Jeg havde jo købt 3 ngl grønt akrylgarn, så jeg strikkede lige en hue mere. Denne gang en af de famøse elefanthuer eller balaclava, som de kaldes når det skal være fint.
De er ikke kønne, det er de altså ikke. Men man kan holde varmen om ørerne, det kan man altså. Og ikke at forglemme, man behøver ikke hele tiden at skulle hive den på plads, som jeg har erfaring med at jeg altid skal med alle andre huer.
Jeg indviede den i går da jeg gik hjem fra min datter efter at det havde sneet. Og det var dejligt at den bare blev på plads over ørerne.
Hvorfor det lige pludselig er blevet moderne med disse elefanthuer til voksne vides ikke bestemt, men jeg så morgentv på TV2 i weekenden, der var noget om at alle kan lære at strikke. Her blev der snakket om de her huer og det var noget med at der var forskellige modehuse, der havde haft dem med i deres modeshows og derfra havde det bredt sig. Men det er da rart at det nu er smart at holde på varmen.
Jeg brugte en gratis opskrift fra strikkeglad.dk. Men der er mange der har udgivet opskrifter på forskellige udgaver af denne varme sag.