tirsdag den 11. januar 2011

Dåbskjolen

Anne havde i går et indlæg om dåbskjoler, som et apropos til den kongelige tvillingefødsel.
Og jeg syntes det var en ide at køre videre med.
I vores familie har vi en dåbskjole, den er ikke særlig gammel, men det håber vi den bliver.
Den er syet af min svigermors brudekjole, men først da de havde fået barn nr. 3 i 1965.
Thomas (manden min) og min ældste svoger er født i hhv. 63 og 64 og som de fleste andre født i 60'erne er de døbt i lejede kjoler. I 65 rejste de så til Grønland og så kom yngste svoger til, og der i Holsteinsborg (Sisimiut) kunne man ikke leje slige sager. Så bud gik til DK og kjolen blev syet om til den fine dåbskjole, som han som den første blev døbt i.
Derefter lå den pakket ned indtil vi fik Sofie i 89, derefter har den været brugt til 5 fætre og kusiner, samt en fætters søn. De fik nemlig tvillinger og havde et nu kongeligt problem.

Her er mine piger i kjolen, jeg havde valgt at give dem en langærmet t-shirt med kulør på under, og så sætte smalle bånd på, der matchede denne.

Navne og datoer er broderet på inderskørtet i den farve vi hver især har haft benyttet til båndene på kjolen.

I februar sidste år overtog jeg ansvaret for kjolen, da min svigermor vidste at hun ikke havde langt igen, og jeg var ældste svigerdatter. Det var hårdt men samtidig blev jeg stolt over at hun ville overlade den til mig.

Og ja vi har en bog, hvor alt er nedskrevet, og hvor hvert barn har sin egen side med oplysninger om dåben og med billed. Kun et enkelt barnebarn er ikke døbt i den, hvorfor mon ?

2 kommentarer:

  1. Hvor er det en smuk dåbskjole Trine..En rigtig god ide med en bog, hvor hvert dåbsbarn har sin side :D
    Jeg kunne jo nå det med vores kjole..i hvert fald kunne jeg notere for hver af os, jeg ved der er døbt i kjolen :D

    SvarSlet
  2. Tak Anne
    Ja med sådan en bog bliver ingen glemt og vores oldebørn får også historien om kjolen.

    SvarSlet