søndag den 31. marts 2019

Marts sluttede som den startede

Vi var i zoologisk have i går, der skal ske noget og Njord havde endnu ikke set elefanterne. Det gjorde han så denne gang, selvom han vist var mere interesseret i de små spurve, der hoppede rundt på wirerne inde i elefanthuset.
Han fik gået på line på brostenene, rutsjet på nogen af figurerne og ellers fik vi hygget rigtigt meget.

Der foregår jo stadig en masse byggeri på det der Panda anlæg, så der var en masse maskiner, og jeg tror næsten at dagens højdepunkt for Njord var, da vi gik hen til en parkeret "traktor" og han kunne røre ved den og klappe hjulene.

Jeg fik ikke taget et eneste billede, det er så ikke helt sandt jeg fik taget et af Njord, hvor han undersøger en af de træfigurer, der er af den røde panda.
Men det er vedtaget, at der ikke skal være fotos af ham på de sociale medier, og det respekterer vi, og så nyder vi bare at være sammen endnu mere.

I går lærte han noget nyt, nemlig at drikke med sugerør, så når han ville have noget at drikke pegede han bare på juicebrikken og sagde sugelyd. Så vidste vi hvad han ville have.😍
Han syntes ikke der var tid til middags søvn, så i går var han i fuldt gear i over 12 timer. Og vi andre skal osse være vågne, får han løber altså stærkt og ikke altid i den retning mormor eller mor og far  vil. Men vi har det sjovt.

I dag får i et foto af min kat, som synes det er rart når jeg er hjemme og modtager mig i entreen når jeg kommer hjem fra en lang dag.

fredag den 22. marts 2019

Så kom der lige et tal mere på

Marts er min fødselsdagsmåned, i år ovenikøbet på en lørdag, så jeg havde inviteret familien på varm kakao med boller og lagkage. Der var dog lidt mandefald, så jeg havde rigeligt. Men pigerne blev og hyggede med film om aftenen, (efter at Njord var blevet puttet i weekendsengen), så lige pludselig var det slut med lagkagen alligevel.
Jeg fik flere bluser i gave og det er dejligt for jeg trængte til udskiftning i bunken.  Der var både med korte og lange ærmer, og med og uden Mickey Mouse.  Jeg har nemlig noget med ham Mickey 😉

Sofie havde købt denne figur til mig


og Amalie havde købt en T-shirt til mig hvor på der står :  Behind every succesful woman is herself

Nogen vil så måske spørge, "Trine fik du ikke noget garn ?" og dertil kan jeg nu svare jo da, sidste weekend var min mors kusine forbi en smut, og hun havde disse 4 fed garn med til mig.


onsdag den 20. marts 2019

Hyggebukser til undertegnede eller er det en ommer

Ja nu har jeg prøvet på at sy lidt til mig selv igen, af stof fra skuffen. Et stykke pink velour som det var min agt skulle blive til en strandkjole dengang jeg købte det. Men det er meget pink og til sommerbrug meget varmt, hvis altså vi igen skulle få en sommer, som den vi havde sidste år.
Så nu blev det til et par bukser.
Foreløbig har de kun været på, da jeg skulle tage disse billeder



og jeg må nok indrømme, at jeg er lidt skeptisk. De sidder ikke helt godt, tror måske det skyldes at stoffet er for tykt til disse bukser, som egner sig bedre til en bomuldsjersie eller t-shirt stof om man vil. Måske er det farven, der bare er for meget, tror simpelthen ikke de kommer i brug.
Så må vel konstatere at det er en ommer.

tirsdag den 19. marts 2019

Zoologiskhave på en forårsdag

Første søndag i marts drog vi alle i Zoologisk Have, vi har nu alle årskort dertil, så der er lagt op til mange udflugter hen over sommeren. 
Jeg havde helt glemt hvor hyggeligt det er at komme derinde med små børn, Njord var meget opmærksom på alle dyrene og hvad der skete omkring os.
Vi havde for en enkelt gangs skyld besluttet at købe mad og drikke derinde, men det var ikke helt nemt at blive enige om hvad vi ville have, så vi gik længe rundt og studerede udbuddet. Men til sidst endte vi med at købe pølser, som hotdogs både de almindelige og de franske. Men i luksus udgave hvor pølserne var fra Lejre Micropølsemageri og ketchup, sennep og lignende var økologisk. Jeg var den eneste der fik sennep, det var af den grove slags med hele sennepskorn og jeg skal da lige love for at den var stærk. Men de kan anbefales. (jeg får ikke noget for at skrive dette)







Hos flodhestene var der også familiehygge, på den flade sten i vandhullet. 😍

På vej tilbage mod Valby Station, gjorde Amalie mig opmærksom på dette opslag på en sikringskasse. Mens jeg lige skulle have et billede af den, fortsatte familien fremad, så jeg måtte lige løbe lidt for at nå op til dem igen.


fredag den 22. februar 2019

Så kom der ærmer på

Endelig kom jeg i mål med den bløde sweater, mens jeg sad og strikkede på ærmerne,var jeg faktisk generelt utilfreds med udseendet af bullen.
Den mørkegrå stribe forneden,var bare ikke lige det, som jeg havde set for mit indre blik. Så der kom intet mørke gråt på ærmerne, og det blev fjernet fra bullen og erstattet af råhvidt. Når jeg så lige var igang med at ændre, så blev ribben erstattet af nogen ret riller.


Nu er jeg tilfreds med resultatet og den er dejlig varm og, har jeg skrevet,  blød 😃
Så blød at mit hjemmestriks forskrækkede barn, gerne ville have en sweater i det garn.  Det er bare ærgerligt, har kun 3 ngl tilbage og det er mørkegråt.

søndag den 10. februar 2019

En lille smule varme til mine ører

Jeg havde 50 gr. merino fine fra Englegarn, kan man bruge sådan en smule til noget fornuftigt, ikke baby relateret.
Ja det kan man, jeg har strikket en dejlig varm hue til mig selv



Opskriften fandt jeg i et tillæg fra Hendes Verden nr. 10 2017, den tror jeg nok jeg skal blive glad for.

mandag den 4. februar 2019

En halv sweater er klar

Jeg er i gang med at strikke af det garn, jeg købte på udsalg, det har ikke været nemt med det tykke garn, som skal strikkes på pinde 9, for ikke at blive for tæt. Jeg har nemlig ikke kunnet finde en opskrift, der passer med min strikkefasthed.
Så jeg har prøvet mig lidt frem og sjusset mig til noget. Tror ellers altid jeg har strikket efter opskrift, så det har været noget af en udfordring at skulle bruge hovedet og selv finde på noget.
Men indtil nu er jeg ok tilfreds, spørgsmålet er så om jeg stadig er det når den er færdig.
Status lige nu, hvor jeg stadig mangler ærmer er, at den når til midt på numsen, at den buler foran, når jeg sidder ned, og at den er varm og blød.
Nu mangler jeg så bare ærmerne, men jeg mangler strømpe pinde nr. 9, og min lokale garnbutik får dem først hjem her i løbet af denne uge. Hmmm

Jeg stopper ikke ender ind endnu, for måske finder jeg ud af noget skal ændres, når først ærmerne er færdige engang. Man ved jo aldrig, måske skal den være længere bagpå end foran 😏


Det der selfie halløj og foran et delt spejl, det dur bare ikke, men hva ska man gøre 😆

Men nu skal jeg finde en opskrift, der dur til det andet garn jeg købte på selv samme udsalg, pinde nr, 4½. Jeg kan jo ikke sidde uden noget i hænderne i aften.