søndag den 28. april 2019

Impulsiv tur til zoo

I går kl 13 skrev jeg en sms til mine døtre, hvori jeg skrev "hvornår skal vi se pandaer ?", Sofie skrev så tilbage at de først lukkede kl. 20. Amalie var på arbejde, så jeg skrev til Rasmus. Han skrev så tilbage at Amalie havde fri 14.30, så vi kunne bare komme til Roskilde, for ham og Njord, var oppe i kulturhuset, hvor Amalie arbejder.
Så kl. 13.44 sad Sofie og jeg i toget på vej til Roskilde. Da Amalie havde fri tog vi så videre til Valby og Zoologisk have.
Ja vi er meget impulsive 😍


Vi skal altid lige se Flamingoerne, for der kan vi komme helt tæt på, det synes Njord er fantastisk.

Da vi kom hen til panda-anlægget, stod alle folk ved den ene del, og i det andet var der ingen panda, men der var en dyrepasser, som lagde godbidder ud på stenene. Så vi besluttede at blive stående der.
Der var også et andepar nede i anlægget og da dyrepasseren var gået gik andefar lige henne og spise af en af disse godbidder.
Lidt efter blev der åbnet ind til huset og pandaen kom ud, den var bestemt ikke hurtig i sine bevægelser, en typiskbjørn.


Men den vidste lige hvor den skulle gå hen for at  få noget lækkert. Den er da sød, som den står der på bagbenene og slikker pastaen i sig.


Der var en stor unge hos kænguruerne, den holdt sig tæt til sin mor.


Vi købte aftensmad derinde, Amalie og Rasmus prøvede burgerne, Sofie og jeg prøvede hhv. fish and chips og friturestegte rejer. Vi blev mætte, det var friske varer og det var mega dyrt. Jeg synes det er dejligt, at der er kommet så mange forskellige spisesteder i zoologisk have.

Det var kun Sofie, der havde været heldig at se isbjørneungen, en tidligere gang hun havde været derinde. Men da vi var på vej mod udgangen og Njord vågnede fra sin lille powernap, opdagede Sofie lige at der blev åbnet fra det store anlæg, hvor begge isbjørnene havde været da vi var forbi der, så hun mente at det nok betød at hunnen skulle ind til ungen. Så vi sendte Sofie afsted for at se om hendes formodning var rigtig, så kunne hun jo bare ringe efter os. Det gjorde hun, så Amalie, Njord og jeg skyndte os derhen, og ganske rigtig, der var den. Og det lille pus var sulten, så der blev diet kraftigt. Så derfor har jeg ingen fotos af det lille myr, for det var ikke muligt at få taget et billede, hvor det var muligt at se den. Men nu kan vi sige at vi har set den.
Så var det ellers hjemad, vi var trætte og havde ømme ben. Jeg landede i sofaen herhjemme omkring 19.30, med te på kanden og mit hækletøj, klar til en aften foran flimmerkassen.

Njord fik en panda-bamse, og han var så glad for den, at alle de andre bamser røg ud af sengen, da han skulle sove. 😍

torsdag den 25. april 2019

Nyttige hæklerier

Jeg pause hækler, eller jeg hækler noget, som jeg er blevet ved med at udskyde. Nemlig servietter.
Vi har altid haft hæklede servietter på bordet til hverdag, men det sidste stykke tid er jeg begyndt at smide de gamle ud, de er simpelthen slidte.
De blev hæklet til mine svigerforældres sommerhus, for sådan ca. 30 år siden af mine børns oldemor. Da svigerne så flyttede permanent til Danmark i starten af 90'erne, overtog vi servietterne. De har så været i brug dagligt lige siden, så det er vel helt i orden at begynde at skifte dem ud.

Jeg synes det er så nemt bare at tage dem med i vask, i stedet for papirservietter eller køkkenrulle, som bare fylder i skraldespanden.
Nå men altså de er slidte og min bunke bliver mindre og mindre. Det er jo ikke ligefrem det mest spændende at hækle, men nu har jeg endelig fået taget hul på arbejdet. Foreløbig har jeg sat mig for at lave 12, så må vi se om jeg når det, inden jeg bliver træt af det.

Jeg fandt et mønster hos retvrang.dk, som var lige til at gå til. Og nu har jeg fået hæklet 3, så jeg er godt på vej mod målet.


Der hækles med nål 2½ af bomuldsgarn fra kassen, og der går ca. ½ nøgle garn til (26 gr.), så det bliver en kulørt flok jeg kommer til at ligge på bordet (det er det osse i dag, men alligevel!)
Under alle omstændigheder bliver det dejligt med nye hele servietter.

mandag den 22. april 2019

Sokker igen igen

Amalie har købt vinterstøvlerne til næste vinter, til 1/2 pris. Hun trængte også, dem hun har gået med indtil nu var et par Doc.Martens som hun fik,  mens hun gik i gymnasiet og hun blev student i 2012, så man må sige, at de har udtjent deres værnepligt.
De nye støvler er så lidt for store, så der skal en sok til, og da det er kortskaftede støvler, skal de kun være af halv højde i f.h.t dem jeg plejer at strikke.
Jeg tænkte så at dem måtte jeg hellere strikke med det samme, for ellers er jeg bange for at gå hen og glemme det hen over sommeren.
Så dem har jeg strikket her i ferien, hvor jeg alligevel ikke havde nogen planer.




Nu skal der så findes på et nyt strikke eller hækleprojekt, jeg har en masse højlandsuld, men der er ikke noget af det der frister. Så måske skal det videre ud i verden, det må jeg lige overveje.

Ose tur med ældste datteren

I lørdags var Sofie og jeg en tur i Roskilde for at ose. Vi skulle ikke købe noget, der var bare et par butikker, der skulle undersøges.
Vi skulle med togbus derind, da der ikke kører tog mellem Nyborg og Roskilde pga. sporarbejder. Det skal nok blive godt når de er helt færdige midt i juni.
Vi lagde ud med brunch på Stændertorvet, Sofie inviterede, hun havde nemlig fået et gavekort til 2 pers. i fødselsdagsgave. Det var rigtig hyggeligt, jeg elsker simpelthen de små brød og pandekager, der er på de brunchborde.
Her efter begav vi os ud i byen, og vi var i adskillige forretninger, vi fik masser af ideer og brugte absolut ingen penge. (Jeg bliver ved med at glemme, at få skrevet ned hvad det er for noget broderistof jeg skal bruge til den fødselsdags-løber). Selv Søstrene Grene klarede vi at komme igennem uden at bruge så meget som en krone.
I den ene ende af Stændertorvet ligger der en skøn grønthandlerbutik, Persillepigen, hun har alt hvad hjertet begærer, af god kvalitet og en pris derefter.
Ude på gaden faldt jeg over dette "tilbud" nye danske kartofler, og de var ikke store skal jeg lige hilse og sige, til 200 kr. pr. kg.


Jeg tænker bare på hvor mange mon der bliver solgt, til den pris. Det er ihvertfald ikke til vores pengepung.

fredag den 19. april 2019

Påskesolen nydes

I går sad jeg på gulvet på altanen og nød solen, mens jeg syede blusen sammen og senere sad jeg derude igen og læste.
Det blev til mange gange en time i solen, med lange pauser indenfor i mellem, der er nemlig ret så varmt lige der i solen mod syd.
Engang i mellem kom katten lige ud og kiggede til mig, men han trak hurtigt ind igen, der var for varmt for ham.
I dag er der endnu varmere derude, så jeg er trukket ind igen. Der skal kigges på opskrifter, for der skal jo gang i noget nyt strik.

I aften skal jeg begynde at vande på altanen, det begynder at trænge til lidt vand. Det betyder at jeg skal i kælderen efter underskålene og den store vandkande.

I får lige et billede af tulipanerne, der lige nu står så fint derude i krukke.



Blød strik til mig selv

Jeg strikker til mig selv, så det tager jo lidt mere end en uge at blive færdig. Men nu fik jeg strikket det sidste ærme og halskanten færdig og i går fik jeg monteret og stoppet ender ind.
Jeg har strikket i halvpatent, på for- og bagstykkerne strikkede jeg frem og tilbage, mens ærmerne blev strikket rundt. Det sidste var svært syntes jeg, for det var svært at lure hvor i mønstret man var nået, hvis man havde været væk fra det et stykke tid. (jeg skulle jo sove ind imellem).



Den er strikket i Alpaca 400 fra Lana Grossa, som jeg købte på udsalg tidligere på året. Der er brugt 196 gr. (så jeg har næsten 100 gr. tilbage)
Mønstret er et fra Hendes Verden nr. 1, 2017.

Jeg kan specielt godt lide detaljen med slidsen og at den er længere bagpå. Det er en blød og let sag, som jeg tror vil blive brugt meget. Da den vil være god lige at tage over en top, når det bliver køligt om eftermiddagen.
Det gør joheller ikke noget at den er så neutral i farven, den vil se smart ud til det hele.

onsdag den 10. april 2019

Bryllup i det jyske

I lørdags blev min bror og svigerinde gift i det dejligste solskinsvejr i en lille landsbykirke i det vestjyske.
Vi havde en vældig dag, med masser af mad og taler mellem retterne, så der var ikke noget med, at hovedretten blev kold på tallerkenen fordi, der skulle lyttes til taler, og det var jo ret så tiltalende.

De havde valgt at bryllups-kagen kunne nydes, mens de selv var ude og blive fotograferet. De havde af samme grund ikke valgt den traditionelle, der skulle skæres for, men af en masse små kaj-kager



På øverste etage stod Kaj og Andrea så som større kager, med hhv. slør og højhat på, og dem delte de så på traditionel vis, da de endelig selv ankom til festen.
(Min mor fortalte at bageren i de sidste par uger op til i lørdags har haft tilbud på disse kager, mens han har prøvet sig frem med fyldet 😋)

Da det blev tid til at gå til bords, mødte der os et flot opdækket bord  med disse bordkort, en blyant og en pensel bundet sammen. Jeg var så ikke så kvik, at jeg opfattede det symbolske i de to genstande, før nogen gjorde mig opmærksom på det. Min svigerinde er skolelærer og min bror er maler.



Vi havde alle en skøn dag i lørdags og vi var godt trætte, da vi dagen efter sad i toget på vej hjem til Sjælland.