gearet til, men det er jo med selv at tage teten, så det bliver som jeg vil.

Desværre fik vi at vide i sidste uge, at skolen igen i dette semester skal foregå over teams. Jeg er nu spændt på hvor meget det forringer vores uddannelse, for det kan det efter min bedste overbevisning ikke undgå. Men vi får se.

Her et par foto fra starten af min praktik i slutningen af August måned

Her skulle der ligge et sommerhus, tænk at have denne udsigt, hvem kunne ikke drømme om det.


Vi indmålte også en tilbygning i en kolonihave, 200 meter fra denne udsigt, så der slog vi os ned med vores madpakker


I stueetagen ved kontoret, lå der en salat og spire virksomhed. Jeg skriver lå for de tyske ejere valgte at flytte salatproduktionen til Tyskland. Så på deres sidste dag fik vi kasser op med rester, som ellers ville blive smidt ud. Så jeg kom hjem med persille, forårsløg, peberfrugter og croutoner i rigelige mængder.


Så nu hvor jeg er hjemme igen, de fleste timer, håber jeg at der bliver overskud til at skrive lidt flere indlæg hver måned.

lørdag den 24. oktober 2020

Bukser til Njord

Njord er skudt i vejret, så nu skulle der nye bukser til. Men når man skal op i str. 98 eller 104, så skal der elastik i livet. Det krævede lige at moren fik målt ham om maven, da jeg helt klart ikke kan gå ud efter den længde på elastik, der står i mønstret, da han er en spinkel dreng.
Men det lykkedes og jeg fik syet 3 par bukser.







Jeg har rigtig meget af de her tre stykker stof, som Amalie har købt på lagersalg hos Småfolk. Så jeg håber ikke de bliver trætte af at se på det.