søndag den 15. oktober 2017

Strikke komsammen på en lørdag

Sidste lørdag i september var jeg til blogger/insta-træf hos Lykke, som altid hyggeligt sammen med glade med strikkere/hæklere. Som altid havde Lykke og Karina været effektive og tålmodige, og havde skaffet mange sponsorer, så alle fik 4 gaver med hjem. Og 4 grunde til at komme op og strække benene i løbet af eftermiddagen.
Der var lavet skøn chilisuppe til os da vi kom, den suppe bliver jeg altså aldrig træt af, bliver altså snart nødt til at bede om opskriften. Alle havde vi et eller andet med til at for søde dagen med, så der manglede bestemt intet.  Humøret var fantastisk, snakken og pindende gik som smurt, og der blev rigtig grundhygget.

Jeg kom hjem med grønt for øjnene, 2 små potter med fredsliljer fra domicilblomster



Glimmerstrømper og et godt rummelig indkøbsnet fra önling. Strømperne røg videre til min den yngste, da hun har mindre fødder end mig og det var en str. 37/38, det blev hun sørme glad for.



Og katten syntes nettet var dejlig blødt at ligge på, så han sneg sig hurtigt med på billedet og lod som om jeg da overhovedet ikke kunne se ham. 😉


Garn fik jeg også en masse af, jeg var så heldig at vinde 600 gr. Supersoft fra Garnpusher
200 gr. af hver af farverne plum, cranberry og vintage heather. Jeg kunne godt tænke mig at strikke en bredstribet cardigan af dem. For det er lige mine farver, yngste mener så også det er hendes farver, men tror nu det snart må være tur til at jeg strikker lidt til mig selv.



Til sidst fik jeg et stort nøgle (150 gr.) kauni garn, det er et hårdt uldgarn efter min mening, men nu hørte jeg at det kunne bruges til at filte, så måske er det det, jeg skal kaste mig ud i. Det har en dejlig lang løbelængde pr. 100 gr.
For den grå farve er jo dejlig anvendelig, så der skal nok findes brug for det, ingen tvivl om det.



Godt træt i hovedet da jeg kom hjem, smed jeg mig på sofaen og fortsatte på mit strikketøj.

onsdag den 11. oktober 2017

Weekend i det jyske, med et smut til Fanø

Jeg var en tur i det jyske hos mine forældre, midt i september. Min mor og jeg havde aftalt en tur til strikkefestivalen på Fanø (de bor 30 km fra Esbjerg). Vi tog derover om lørdagen, om fredagen var de jo druknet derovre, så der var temmelig pladret og vådt omkring det store telt i Nordby, men det betød ikke noget for lørdag var det solskinsvejr og dejlig lunt. Og jeg havde selvfølgelig alt for meget tøj på.
Vi startede med at tage bussen til Sønderho og tog en tur rundt til skolen og hvor der ellers var samlet sælgere fra alle mulige garnproducenter. Men da vi ville derfra igen, holdt buschaufføren pause i en hel time, så meget for at køre i pendulfart.
Men vi fik samlet folk nok til en stor taxa og så var vi afsted mod Nordby igen og det store telt. Hvor vi skulle høre nogen oplæg fra en deltager i sidste års strikkedyst samt af værten fra selv samme program. Det var meget underholdende.
Ellers synes jeg godt nok at det er mange penge for en salgs-messe, for det var jo hvad det var. Hvis man altså ikke lige havde villet betale for at deltage i workshops og det havde vi ikke.
Og nej jeg købte intet,var fristet af noget angoragarn, men syntes at det færdige produkt ville blive al al for dyrt. Og tænk hvis man nu fik vasket det forkert, hende der solgte det viste mig godt nok en lille bluse som begge hendes børn havde brugt og den havde aldrig været vasket.  Så det mente hun ikke jeg skulle bekymre mig om, men helt ærligt man vasker da sit tøj.

Søndag slappede vi af hjemme, og det satte alle pris på.
Jeg fik set de små nye kalve fra denne sommer, da deres mødre kom med dem, da de fik æbler.



På vejen derover kørte jeg jo med DSB, og jeg stod fint der med min orangebillet og pladsreservation, og så var den vogn jeg skulle sidde i ikke med. 😞  Men det skulle jeg ikke tænke så meget over, sagde konduktøren. Hvorefter han førte mig ind på 1. klasse, hvor der var masser af ledige pladser, og så kunne jeg selv vælge, hvor jeg ville sidde. Det var da god service 😊

søndag den 8. oktober 2017

Status på færdig strik og boligselskabets vindues projekt

September gik da vist lidt hurtigt.
Men nu er håndværkerne endelig færdige med mine vinduer, så nu rykker der snart et nyt hold ind, da vi også skal have nye hoveddøre til alle lejligheder. Men det er en anden entreprenør, så nu må vi se om de har en bedre projektstyring.

September var også den måned hvor jeg fik strikket 3 par strømper. De 2 første par til min far, fik jeg ikke fotograferet, da jeg fik stoppet ender ind aftenen før jeg skulle derover. Men det par jeg fik strikket til mig selv, har jeg da billeder af



Mønstret er fra Ravelry, hedder Shady og er af YvonneMcSwiney, der har siden dublindye.

Ellers er det ikke blevet til så meget håndarbejde, da jobsøgningen stadig har første prioritet og fylder alt for meget i mit hoved til at jeg kan finde ro til mig selv og det jeg synes er sjovt.

onsdag den 6. september 2017

Lidt strik i størrelse småt

Der er også blevet strikket til den lille. Endnu ikke så meget, da vi jo ikke ved hvad køn den er. Bliver der strikket ret meget i brunlige og beige nuancer, både hos mig og den kommende farmor. Så nu mener Amalie at vi skal holde en pause, da hun vist er bange for at blive træt af at se sit barn i de farver.
Men jeg har strikket en lille trøje med bamseknapper


Der er trykt ansigt på knapperne, men det syntes jeg ikke passede, så de blev vendt med bagsiden ud af.

Så blev der strikket en heldragt fra Mariusbogen, den skulle så syes på maskine og klippes op, både på midten til knapstolpe og i siderne til ærmer. Uh som den da lå længe og ventede, her var jeg jo helt udenfor min komfortzone, idet jeg aldrig havde prøvet det før. Men det lykkedes og nu håber jeg så bare at det ikke løber, trods det at jeg både syede zigzag og ligesting rundt om.


Og endnu engang vi ved ikke om det bliver en pige eller en dreng, men med termin mindre end en uge før jul og da jeg synes at en lille pige skal have en fin julekjole på juleaften og vel vidende at jeg ikke kan nå det på et par dage, når vidunderet først er kommet. Så har jeg strikket en lille julerød sag.


Med et par små glimmerhjerter i nakken.


Nu skal jeg så bare lige finde på en festsag til hvis det skulle vise sig at være en dreng. Men jeg har da et par måneder endnu.

lørdag den 19. august 2017

Der bliver øvet med symaskine

Jeg arvede engang en symaskine, men det er ikke meget den er blevet brugt. Der er gennem tiden blevet købt meget stof og et par tæpper har jeg da også fået syet. Men tøj, nej det er det ikke blevet til, synes måske ikke at tålmodigheden har været til at nåle op, ri og alt det der halløj. Men men, der er jo så meget fint børne-stof, så nu er jeg gået igang med små ting.
Jeg har bandet og det er ikke blevet helt, som jeg gerne ville have det, slås stadig med sting bredde, søm bredde og den slags, men masser af øvelse skulle vel kunne hjælpe på det. Det har altid været min mormor, der syede og hun var eminent til det, så vi andre behøvede jo ikke, men det gør vi så nu.
Nå ikke mere piv der, jo når jeg syer mig selv i fingeren, så piver jeg altså 😉

Amalie og jeg var en tur i Stof og Stil og her faldt hun for de søde vaskebjørne og det svagt blålige med dyr og luftballoner. (der blev købt 1 meter med vaskebjørne, så mon ikke hun når at blive træt af at se sit barn i det)

Resultatet er nu en lille bunke med bukser og dragter til det lille myr







Det der med at sætte sådan en zigzag kant på en hagesmæk, ja det er altså en udfordring og det gik altså heller ikke alt for godt, det er ihvertfald ikke meget man ser til den for neden på smækken.
Men der skal syes flere, så måske når jeg at lære det.


Jeg måtte så en tur derind igen, for jeg havde selvfølgelig ikke sort rib (det jeg havde i sort var stof jeg engang havde købt til en nederdel til mig selv, den må vel snart syes), nå men så faldt jeg lige for disse små kaniner med gulerødder og den stribede rib.


Nå men når jeg får taget mig sammen til at tage strygebræt og jern frem, så skal de alle presses, således at benene kommer til at se ens ud i bredden.
Der er syet i str. 50/56 og str. 62.

Men nu skal jeg for første gang sy på et stk. strik, som der skal klippes op. Jeg ved sørme ikke om jeg tør, men bliver nødt til det ellers kan barnet jo ikke få det på. Åh åh kryds lige fingre for at det går.

onsdag den 9. august 2017

Bamsetæppe til et lille barn

Jeg er gået i selvsving. Jeg skal nemlig være mormor til jul. Det kommende  barn kommer bestemt ikke til at fryse, trods årstiden, den vælge at ankomme. Den har nemlig også en farmor, der strikker vildt meget.
Ja jeg skriver den, det unge par har nemlig valgt,ikke at ville vide kønnet på deres kommende barn. Det synes jeg er dejligt, det er så sjovt at gå og prøve at gætte om det nu bliver en pige eller en dreng. Fuldstændig som vi andre gjorde, da vi ventede dem.
Men jeg har hæklet et dejlig blødt tæppe, de kan svøbe kalorius i.

Et bamsetæppe, som jeg faldt på på Pinterest og jeg købte mønstret på Dada's place, da jeg ikke helt kunne gennemskue firkanterne udfra billedet. I flg. mønstret skulle der bruges 80 firkanter, men jeg endte op med at lave 120, da mine åbenbart blev mindre end dem i mønstret. Der skulle også bruges perler til øjnene, men jeg valgte at brodere dem på samtidig med snuderne, og det var ikke det hurtigste ved tæppet, vil jeg lige hilse og sige.











Tæppet er ca. 85 x 105 cm

Det er hæklet i  Babyull Lanett fra Sandnes garn som er 100 % Merinould
det vejer 650 gr. og er simpelthen så blødt.
Jeg købte 16 ngl garn og havde næsten 150 gr. tilovers, men fordelt på samtlige 7 farver. Dog mest af den mørke bundfarve, som jeg derfor tilkøbte et par ekstra nøgler af så det kan bruges til en lille trøje, herom senere.

tirsdag den 8. august 2017

Sommeren på altanen

Jeg har taget en del billeder den sidste månedstid af hvad der har været i mine krukker på altanen, men ingen af dem har fundet vej her til siden, før nu. Så her er et lille indblik i hvordan det har set ud, for det gør der bestemt ikke nu i skrivende stund, det er som om efteråret har indfundet sig allerede.


Denne pinkfarvede georgine/dahlia har sat den ene blomst efter den anden. Nu er den sølle og har raget noget skimmel til sig, så lige om lidt ender den i skraldeposen.

Den ny indkøbte (i foråret) Klematis har været ivrigt blomstrende, men står nu med frøstande.


 Hortensiaen fik 3 mindre blomsterklaser og de er stadig igang. Nu spekulerer jeg blot på hvordan jeg kan beskytte den til vinter så, der kan komme flere blomster på til næste år, da de jo kommer på dette års skud.



Så smukt stod de lyserøde blomster ved siden af hinanden.




Kartoflerne har blomstret, jeg har dog endnu ikke høstet, men det skal vist ikke vare længe for toppen er ved at være færdig. Herunder ses toppen i sidste uge.


 Mine 4 rødbeder gror fint nede i potten, måske skal jeg snart have en bagt en af slagsen.
Ved siden af kan basilikummen anes og bagved persille og purløg.



Persille og purløg i den store "flade" krukke, samt en sølle jordbærplante, der aldrig helt fik fat.



Rosmarinen står sammen med persille, der er gået i frø og en lille oregano, der ikke helt ved om den vil brede sig.


 Lige nu har jeg et meget fint stykke med pluksalat


Og i den modsatte ende af altankassen, står 4 morgenfruer, sået lidt sent men blomstre skal de nok komme til.

I år har jeg siddet en del derude, når man sætter sig på gulvet op af muren, så er blæsten ikke så slem, det er bare ikke altid lige nemt at komme op dernede fra. Men det er der jo heldigvis ingen, der kan se. 😁😎