mandag den 9. maj 2022

En lille fugl med en olivenkvist

Lige efter at russerne havde invaderet Ukraine, kom lilleliis med en ny opskrift på et lille ophæng med en fredsdue og et hjerte. Jeg så det på Instagram og tænkte det vil jeg lave, når jeg får overskud.  Men jeg gemte det selvfølgelig ikke, hvorfor skulle jeg dog det.  Men der skete så det, at jeg selvfølgelig glemte, hvor jeg havde set det. Indtil det dukkede op igen, og så skyndte jeg at printe opskriften. 

Nu har jeg så fået hæklet og ikke mindst monteret det lille ophæng.  Klar til forhåbentlig at blive hængt på Fenja's vogn.




Og ja det ligner mere en spurv end en due, men det er i hvert fald en fugl med en olivenkvist i munden. 



lørdag den 7. maj 2022

Tomatplanter til altanen

Jeg er ikke nået så langt med forberedelser til en sommer på altanen, dog har jeg fået sået de små tomater, der er særlig egnet til altan og krukker.

Der var 10 frø i posen og der kom 9 planter.


I torsdags fik jeg så plantet dem ud i hver deres potte og stillet til at suge vand i køkkenvasken. 
Samme dag havde der været håndværkere i lejligheden, hullerne i væggen fra de skiftede vandhanen ud og rørene der blev ført fra badeværelset til køkkenet blev ført ned i skabet under vasken. Løsningen på at dække hullerne blev denne her lidt minimale stålplade. Kønt ?  nej det kan man vist ikke påstå.


Så nu venter vi på sol og varme ikke mindst, så der kan plantes ud på altanen, og jeg kan få dejlige små velsmagende tomater.


lørdag den 30. april 2022

På cykel igen efter næsten 2 år

 Mon ikke foråret nydes hos de fleste nu.  Det gør jeg i hvert tilfælde.

Jeg har fået lyst til at cykle lidt, selv om jeg foretrækker at gå, men der skal være en grund til at cykle, jeg cykler ikke bare for fornøjelsens skyld. Så der er gået et par år siden sidst, cyklen blev toptunet sidste år hos cykelsmeden og i år kom turen så til min cykeltrailer, så nu kan jeg køre ud og handle stort ind.

Men tilbage til det jeg ville skrive om i dette indlæg.

Sidste lørdag havde jeg fået overtalt Sofie til at køre med mig ud efter the i Mosehuset i Dyndet, det ligger i nærheden af Borup på Sjælland.  Under coronaen har jeg bestilt min the online, men det giver ikke den samme oplevelse, som et besøg på stedet gør og nu var mine the-dåser ved at være tomme, så vi måtte afsted.

Dette skæve hus er proppet med hyggelige ting og sager,  under taget er der fyldt med julehygge hele året, i underetagen er der porcelæn, krydderier, the, kaffe og gode sager.  Bare duften når man træder ind af døren er så skøn. Vi elsker at komme der.


Vi kørte hjemmefra kl 11:30 og det tog os godt og vel 1 time at køre derud, og bagdelen kunne mærkes.

Vi cyklede hen til Malerklemmen, der ligger tæt ved, vi skulle lige igennem et lille sommerhus område, så var vi der lige op af jernbanen mlm Borup og Ringsted, man kan tydeligt se det fra toget. Her kan man hele året få æbleskiver og frokost, før corona havde de i weekenden frokost buffet, men det har de afskaffet nu.

Vi fik en lille frokostplatte, med sild, æg med kaviar, fiskefilet og ost, osten blev udskiftet med en frikadelle, da jeg ved bestilling sagde at det skulle være uden ost. Det var fin service og efter vores cykeltur var  vi osse godt sultne, så det var dejligt.

Jeg var spændt på hvordan mine ben ville klare det, da der er omkring 13 km derud og selvfølgelig det samme hjem igen.



Sofie havde købt cykeltasker, så de blev fyldt op med the og kaffe, Sofie blev fristet af de meget velduftende dessertkaffer, og købte to små poser med hjem, så hun kunne prøve det. Vi er ikke de store kaffedrikkere, ja jeg drikker slet ikke kaffe, men det dufter godt når man dufter til de der hele bønner.

Så ventede turen hjem igen, og den var godt nok hård, ja jeg må nok indrømme at bagdelen, virkelig var en bagdel.  Men Sofie fik hevet mig til Ringsted, og jeg måtte gå mange gange på turen.
Hjemme igen var selv den bløde sofa, slem at sætte sig i, hold da op jeg var øm. Dagen efter havde jeg det som om jeg havde lavet virkelig mange balleøvelser.
Men samtidig var det skønt at det lykkedes og vi hyggede os virkelig meget.

lørdag den 23. april 2022

Nyt påskepynt

Det har været påske og her skal der jo pyntes op, det blev ikke det helt store i år, men lidt kom der da op.

Og jeg havde lavet noget nyt til i år. Nemlig hr. og fru Hare fra Krea de Luxe.



De nåede at blive færdige inden påskedagene og inden familien kom her 1. påskedag til spisning. 

fredag den 22. april 2022

Teatertur til København

Den 2. april var jeg på tur til København med Sofie,  der mødtes vi med endnu en Sofie og hendes mor, som jeg har gået i gymnasie med.  Vi har holdt forbindelsen nogen gange med meget lange mellemrum, men det er hyggeligt når vi ses. Vores døtre, er lige gamle og fandt på et tidligt tidspunkt ud af at de harmonerede fint sammen og at de havde så teatret eller musicals interessen tilfælles.

Denne gang havde vi så fundet på at lave en tur, vi kaldte 2 gange Sofie og mor på tur.  Vi havde nemlig alle lyst til at se Kinky Boots på Det ny Teater, med Silas Holst i hovedrollen som dragqueenen Lola. Alle skuespillerne var gode, der blev danset og sunget til den store guldmedalje, og vi var fulde af beundring over alle de mænd der kunne danse rundt i 10 cm høje hæle, en højde hvor jeg da i hvert fald højst kunne gå 5 skridt.

Det var en fantastisk oplevelse som vi kan leve højt på længe, hele sidste nummer stod alle op og vi var endda nogen der ikke kunne lade være med at danse lidt med til musikken.  Musikken var af Cindy Lauper som mange af os, der var unge i slut 70'erne og start 80'erne sikkert huske ganske godt.

Det var en forestilling der både frembragte smil, grin og tårer. Der var da et par gange hvor tårerne trillede ned af mine kinder, det er jeg da ikke bange for at indrømme.

Forestillingen kan anbefales, men man skal være hurtig da sidste dag er den 1. maj.

Vi havde set eftermiddagsforestillingen, så vi skulle spise bagefter. Vi havde dog været lidt sent ude med at bestille bord, så det blev til en fin, men kold gåtur rundt om søerne, inden det var tid til at gå til Fiolstræde og restauranten.





Jeg er blevet mormor igen

Den sidste uge i marts stod den på ferie, eller rettere mormor kvalitetstid. Jeg havde lovet Amalie at være oppe ved dem i den uge hvor hun havde termin.  Vi fik rigtig hygget og gjort Njords værelse klar til at blive malet, noget sort tapet på en væg skulle fjernes, nyt tapet sættes op og så skulle væggen males. Det sidste nåede jeg ikke at være med til før  jeg tog hjem igen. Jeg var nødt til at tage hjem fredag den 1. april, da jeg skulle på pigetur om lørdagen.

Selvfølgelig begyndte veerne om fredagen, da vi gik rundt i byggemarkedet, hvor der blev købt maling til værelset inden jeg blev kørt til toget.

Så omkring kl 21 fredag aften kom Fenja til verden, hun ville simpelthen ikke ud så længe mormor var på besøg.  Heldigvis var der nogen farforældre der tog over fredag aften, så drengene ikke skulle være alene eller forældrene blive stressede.

Jeg havde fået syet 3 par bukser str.. 62 så de var klar,  men når man bare er 50 cm, så varer det lidt før de kan passe.




Weekenden efter tog jeg op til dem, og så nød jeg alle tre børnebørn maks.  Fenja som lillesøster hedder virker til at være ret så nem. Meget observerende, når hun altså ikke sover.

Og så fik jeg set Njords lyserøde væg, som han er meget glad for, hans farmor havde malet mens de ventede på at de nybagte forældre kom hjem igen.


lørdag den 16. april 2022

Jeg har rundet et skarpt hjørne

Der er nu gået næsten 2 måneder, siden jeg har foretaget mig andet herinde, end at opdatere min læseliste.  

Livet er gået stærkt i de måneder i starten af marts rundede jeg endnu et skarpt hjørne, hvor jeg blev fejret både på mit arbejde og herhjemme af børnene.

På jobbet modtog jeg en fantastisk buket blomster og så var der ellers kage i lange baner, da jeg havde med og min arbejdsplads havde sørget for kage.  Det var samtidig et skønt vejr, så vi sad udenfor og nød solen mens vi guffede.


Jeg blev hentet fra arbejde af den lille familie og så viste det sig at de havde bestilt bord til senere, men de var så hemmelighedsfulde, så de ville ikke røbe det for mig, selv om jeg ytrede bekymring for at jeg jo ikke havde købt ind til aftensmad.  (havde regnet med en stille aften foran flimmerkassen).


Derhjemme stod endnu en buket blomster, den viste sig at være fra min veninde og hendes mand. Hvor heldig har man lov at være.



Jeg fik en bog af den lille familie og Amalies svigerforældre.  Jeg er lige blevet færdig med at læse den her til morgen, og jeg er glad for, at jeg ikke sad i bussen/toget og læste den, for hold da op hvor jeg tudede til sidst. Det er virkelig ikke en feel good bog, den handler meget om hvordan man lever sit liv og at få noget ud af det for lige pludselig er det forbi. Så jeg har følt mig lidt tom siden og det duer ikke, jeg må ud og nyde solen og så gøre klar til hele banden kommer i morgen.


Selve dagen faldt på en onsdag, så jeg havde hele familien til Tapas om lørdagen, her var godt fyldt op i lejligheden, og jeg havde en skøn dag.