Her sad vi lidt og filosoferede over himlen og om hvorfor mon bagdøren til rådhuset var flankeret af to hvalrosser i granit. Vi fandt ikke umiddelbart noget svar, men nu har jeg haft tid til at google lidt. Og jeg fandt en artikel fra 8. september 2005 i Information, hvor der stod og her kommer der så et citat :
Nordisk zoologi
Men hvad laver isbjørne i granit på taget ud mod Rådhuspladsen? Eller to grofthuggede hvalrosser ved bagindgangens port?
Nyrop mente selv, direkte adspurgt i Berlingske Tidende, juni 1898, at de i et delvist atlantisk sørige som Danmark til en afveksling kunne være lige så prydelige som løver og sfinxer, og at der i øvrigt var mange andre havvæsener til stede i bygningen.
Jeg tror Arkitekt Nyrop, har været en meget excentrisk person, når han kan komme med sådan en udtalelse. Men ja det var lidt det jeg tænkte da jeg så dem, nemlig at det jo er dyr, der hører til i vores kongerige.Men nu har vi lagt mærke til hvor mange forskellige granitfigurer, der er på Rådhuset og mon ikke det er værd at tage en tur hele vejen rundt og studere dem lidt nærmere, når vejret bliver bedre.
Der er langs rådhuset på H.C. Andersens Boulevard et rigtig fint blomsterbed, som jeg heller aldrig har set før. Der er vist meget at opleve når man bevæger sig væk fra de befærdede ruter rundt i byen.
Vi har så mange smukt udsmykkede bygninger, men desværre ligger vi ikke mærke til dem i vores travle hverdag. Men mon ikke vi skulle give os tid engang imellem, til at se hvilke arkitektoniske finurligheder, der findes omkring os.
Jeg vil prøve at huske det fra nu af, når jeg færdes rundt omkring i vores byer.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar