fredag den 7. april 2017

Forårstegn, der er så smukt derude

Så gik der lige et par uger mere. Foråret er her og jeg har fået gået nogen ture rundt i byen, hvor jeg har fundet tegn på foråret.

På kirkegården i Ringsted har gartnerne lavet et fint hjørne fyldt med lilla krokus, det var desværre ikke så lunt at jeg satte mig på bænken. (mon man skulle tage en bog med op på den bænk?)


Jeg har været i Roskilde et par gange i de forløbne uger,( til jobsamtaler, der desværre ikke gav noget job). Lige overfor stationen ligger der en lille kirkegård, her har de denne Allé op til kapellet, den står så flot med krokus i blandede farver. Det er da smukt.


I Byparken, som jeg kan gå igennem, når jeg skal besøge min datter og svigersøn, var der blomstrende Hestehov i kanten af søen. Senere på året kommer bladende, de store skræpper. Dem var der mange af  området hvor jeg boede som lille, og de gav gode gemmesteder og havde en helt speciel duft.



 Forleden dag var jeg på biblioteket, det ligger i Lystanlægget og her var anemoner i mængder
 


I fjernsynet siger de at bøgen er sprunget ud, så nu er det officielt forår.

Jeg har været i København et par gange i denne uge (ikke samtaler, men tandlæge), men jeg tog ikke ud og så på kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegård, det er der så mange andre der gør.



1 kommentar:

  1. Der er så mange, fine steder med forårsblomster lige nu. Ærgerligt, at det ikke gav job, men det er en bedrift i sig selv at komme til samtale.

    SvarSlet