Et hjørne af stuen bliver forandret

Her i løbet af sommeren flyttede yngste hjemmefra og til Roskilde, hvor hun er flyttet sammen med kæresten i hans lille 2 værelses lejlighed og de har fået indrettet sig hyggeligt med et pænt miks af begges ting og nogle få nyindkøbte møbler.
Men dette har betydet at jeg nu har fået mit eget soveværelse, hvor jeg kan lukke døren, så nu er der ikke længere klædeskab og seng i stuen. Og så alligevel for nu står Amalies seng og reol i stuen. Men det har betydet at der nu er plads til alle mine bøger i stuen og det er rigtig dejligt.
Min reol, der før skjulte min seng for resten af stuen er nu kommet til at stå op af væggen, over den har jeg hængt et af mine gamle malerier og bogkassen har fået lov at blive hængende selv om den måske burde hænges højere op. Her har jeg stillet mine stiletter, som jeg selvfølgelig har købt for små. Men de lyser op som udstilling sammen med Bo Boyesen aben, min Mercedes model bil  og andre små finurligheder jeg har fundet frem
.

Amalies seng og reol står her ud i stuen, så det stadig virker som om der er et lille værelse, når der kommer nogen og overnatter her.

Hjørnet med reol og kreaskab roder stadig, da jeg endnu ikke har besluttet hvordan det skal fungere med bordet, garn, male og sy ting blandet sammen. Men der sker hele tiden lidt. Det går dog meget langsomt, da jeg stadig har liggende i baghovedet at vi skal væk herfra og det bare er en overgang. 

Vi drømmer stadig om et lille sted vi kan kalde vores og hvor vi kan komme ud i en lille have.

Vi har nu boet her et år og vi har næsten vænnet os til at bo så tæt på andre mennesker. Selvom der stadig er folk i opgangen, vi ikke ved hvem er. Det er noget underlig noget at man kan bo så tæt uden at vide hvem de andre er. Man har helt klart meget mere at gøre med hinanden på en villavej end i en opgang i en boligblok. Behøver jeg sige at jeg savner mine gamle naboer ?