fredag den 24. februar 2017

Dejlig varm trøje

Jeg har fået brugt noget af alt det garn, som blev købt her på udsalget. Nærmere så har jeg brugt 9 ½ ngl. af de 15 ngl. West tweed fra Lang yarns. Kvaliteten er 47 % Uld, 47% Akryl og 6 % Viskose, det er dejlig blødt og lunt.
På banderolen står der pinde 7, men jeg endte med at strikke på pinde 5½ (den der strikkefasthed, har det med at drille) og modellen er en jeg fandt i et af de utallige tillæg, der gennem tiden har været med diverse ugeblade, (jeg har en kæmpe stabel af disse tillæg liggende) og  jeg husker selvfølgelig ikke  fra hvilket. 😆


Jeg skulle bruge 10 knapper


Vi fandt nogen, der havde hele farveskalaen fra garnet i sig, så man næsten ikke ligger mærke til dem i det færdige resultat




Resultat dejlig numsevarmende trøje som jeg altså bare ikke kan
få for mange af. Kan også se at mine piger foretrækker at købe de lange cardigans, så det er ikke kun mig, der synes det er skønt.
Desværre har jeg kun fået fotograferet trøjen i kunstigt lys, men tror godt det kan ses hvor flot farveskiftet er alligevel.
Jeg er helt glad for, at jeg har 5½ ngl. tilbage, måske jeg kunne finde et eller andet, hvor jeg kan få det til at gå op med pinde 7. Men lige nu er jeg i gang med en lille sag på pinde 3, man må jeg skifte lidt mellem størrelserne på pindene, så man ikke får alt for ondt i nakke og skuldre.

tirsdag den 14. februar 2017

Et hæklet dyr til en lille ny

Det er efterhånden blevet en tradition at alle nyfødte i familien, får en hjemmehæklet gravhund fra min side. Så da min yngste fætter meldte ud at nu skulle de sørme have en lille pige, måtte jeg jo igang. ( Her skal det lige tilføjes at jeg først fandt ud af det i november måned, da de sædvanlige jungletrommer ikke havde fungeret helt denne gang).
Så da julegaverne var klaret og givet, så var det tid. Men jeg har smidt min, med blyant skrevne, opskrift væk, som totalt væk. Så det var med at fatte en af dem jeg selv har, og så tælle lidt og rette til.
Men en hund blev det, lidt tyk i forhold til de tidligere, men hvad pokker, det betyder mindre.



Her den 7. februar kom den lille pige så til verden, og hunden blev sendt afsted, den er landet hvor den skal være og forenet med sine to søskende. Så det er lykke.💗

Jeg skrev ikke nogen opskrift ned, tror nemlig at denne her bliver den sidste i rækken, medmindre at mine kusiner og fætre skulle overraske, men sandsynligheden taler ikke for det.
Tror også at jeg efterhånden er meget tæt på at have lavet 15 hunde, så det må vel være ok at stoppe her.

Nogen vil så måske spørge, hvad når du selv skal være mormor ? Til den tid har jeg sikkert fundet på noget andet eller det kommer jeg til, for mine piger vil hellere have noget helt andet, det har de meldt ud for længst. Ja længe før end der kommer kærester til endda, så det er helt afgjort ingen hunde til dem. 💗

lørdag den 11. februar 2017

Bøger i julegave

Ja det er lidt siden, det var jul, jeg ved det godt, men jeg har ikke fået skrevet om julegaverne. Så her kommer en lille bitte smule.

Jeg fik 2 bøger, ikke meget i forhold til de senere år, men lidt har vel osse ret. Jeg fik 1 strikkebog og 1 roman


Babystrik, ja man kan jo lige så godt forberede sig, mine piger er jo 24 og 28 nu, og den ene er ovenkøbet gift. For min skyld må de godt vente, jeg er da slet ikke klar til at blive mormor, men da jeg var 27, var jeg jo heller ikke klar til at blive mor, men det gik da helt godt alligevel. Man bliver nok først klar til børn, om det så er ens egne eller ens børns, når man står i situationen.

Romanen handler om 3 mennesker, der er i deres livs efterår og som realiserer sig selv, Etta har aldrig set havet, så det beslutter hun sig for at ville i en alder af 82, så hun går hjemmefra og så må hendes mand klare sig selv. Den foregår i Canada og Etta vælger at gå de 2000 km, der er ud til havet og da hun er lidt dement har hun en seddel på sig, hvor der står hvad hun hedder, hvor hun bor og hvem hun er gift med, bare hvis hun skulle glemme det. Otto hendes mand, passer gården og finder sin kreative side, Russell naboen, som de har kendt siden de var helt unge, kører ud for at finde Etta, men ender med at køre op til de nordlige skove, for at se elge. Den er meget sød, men osse lidt trist.


fredag den 10. februar 2017

Fantastisk Amaryllis

Jeg fik en Amaryllis forærende af en veninde, den havde 2 knopper på vej, da hun kom med den. Den ene var helt nede ved knolden, så den er først ved at nå blomstring nu, den første sprang ud kort efter at jeg havde fået den.

Skøn rød farve og mega store blomster


Men den var ikke som de er flest, den havde nemlig valgt at få 6 blomster, altså de 4 verdenshjørner, som blomsten jo osse bliver kaldt, var blevet til 6. Det gør den jo ikke mindre flot tværtimod.



Nu er det så nummer 2 knop, der er ved at springe ud, så jeg var godt spændt på, hvor mange blomster den så ville komme med og det ser sørme ud til at den osse kommer med 6 stks. Det er da fantastisk.



 Som det ses er det kun de tre af dem, der er sprunget ud på nuværende tidspunkt.


Og stilken på nummer to er betydelig højere end den første, der står og er kedelig (ved ikke helt om jeg burde klippe den af)


På dette nærbillede ses tydeligt at der er endnu 3 knopper, der er lige ved at folde sig ud. Den er bare så fantastisk.

torsdag den 9. februar 2017

Kage i en kop

Sidste år fik jeg en opskriftbog om at bage kager i en kop og i microovnen. Syntes jo at det var vældig smart, men fik ikke taget mig sammen til at prøve det før nu.



Efterhånden er jeg jo mere og mere bare mig selv, og så bager man jo ikke en hel bradepande, når man bliver lækkersulten efter kage og at gå ned på hjørnet til bageren, det er altså for dyrt i længden. 😉
Så nu skulle det altså prøves, jeg valgte en baileykage, ikke bare en kedelig chokoladekage. At der skulle bruges en kop, der kunne rumme 3½ dl overraskede mig, for syntes jo ikke ligefrem at koppen på billedet så så stor ud.

Men det er nemt, man starter med at smelte smørret i koppen ( 20 sec.) og så blander man ellers mel, æg, kakao, bagepulver og alt det der ellers skal i, ned i koppen og rører det jævnt med en gaffel.
Og så skal koppen bare sættes i microen i lige godt 2 min og vupti har man en kage.
Hurtigt og nemt var det og opvasken er minimal, 1 gaffel og 1 kop, når kagen er spist vel og mærke,



Den smagte godt (meget af bailey) og det svarede vist til et kæmpe stykke kage. Og så lige et lille glas bailey ved siden af så var det en god aften. 😋

tirsdag den 7. februar 2017

C-vitaminer mod forkølelse

Begge mine piger og den ene svigersøn er i øjeblikket hærget af sygdom, ondt i hals og megen hosten, men jeg er foreløbig sluppet.
Jeg har taget ekstra c-vitaminer hele vinteren sammen med en multivitamin. Der udover har jeg fra årets start, presset saft af 3 appelsiner og drukket hver dag. Det tror jeg indtil videre har hjulpet mig.


Men det er et råd jeg engang har fået af min tante, ekstra C-vitaminer holder dig fra forkølelser. Så det prøver jeg at huske.
Nu må vi så se om det holder, med de hostende døtre jeg har og som jeg jo er sammen med trods sygdom.

lørdag den 4. februar 2017

Så kom der lige en vampyr til verden

Jeg og ikke mindst mine døtre er faldet pladask for Lalylala's univers, og alle hendes hækleopskrifter findes på dansk og de er meget gennemarbejdede. De kan varmt anbefales. 😍

Denne gang var det Vampyren Vlad, der kom på og af hæklenålen. Han flytter med Sofie, så han ikke skal fylde op på sofaen her hos mig.





Det melerede garn er fra Søstrene grene, det giver et meget fint spil til den sorte kappe. I opskriften er kappen grå og kroppen sort.