Ja, jeg har haft fri i dag og der stod intet om 1. maj taler på min kalender. Ikke at der stod andre ting, andet end at nu skulle cykeltraileren tømmes. Den blev fyldt i Påsken med ting, der skulle køres på containerpladsen, men så var der jo lukket i helligdagene og så har lysten ikke været der.
Men i dag fik jeg taget mig sammen, og det skulle være om formiddagen, for eftermiddagen skulle stå på hygge med Amalie i Roskilde. (havde ikke regnet med at skulle derind i dag men men planer er jo til at ændre)
På containerpladsen kan man tage al den kompost-jord med hjem man har lyst til. Så jeg skovlede op i den nu tømte affaldssæk. Havde lige glemt at cykelturen hjem går op ad bakke og at jeg skulle bære sækken op på 1. sal, men nu har jeg en sæk dejlig kompost stående på altanen helt klar til der skal plantes tomatplante ud og sås ærter. Min altan-køkkenhave begynder at tage form.
Over middag drog jeg så med toget til Roskilde og ja jeg fik lige hørt lidt 1. maj tale, Harald Børsting fra LO talte på Heste torvet, som jeg passerede på min vej til vores mødested.
Vi skulle mødes ved biblioteket, for der var nogen ting Amalie ville vise mig. På hjørnet ved biblioteket står et stort træ og det var blevet pyntet med en masse frisbee i en heftig pink farve
Jeg ved ikke hvorfor, men flot ser det ud og så med den blå himmel som baggrund, så kan man da ikke andet end at blive glad.
I folkeparken overfor har biblioteket lavet et bogbyttetræ, et sygt træ er blevet fældet, men man har ladet et par meter blive stående og det er så blevet formet og der er lavet rum i det med vippelåger af acryl, her kan man så finde bøger og selv placere nogen, som andre kan læse. En meget fin ide, som desværre ikke kan være i fred for folk, der vil lave tags og på anden måde ødelægge lågerne.
Den er da fin, i Ringsted kunne biblioteket sagtens gøre noget lignende, det er jo placeret i Ringsted gamle Lystanlæg med masser af træer lige udenfor døren.
Vi fik hygget med dejlig frokost på en af Roskildes mange cafeer og sluttede eftermiddagen af med en kop te hjemme hos Rasmus, hvor jeg skulle se at de havde fået købt altankasse og blomster til altanen og lige se glimtet af fjorden, inden træerne snart er sprunget helt ud og har gemt vandudsigten.
Der er så meget, der lokker, Roskilde er en dejlig by.

Jeg måtte passe mit arbejde 1. maj - det er ikke længere fridag i min kommune. Jeg havde ellers gerne lige taget en cykeltur ud i det blå:)
SvarSletHvor er det en skøn ide med det bogbyttetræ. Ærgerligt, at det ikke kan "være i fred".
Ja det er trist at gode ideer skal ødelægges, men det er i den selv samme park at gymnasieeleverne samles om fredagen efter skoletid og så sker der jo ting og sager ;-) Roskilde har 3 gymnasier, så det er mange unge mennesker.
Slet