Jeg er godt i gang med mit nye job, som konsulent hos Vejdirektoratet ansat af et Landinspektørfirma i Roskilde. Jeg arbejde tre dage om ugen fra kontoret i Roskilde og to dage her på hjemmekontoret.
Jeg startede op med en 3 dages workshop hos VD i Skanderborg, hvor mine kollegaer på projektet har deres arbejdsplads. Det var 3 gode og koncentrerede dage, hvor vi blev klædt på til opgaven.
Ved vores pladser blev vi budt velkommen med denne fine buket.
Den første dag var jeg ikke så heldig med vejret, det regnede simpelthen hele eftermiddagen, så da jeg skulle gå hen til mit hotel blev jeg lidt våd, men så kunne jeg da putte mig med dynen og få varmen igen.
Jeg fik dog taget et billede af denne fine gavl midt i byen. Den gjorde mig nysgerrig da den mindede mig om noget. Så jeg måtte lige google Ole Lund Kirkegaard og ganske rigtig, han er opvokset i Skanderborg.

Torsdag var jeg noget heldigere med vejret, så jeg fik set lidt mere, af hvad jeg passerede på gåturen tilbage fra kontoret. I byen så jeg et lille bitte hus placeret på et hjørne, lavet efter en tegning i en af Ole Lund Kirkegaards bøger, samt diverse kloakdæksler med motiver fra bøgerne. Det var så hyggeligt.
Skanderborg Slotskirke kom jeg også forbi, den havde et meget særegent udseende, da det var helt tydeligt at vinduerne i tårnet ikke var lavet til en kirke men til en borg eller et slot i dette tilfælde. Jeg måtte en tur ind på kirkegården og læse historien bag den specielle bygning,
Udsigten fra værelset var smuk, men vejret indbød ikke til en tur omkring søen.
Ugen efter startede jeg så på min rigtige arbejdsplads, her skulle det så vise sig at der var problemer med at blive koblet op med min udleverede pc , men sådan er det vist altid når der er opstart af nye medarbejdere. Men det kom der styr på i løbet af dagen.
Endnu engang blev jeg budt velkommen med blomster. Man kan altså godt vænne sig til flotte buketter på bordet.
Nu fungerer computerforbindelsen helt fint også når jeg sidder herhjemme og arbejder. Og jeg er så småt ved at komme ind i rutinen med at komme tidligt op uden at være sindssygt træt om aftenen.
Men jeg nyder de dage hvor jeg kan sætte mig til computeren herhjemme og starte arbejdsdagen i stedet for at sidde i bussen og lave ingenting på samme tidspunkt.
Nu skal jeg bare lære at holde fri når jeg kommer hjem eller det er weekend, nu hvor jeg i så mange år enten har skullet lave lektier eller skrevet ansøgninger.