torsdag den 24. september 2015

Et styk strik blev færdig

Først på sommeren gik jeg igang med at strikke Hvirvelstrøm, af Anette Danielsen og endelig er den blevet færdig og skyllet op, så den er klar til brug. Men den smitter af, mens jeg strikkede på den blev mine hænder grønne, vandet blev mega grønt da jeg skyllede den op, så nu er jeg spændt på, om det fortsætter nu hvor jeg tager den i brug. Jeg håber det ikke, men findes der en måde at binde farven på, vil jeg meget gerne vide det.


Jeg har strikket den i blackhill fra Garnudsalg, jeg kan ikke huske hvad farven hed. ;-)
Jeg mangler nu en sjalsnål eller lignende til at lukke den med, men det er jo snart jul så det må på ønskesedlen.
Jeg ved den vil blive slidt godt, det gjorde den første jeg lavede nemlig, den ligger pænt i skabet med huller på albuerne. Måske den burde lappes.

søndag den 13. september 2015

London, Part 2

Ingen London tur uden at se til Peter Pan (lyder som om jeg har været der 1000 gange, men det var kun 3. gang), Sofie havde ikke set ham, da hun var derovre med skolen, så det var et stort ønske.
Der er så mange søde detaljer og den er så blank af alle de små hænder, der gennem årene har nusset alle de små dyr.


På en af de lange guidede ture med dobbeltdækker busserne, fik vi at vide at forfatteren J.M. Barrie, havde bestilt den og at den skulle opstilles om natten, så børnene der passerede gennem parken på vej til skole, om morgenen ville tro at det var feer, der havde placeret den der.
En meget sød historie. Vi passerede på samme tur også det hus, hvor han havde boet. (lige op til parken) på væggen til dette hus var der opsat en plakette, med hans navn, så der var vi forbi en anden dag på gåben. (Så Sofie kunne få et billede af den)



The Serpentine og en total stynet gammelt Piletræ, så smukt.


Og en datter, der lige sprang ind foran kameraet, sjov i varmen.

I Kensington Garden er der et område, hvor der flyver papegøjer rundt, det var jeg slet ikke klar over, så vi blev noget overraskede, men de var grønne, så det var umuligt at  få et billede af dem, ja i det hele taget var de ikke nemme at få øje på der i de grønne trætoppe.
Jeg nød at komme ind i parkerne, for der kunne jeg gå på bare tæer, det var skønt. Det var jo meget varmt og hævede fødder i gode travesko, trængte virkelig til pauser uden sko.

tirsdag den 8. september 2015

Aftenhimlen var i brand

Ja sådan så den i hvert tilfælde ud her til aften, hvor jeg måtte tosse frem og tilbage mellem sofa og altan, for hvergang jeg troede at nu kunne den da ikke skifte farve mere, så dukkede der nye nuancer op.
Her får i lige lidt billed spam, fra det mørke og dystre til det lyse og rolige.






Så mange nuancer samlet på et sted og i løbet af 10 minutter var det overstået og himlen var igen ganske rolig at se på.

Bloggertræf hos Violykke

Sidste lørdag i august havde Lykke endnu engang kaldt til samling og selvfølgelig kom vi, der var mange gengangere og som altid et par nye. Det er så hyggeligt at mødes med andre kvinder, der er bidt af en gal strikkepind. Der bliver strikket, snakket og spist, madtærter, kage, frugt og slik, jo vi forstår sandelig at hygge.
Og Lykke tænker i detaljer, se bare denne bordpynt


2 stks var der på bordet, så jeg tænkte straks at det var opstarten på ærmer til en sweater (praktisk som jeg åbenbart er), men nej det var kun til pynt og ville blive hyllet op igen.

Sædvanen tro var der glassten med numre under og gevinster, igen var det lykkedes at skaffe flere sponsorer. Undertegnede kom hjem med 3 opskrifthæfter og en kort rundpind str. 7


Blusen på forsiden af "Bog 2" frister, den er hæklet men mon dog ikke jeg får lavet den i løbet af vinteren.
Vi fik også garnprøver fra Designette, lækkert blødt garn, men de har forputtet sig et eller andet sted i stuen.
Denne gang kom jeg ikke hjem med garn, så der er intet pres for at få lavet noget bestemt, inden vi skal mødes igen en dag.

mandag den 7. september 2015

Der var sørme gevinst

I sidste uge kom jeg hjem til en pakke, min første reaktion var "jeg har da ikke bestilt noget!", da jeg så så at der stod Skovhuus-strik, tænkte jeg igen "jeg har ikke bestilt garn".

Så jeg skyndte mig at åbne pakken og så viste det sig at jeg havde vundet en konkurrence i Femina, en strik-jakke fra firmaet Skovhuus-strik.  Jaaa og jeg havde glemt alt om, at jeg havde deltaget.
Mon ikke vi alle har det med at deltage i de der sms-konkurrencer, for derefter at glemme alt om det.


Her er jeg så med min fine ternede topmoderne jakke med 3/4 ærmer

Men uh nu bliver jeg jo nødt til at have nye sorte bukser og en langærmet bluse, der passer i farven må der vist også til.

En lille tur i skoven

For et par weekender siden havde vi vores årlige familiesammenkomst, i år i det jyske hos min bror og mine forældre, med camping på matriklen. Jeg havde dog været så heldig at få lov at låne niecens værelse og seng og det var jeg meget taknemmelig for.
Lørdag kørte vi i skoven eller plantagen som det hedder. Denne er for nogen år siden købt af nogen private, så der var nogen restriktioner på hvor vi måtte færdes. Men det gjorde ikke det store, min far og store niece havde lavet nogen poster, hvor vi blev udfordret i bl.a. styltegang og  trillebørs ringridning.
Ved parkeringspladsen var der bygget en stor legeplads udformet som en myre og rundt omkring på bænke og borde her var der små sætninger, som fortalte om myrerne og deres liv, en hyggelig måde at lære noget nyt.
Lidt derfra var der bygget et udsigtstårn og det skulle jeg selvfølgelig op i toppen af. Efter endt orienterings"løb" fik jeg lokket min svigersøn med op af alle trapperne, den eneste betingelse fra ham var at vi gik helt op i spidsen. Det sidste stykke foregik på stiger, men op kom vi og vi var begge forpustede, da vi nåede op.



Da vi havde fantastisk vejr var udsigten ekstra flot, da der var helt klart og langt udsyn hele vejen rundt.

 
Trætoppene taget ud af et glughul oppe i spidsen af tårnet.


Lyngen, stod lige på spring mod nord, skønt lilla skær.


Mod nordvest

'
Mod øst, står træerne tæt.


Mod syd og P-pladsen

Hvis nogen i det vestjyske skulle have lyst til at se dette område, så hedder det Klelund Dyrehave.

søndag den 6. september 2015

Den har vist lært det

Cliviaen blomstrer stadig, men nu har den vist forstået at der skal stilk på, så nu kan de springe ordentligt ud og ikke være presset som for nogen uger siden.



Sådan her kan jeg godt lide orange, den er da smuk.
Men er der ikke noget med at den skal højere op den stilk, så den danner en krone ?