søndag den 15. oktober 2017

Kastanietur i regnvejr

Sidste weekend, var det regnvejr lørdag og flot vejr søndag, men om lørdagen syntes ældste, at det var tid til, at vi skulle ud og samle kastanier.
Hun kan jo sagtens, det der regnvejr, for når man arbejder i en børnehave har man jo både gummistøvler og tæt regntøj. Det har jeg bare ikke, gummistøvlerne er smidt ud fordi de var revnet (og jeg har ikke fået købt nye) og hætten på regnjakken sidder alt for løst og ryger ned over øjnene. 😏
Men det skal jo ikke forhindre at man går ud vel ?
Så vi gik ud til stadion, hvor der er en kastanie Allé. Da vi gik der tænkte vi at det var da godt at det ikke var os, der løb rundt på fodboldbanen og spillede kamp, eller var forældre, der skulle stå og se på.
Vi havde det sjovt, selv om jeg brokkede mig en del, jeg blev jo mega våd. (selfies, kan jeg altså ikke finde ud af at tage)


Sofie var godt pakket ind, men måtte alligevel  dagen efter pakke sig godt ind på sofaen, med kriller i halsen.



På vejen hjem gik vi på kirkegården, hvor vi lagde de fleste af kastanierne,en tradition vi har haft siden min morfar døde i 2010. Før da var det til ham vi samlede, da han altid havde et par stykker i lommen til at nulre med. Nu gør Sofie og jeg det samme,vi skal have kastanier i vores frakke lommer,det er så dejlig beroligende at gå og køre dem rundt mellem fingrene.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar