lørdag den 30. april 2022

På cykel igen efter næsten 2 år

 Mon ikke foråret nydes hos de fleste nu.  Det gør jeg i hvert tilfælde.

Jeg har fået lyst til at cykle lidt, selv om jeg foretrækker at gå, men der skal være en grund til at cykle, jeg cykler ikke bare for fornøjelsens skyld. Så der er gået et par år siden sidst, cyklen blev toptunet sidste år hos cykelsmeden og i år kom turen så til min cykeltrailer, så nu kan jeg køre ud og handle stort ind.

Men tilbage til det jeg ville skrive om i dette indlæg.

Sidste lørdag havde jeg fået overtalt Sofie til at køre med mig ud efter the i Mosehuset i Dyndet, det ligger i nærheden af Borup på Sjælland.  Under coronaen har jeg bestilt min the online, men det giver ikke den samme oplevelse, som et besøg på stedet gør og nu var mine the-dåser ved at være tomme, så vi måtte afsted.

Dette skæve hus er proppet med hyggelige ting og sager,  under taget er der fyldt med julehygge hele året, i underetagen er der porcelæn, krydderier, the, kaffe og gode sager.  Bare duften når man træder ind af døren er så skøn. Vi elsker at komme der.


Vi kørte hjemmefra kl 11:30 og det tog os godt og vel 1 time at køre derud, og bagdelen kunne mærkes.

Vi cyklede hen til Malerklemmen, der ligger tæt ved, vi skulle lige igennem et lille sommerhus område, så var vi der lige op af jernbanen mlm Borup og Ringsted, man kan tydeligt se det fra toget. Her kan man hele året få æbleskiver og frokost, før corona havde de i weekenden frokost buffet, men det har de afskaffet nu.

Vi fik en lille frokostplatte, med sild, æg med kaviar, fiskefilet og ost, osten blev udskiftet med en frikadelle, da jeg ved bestilling sagde at det skulle være uden ost. Det var fin service og efter vores cykeltur var  vi osse godt sultne, så det var dejligt.

Jeg var spændt på hvordan mine ben ville klare det, da der er omkring 13 km derud og selvfølgelig det samme hjem igen.



Sofie havde købt cykeltasker, så de blev fyldt op med the og kaffe, Sofie blev fristet af de meget velduftende dessertkaffer, og købte to små poser med hjem, så hun kunne prøve det. Vi er ikke de store kaffedrikkere, ja jeg drikker slet ikke kaffe, men det dufter godt når man dufter til de der hele bønner.

Så ventede turen hjem igen, og den var godt nok hård, ja jeg må nok indrømme at bagdelen, virkelig var en bagdel.  Men Sofie fik hevet mig til Ringsted, og jeg måtte gå mange gange på turen.
Hjemme igen var selv den bløde sofa, slem at sætte sig i, hold da op jeg var øm. Dagen efter havde jeg det som om jeg havde lavet virkelig mange balleøvelser.
Men samtidig var det skønt at det lykkedes og vi hyggede os virkelig meget.

lørdag den 23. april 2022

Nyt påskepynt

Det har været påske og her skal der jo pyntes op, det blev ikke det helt store i år, men lidt kom der da op.

Og jeg havde lavet noget nyt til i år. Nemlig hr. og fru Hare fra Krea de Luxe.



De nåede at blive færdige inden påskedagene og inden familien kom her 1. påskedag til spisning. 

fredag den 22. april 2022

Teatertur til København

Den 2. april var jeg på tur til København med Sofie,  der mødtes vi med endnu en Sofie og hendes mor, som jeg har gået i gymnasie med.  Vi har holdt forbindelsen nogen gange med meget lange mellemrum, men det er hyggeligt når vi ses. Vores døtre, er lige gamle og fandt på et tidligt tidspunkt ud af at de harmonerede fint sammen og at de havde så teatret eller musicals interessen tilfælles.

Denne gang havde vi så fundet på at lave en tur, vi kaldte 2 gange Sofie og mor på tur.  Vi havde nemlig alle lyst til at se Kinky Boots på Det ny Teater, med Silas Holst i hovedrollen som dragqueenen Lola. Alle skuespillerne var gode, der blev danset og sunget til den store guldmedalje, og vi var fulde af beundring over alle de mænd der kunne danse rundt i 10 cm høje hæle, en højde hvor jeg da i hvert fald højst kunne gå 5 skridt.

Det var en fantastisk oplevelse som vi kan leve højt på længe, hele sidste nummer stod alle op og vi var endda nogen der ikke kunne lade være med at danse lidt med til musikken.  Musikken var af Cindy Lauper som mange af os, der var unge i slut 70'erne og start 80'erne sikkert huske ganske godt.

Det var en forestilling der både frembragte smil, grin og tårer. Der var da et par gange hvor tårerne trillede ned af mine kinder, det er jeg da ikke bange for at indrømme.

Forestillingen kan anbefales, men man skal være hurtig da sidste dag er den 1. maj.

Vi havde set eftermiddagsforestillingen, så vi skulle spise bagefter. Vi havde dog været lidt sent ude med at bestille bord, så det blev til en fin, men kold gåtur rundt om søerne, inden det var tid til at gå til Fiolstræde og restauranten.





Jeg er blevet mormor igen

Den sidste uge i marts stod den på ferie, eller rettere mormor kvalitetstid. Jeg havde lovet Amalie at være oppe ved dem i den uge hvor hun havde termin.  Vi fik rigtig hygget og gjort Njords værelse klar til at blive malet, noget sort tapet på en væg skulle fjernes, nyt tapet sættes op og så skulle væggen males. Det sidste nåede jeg ikke at være med til før  jeg tog hjem igen. Jeg var nødt til at tage hjem fredag den 1. april, da jeg skulle på pigetur om lørdagen.

Selvfølgelig begyndte veerne om fredagen, da vi gik rundt i byggemarkedet, hvor der blev købt maling til værelset inden jeg blev kørt til toget.

Så omkring kl 21 fredag aften kom Fenja til verden, hun ville simpelthen ikke ud så længe mormor var på besøg.  Heldigvis var der nogen farforældre der tog over fredag aften, så drengene ikke skulle være alene eller forældrene blive stressede.

Jeg havde fået syet 3 par bukser str.. 62 så de var klar,  men når man bare er 50 cm, så varer det lidt før de kan passe.




Weekenden efter tog jeg op til dem, og så nød jeg alle tre børnebørn maks.  Fenja som lillesøster hedder virker til at være ret så nem. Meget observerende, når hun altså ikke sover.

Og så fik jeg set Njords lyserøde væg, som han er meget glad for, hans farmor havde malet mens de ventede på at de nybagte forældre kom hjem igen.


lørdag den 16. april 2022

Jeg har rundet et skarpt hjørne

Der er nu gået næsten 2 måneder, siden jeg har foretaget mig andet herinde, end at opdatere min læseliste.  

Livet er gået stærkt i de måneder i starten af marts rundede jeg endnu et skarpt hjørne, hvor jeg blev fejret både på mit arbejde og herhjemme af børnene.

På jobbet modtog jeg en fantastisk buket blomster og så var der ellers kage i lange baner, da jeg havde med og min arbejdsplads havde sørget for kage.  Det var samtidig et skønt vejr, så vi sad udenfor og nød solen mens vi guffede.


Jeg blev hentet fra arbejde af den lille familie og så viste det sig at de havde bestilt bord til senere, men de var så hemmelighedsfulde, så de ville ikke røbe det for mig, selv om jeg ytrede bekymring for at jeg jo ikke havde købt ind til aftensmad.  (havde regnet med en stille aften foran flimmerkassen).


Derhjemme stod endnu en buket blomster, den viste sig at være fra min veninde og hendes mand. Hvor heldig har man lov at være.



Jeg fik en bog af den lille familie og Amalies svigerforældre.  Jeg er lige blevet færdig med at læse den her til morgen, og jeg er glad for, at jeg ikke sad i bussen/toget og læste den, for hold da op hvor jeg tudede til sidst. Det er virkelig ikke en feel good bog, den handler meget om hvordan man lever sit liv og at få noget ud af det for lige pludselig er det forbi. Så jeg har følt mig lidt tom siden og det duer ikke, jeg må ud og nyde solen og så gøre klar til hele banden kommer i morgen.


Selve dagen faldt på en onsdag, så jeg havde hele familien til Tapas om lørdagen, her var godt fyldt op i lejligheden, og jeg havde en skøn dag.

fredag den 25. februar 2022

Drengene fik bukser

De to kommende store brødre (selvom Njord havde sagt til sin oldefar at han da var storebror, til spørgsmålet om han glædede sig til at blive storebror), skulle jo have lidt nyt til garderoben, når nu jeg havde maskinen fremme.

Så jeg fik lige syet et par bukser til dem hver, den ene i det velkendte mønster og til Njord blev det et nyt mønster, der skulle afprøves. 

En smal buks uden den baggy facon, som de andre jeg havde prøvet havde, når man er spinkel dur det ikke.


Farven er svær at se på billedet, så jeg har prøvet med et nærbillede, hvor jeg håber det er bedre at se det.  Den er brunlig, ved ikke om man kan sige at den er musebrun.
Stoffet er isoli med lodden bagside, så de skulle være lidt lune, her til det tidlige forår.





Pusletasken til lillesøster

Hold da helt op hvor tiden løber stærkt, coronaen holdt sit tag i mig i 10 dage, kors hvor var jeg da træt bagefter, så der har ikke været meget overskud til noget når arbejdsdagen var klaret. Ej heller til håndarbejde.

Men jeg brugte et par weekender i januar og februar på at sy en pusletaske til min datter.  Jeg havde nok så frisk sagt at det kunne jeg da lave en ny en af, dengang de havde vandskade og den pusletaske de havde brugt til drengene var blevet muggen.

Og med en ny baby i vente her i foråret, var det ved at være tid, at få gang i symaskinen. Jeg havde købt stoffet, men manglede nogen magnet-knapper til bunden og knapper til lommerne, så var alt klart.

Jeg havde virkelig udfordret mig selv med lynlåse, foer, håndtag og skulderrem, der manglede skam ikke detaljer i det stykke sytøj.

Yderstoffet er mørk marine farvet bomulds canvas, mønstret er fra Stof og Stil, og når man ikke er så øvet i at sy, så skulle der virkelig gang i hjernecellerne.

Der er en udvendig lomme på begge sider af tasken og kraftige hanke, så den skulle kunne holde til noget.


Foret er grågrønligt bomuldslærred og herpå er syet lommer, tre på den ene side og en enkelt på den anden, her er der endvidere syet flexbånd på, til at sætte den løse inder taske fast på.
Selvsamme inder taske voldte mig problemer, da den skulle fores og vendes, det gik helt galt så sømmen kom på den forkerte side og jeg måtte ind og åbne lynlåsen for at kunne vende den. Kunne simpelthen ikke greje vejledningen, stoffet vendte korrekt men det gjorde sømmen ikke den kom frem i stedet for at være mlm lagene. Men det betyder jo intet for brugen af den lille ekstra taske.

Stoffet til lommerne gav mulighed for at give tasken lidt personlighed, begge mine døtre holder meget af Harry Potter, så det var jo oplagt at bruge disse stoffer, da jeg fandt dem .



De 3 lommer og ligge underlaget, den ene med Hogwarts ekspressen, perron 9 3/4 og skolen, det andet med Gryffindor halstørklædet, brillerne og Hedvig.


Her ses tasken foldet helt ud klar til brug, det eneste der undrer mig er at underlaget og stedet hvor barnet skal ligge og blive skiftet er så smalt.


Amalie blev glad, selv om jeg har på fornemmelsen at hun syntes at jeg var lidt skør med mit valg at stof.

Men nu er den klar til lillesøster kommer og behøver jeg sige at vi glæder os.