søndag den 26. januar 2014

Uh ha da som det har været en kold weekend

Ja vinteren er kommet, forhåbentlig bliver den ikke så langvarig ;-)

I går var jeg i Roskilde til kage og varm cacao hos svigersønnen, ikke at han havde fødselsdag men han var blevet færdig med sit studie og er nu bachelor i pædagogik, eller sagt på dansk han er færdig uddannet pædagog. Og arbejde har han også fået.

Men først skulle vi en tur ned på havnen. Ja det endte med at vi gik en tur på fjorden, da der var ekstrem lavvande. Det var mærkeligt at kunne gå et sted, hvor der for bare nogen måneder siden da "Bodil" hærgede var vand der pressede på ruderne ind til Vikingeskibsmuseet, bare ca. 3 meter oppe fra hvor vi nu gik rundt på sandbunden. Naturen er forunderlig


Men hold da op vi frøs, så efter at have skøjtet lidt rundt på isen nedenfor Vikingeskibs-museet gik vi hjem i varmen og fik dejlig varm cacao og rigtig kaloriemættet kage. Hyggelig eftermiddag i dejligt selskab.

lørdag den 18. januar 2014

Mickey Mouse sniger sig ind i mit køkken

Bare et lille fjollet indlæg om hvad man osse kan komme hjem med når man tager på udsalg.
Vi tog ud for at se om der var noget smart på udsalg, men vintertøj på udsalg, ja det er altså bare ikke lige mig, alt for kedelige farver. Men der var et par pink farvede sko med fiks hæl (forårs nyhed) men de kom heller ikke med hjem, mine tæer kunne ikke lide at blive klemt så meget sammen.

Nå men vi endte i Ringsted Outlet, ikke at der plejer at være noget der. Men vi manglede en

brødrister, det gør vi så ikke mere.
Vi manglede også en lille pande, den på 28 cm er lige rigeligt stor når der kun skal laves mad til 2 eller 1. Men her havde de så alt rigeligt at vælge i mellem, så jeg forelskede mig i denne her lille en hvor der stod Disney på. Og her er det så lige Mickey Mouse kommer ind, for han dukker op på siden og i bunden



 Den måtte simpelthen med hjem, 24 cm og til under 100 kr. den gør mig glad ;-)

onsdag den 15. januar 2014

Årets første fastelavnsboller

Det er ikke fordi, det skal blive en madblog, (som om der er fare for det thi hi), men de ting jeg har gang i på diverse pinde er til gaver, så det varer lidt før jeg kan lave indlæg om dem.

Pigerne og jeg har nu boet i lejligheden i 4 måneder og jeg syntes det var på tide at ovnen blev brugt til andet end aftensmad. Så i dag har jeg bagt årets første fastelavnsboller.
Er det mon kun mig eller er der andre, der har det problem at man ikke kan huske hvilken opskrift det er man plejer at bruge (den der smager bedst). Det er i hvert fald ikke den jeg har brugt i dag ;-)

Jeg har bagt med ovnen som almindelig ovn, da den larmer forfærdeligt når jeg bruger varmluft, så det er kun en plade inde i ovnen af gangen.



Havde vist rullet lidt for tyndt ud, så ingen karakter for det æstetiske, smagen er okay. Men det er en anden opskrift, der plejer at bruges. Så den tager jeg næste gang.

Og så er det vist heller ikke helt sandt det med ovnens brug, der er jo da også bagt jule småkager.

Men er der nogen, der ved hvad der kan gøres når nu alle pladerne hopper rundt, når jeg bruger varmluft ?. Det er altså meget nemmere når man kan bage flere plader af gangen.

Tålmodighed er en dyd, ja ja jeg ved det godt.



lørdag den 11. januar 2014

Chokolade for både øje og mave

Amalie fik en æske chokolade i julegave, massiv chokolade af den gode slags, der er ikke noget med at æsken tømmes på en aften, trods det at der kun er 360 g i æsken.

Bare æskens enkle tekst siger at der her er dømt forkælelse og oveni købet ser stykkerne flotte ud.


De hvide er med polynesisk vanilje, de lyserøde med granuleret solbær, i mælke chokoladen er der lakrids, den ene af de mørke er 70 % cacao med mandler i og den sidste er ren 66 % cacao.
Det er kvalitet, der nydes, 2 stykker på en dag, så er man mættet.

søndag den 5. januar 2014

2014 er startet

Ja og der er allerede gået 5 dage, julepynten forsvinder stille og roligt ned i kasserne og snart er vi klar.
Dette år skal der nye boller på suppen, jeg skal finde frem til en gladere mig, Der er en masse sorg der har haft lidt svært ved at blive bearbejdet, 3 dødsfald af personer, der stod mig meget nær på 3 år og en skilsmisse kort efter det seneste dødsfald, Jo jeg blev væltet af pinden i 2013.
Men for min egen og mine pigers skyld, skal og må det blive et positivt og meget gladere år i år.

Jeg skal have fundet mig et praktiksted, så økonomien kan komme i plus og jeg virkelig kan klare mig selv.
Der skal kigges efter noget at bo i, hvor vi kan finde ro og hvor der ikke er fugtigt. Vi trænger til ordentlig nattesøvn og sundt indeklima. (Sofie sover ofte med ørepropper, da der meget tit først er ro efter kl. 3)


Mine orkideer trives, disse to sprang ud mellem jul og nytår og endnu en har sat blomsterstængel af. Men der er vist også noget med at det er en regnskov plante, så fugtigheden er da godt for noget.

 
 
Endelig blev jeg også faster den 27. december, ca. 3 uger før tid. Da han var blevet for tung, fik de lov til at få fremskyndet kejsersnittet og det var sørme godt for han var/er en stor dreng på 3810 gram og 53 cm. Der blev hurtigt sendt billeder i fasterens retning, så jeg kunne falde i svime.
Jeg har dog endnu ikke fået rørt ved ham, da han bor ved Esbjerg. Men jeg har gang i en masse på pinde og nåle, som snart skal sendes i hans retning.
Det er helt dejligt at blive faster, når man ikke selv har små børn længere, som jeg havde da min bror fik børn sidst. Hurra for nye tider.

lørdag den 28. december 2013

Jul er også gaver

Jo jo, selvom familien er blevet mindre og vi kun var 3 til jul her, så havde vi da gaver under træet.
Og her er så nogen mine gaver

Medusa stager til juletræslys, (vi grinte lidt da vi så at man kunne bytte dem helt indtil den 16. april 2014, det er da bytteservice uden lige) Men de skal ikke byttes.


Strikkebog, der dog skal byttes, vil hellere have Annette Danielsens Østen for Solen, den havde de dog ikke hjemme derfor blev det denne her (havde selv købt den fra min mor af).
Den nye bog fra Jonasson og filmen RED. Jeg fik også penge, så skal en tur på udsalg, desværre kan man ikke finde tøj i mine farver på denne årstid.


I går havde jeg så besøg af en af mine veninder fra for mange år siden, hun har boet i England siden 81, men i år var hun hjemme  og holde jul hos sin søster. Så der blev lige tid til en visit her hos mig.
Og sørme om hun ikke havde en masse små pakker med til mig, hun havde rigtig været i sit kreative hjørne.
En guirlande af filt blomster med vintage knap midte, en nålepude med nåle, sæbe og fodbad, uh som jeg blev forkælet.

 
Dette juletræ til at hænge på træet havde Karin lavet at knapper, jeg synes det er så fint. Men hun siger det er svært at finde grønne og orange knapper. Så nu må jeg jo holde øjnene åbne, når jeg kommer på loppemarkeder og i genbrugsbutikker.
 

Det blev jul lige så stille

Ja det var lige før vi slet ikke bemærkede det.
Jeg fik klaret min eksamen den 17. med et 7 tal, og der var så afslutning og bevis overrækkelse den 20. Så nu står man så her og har gennemført og mere end bestået grundforløbet, men praktikplads har jeg ikke fået. Så når det nye år er skudt i gang vil jeg sende en masse ansøgninger ud, men først når de har fået ryddet lidt op i deres indbakker rundt omkring. Det skal simpelthen lykkes.

Juletræet blev hentet i Jem og fix, et af de kunstige så vi har til flere år og det helt uden at vi bliver  snottede.
Og her blev pyntet op



Da vi havde valgt at holde en stille jul bare os 3, lige for at lande her i lejligheden,( hvilket vi jo ikke ligefrem har haft tid til) måtte der sendes julepakke af sted til det jyske, så nevø, niecer og mine forældre kunne få deres julegaver.  Her ses de hjemmelavede af dem. Yngste niecen havde selv bedt om et par fastersokker, så det var jo nemt. Og ekstra dejligt at få lov at lave sokker i tøsefarve.


Vi har haft nogen dejlige juledage, hvor Amalie har rejst lidt frem og tilbage mellem os og kærestens familie. Ja det har kæresten så selvfølgelig også måttet, det har været så hyggeligt.

Den 25. var Sofie og jeg i biografen og se Frost, Disneys nye film og den var bare rigtig god, en rigtig Disney med sang og det hele. Kan anbefales osse selv om man ikke har børn med. Ja det er vel ingen skam, men jeg må nok indrømme at den på visse steder trak tårer.

Pigerne nåede at komme sig nogenlunde ovenpå deres sygdomme inden jul og nu er det så min tur med hovedpine og ondt i halsen. Men det havde vel også været for meget at forvente at jeg skulle slippe, så nu er det bare i gang med varm te med honning.