søndag den 19. november 2017

Vi har holdt baby-shower

Sofie og jeg har haft travlt den sidste måneds tid med at planlægge og gøre klar til Amalies babyshower, som vi holdt i går her hos mig.

Vi havde fået en lille liste fra hende med hvilke veninder, som hun kunne tænke sig kom med og således udstyret gik vi igang. Der blev inviteret og det lykkedes at samle 2 barndomsveninder hjemme fra vejen, 2 fra gymnasietiden og 2 fra uni, samt hendes kusiner, tante og svigermor. Sidste blev aktivt deltagende i vores komplot om at overraske hende. Det lykkedes næsten, hun havde en anelse men var ikke sikker.

Vi havde planlagt brunch og lavet alt for meget mad og kage. Men vi havde osse bagt i flere dage, boller, pandekager, småkager og kage. Og i dagene op til havde vi handlet helt vildt ind af frugt, grønt, drikkelse og pålæg. Og vi havde pyntet kager




Jeg kørte babytema og Sofie kørte Harry Potter tema


Den skulle have været mørke rød hen mod det bordeaux, men selv en hel flaske rød gav kun en mørk pink, smøreoste creme.

Vi var osse gået fuldt ind på pyntning af min stue, vi var jo ikke bundet af en farveskala, da kønnet på barnet er en overraskelse, så vi kiggede på Pinterest og ja der brugte vi megen tid.
Vi endte med at lave skyer med dråber i hele pastelskalaen. 2 stk. over spisebordet og 1 enkelt ved siden af gave bordet.



Vi havde osse planlagt en luftballon (Amalie er vild med luftballoner), men det er helt umuligt at finde små rispapirslamper, var både i Jysk og Ikea, men de havde kun store. Så vi "nøjedes" med regnvejrskyer og vimpler.
Jeg havde også været på jagt efter en masse body'er, heldigvis har vi i Ringsted haft en pop-up Outlet med børnetøj og der nåede jeg ud og fik en hel del til under halvpris.
Så jeg havde denne her tørresnor hængende


Vi havde også lavet svævende "stearin"lys som i Harry Potter spisesalen, dem fik bare ikke lige fotograferet. De var lavet af paprør, hvor vi havde lavet stearinløber med lim pistol, malet dem hvide og så hængt dem op med fiskesnøre i loftlampen i entreen og i badeforhængstangen på badeværelset. Selve lyset var de små batteridrevne fyrfadslys.
Her var meget fint og jeg hygger mig stadig med skyerne.
Vi havde skam også planlagt lege, de fleste var for alle og en enkelt var kun for Amalie.
Det var den helt traditionelle,smag på babymos og fortæl hvad det er du har smagt. 😝


Fra venstre mod højre står der Mango/banan, majs/æble/ananas, Courgette/majs/spinat, gulerod/majs/butternut squash, spagetti med kødsovs og svesker/pære/æble og så fik hun lov at skylle efter med modermælkserstatning.  Det eneste hun kunne lide var den med mango og banan

Sofie havde fundet 2 lege til alle, den ene med citater fra børnebøger, hvor man skulle matche dem med den rigtige bog titel (man fik en liste med de bøger det drejede sig om), den anden var med sangtitler fra disney film, hvor man skulle finde frem til de rigtige film. Begge disse blev lavet i grupper.
Jeg havde fyldt en sutteflaske med chokoladeknapper og så skulle man gætte hvor mange der var i og den der kom nærmest vandt flaske og indhold. Og jeg skal hilse og sige der kan være rigtig mange i.

Jeg havde også en skål med garn og sakse i, her var spørgsmålet så: Hvor står tror du Amalie er omkring maven ? klip en tråd, der viser dit gæt. Jeg målte så Amalie og så kunne de komme med deres tråd og se om de var tæt på det rigtige mål, som jeg havde på målebåndet. Alle skød et godt stykke over. Da maven er lille og fin trods det, at der i dag kun er en måned til termin.


Hun fik en hel masse fine gaver, en del tøj men osse bøger og ting til børneværelset.




Jeg tror alle havde en rigtig dejlig dag, vigtigst af alt havde jeg en meget glad datter, som syntes hun havde fået en skøn dag.
Tak til alle der var her og var med til at gøre denne dag til noget særligt, som hun altid vil huske.

I dag slapper vi af, efter at have taget den enorme opvask, gid der dog var plads til en opvaskemaskine i mit køkken. 😅 Heldigvis er der nem mad, da der er masser af rester, som både Amalie, Sofie og jeg har fået glæde af i vores 3 husholdninger.

1 kommentar:

  1. Hvor ser det super lækker ud ... det er bare så hyggeligt at det er blevet en tradition. Tillykke med din kommende titel :o)

    SvarSlet