Jeg skal til tandlæge, jeg skal have lavet endnu en krone. Resultat af 70'ernes skoletandlæge, der mente at man udhulede tænderne totalt, lige meget størrelsen af hullet, og proppede godt med "sølv" i.
Men jeg har nu en rigtig sød
tandlæge, en holistisk en af slagsen.
At komme hos en holistisk tandlæge, betyder god tid, omsorg og en masse forholdsregler, når man skal have lavet noget.
Når jeg skal have fjernet en "sølv"-plomb, skal jeg booste mit immunforsvar op til seancen, så i øjeblikket indtager jeg hver dag 1 multivitamin-tablet, 2000 mg C-vitamin, og her de sidste par dage også aktivt-kul.
Det aktive-kul skulle gerne indkapsle evt. kviksølvrester, der vil ende i min mave.
Under selve fjernelsen vil jeg blive udstyret med en maske (ligner nærmest en gasmaske) og det samme gør min tandlæge, således at vi ikke indånder de kviksølv-dampe, der opstår når der bliver boret i plomben.
Så kunne man jo så gå hen og tro at det var dyrere at blive behandlet hos en holistisk-tandlæge end hos en af de andre, men det er det ikke. Når man altså ser bort fra de ekstra kosttilskud og at man i mit tilfælde er nødt til at drage til København.