I maj måned fik jeg indløst en af mine fødselsdagsgaver, en kulturel udflugt med vores faster. Turen viste sig at gå til Rønnebæksholm ved Næstved. Et gammelt gods, som i dag er en kulturinstitution under Næstved kommune, med skiftende kunstudstillinger og små koncerter henover sommeren.
Jeg havde aldrig hørt om stedet, hvilket er forbavsende, når det ikke er længere væk.
Når man går en tur i parken, støder man på den gamle linde allé, træerne står helt tæt og er stynede, vi var der inden bladene foldede sig ud, så det så noget bart ud. Men alligevel kønt med græs og mælkebøtter, der var i det hele taget meget frodigt og grønt.
Godset set fra parken, en smuk bygning
Godset blev i 1840 købt af Harald Toft, som påbegyndte istandsættelsen af hovedbygningen inden han døde året efter. Hans enke Marie Toft færdiggjorde istandsættelsen og tog sig af bedriften derefter.
Dengang var en gift kvinde umyndig, både personligt og juridisk, medmindre hun blev enke og ikke giftede sig igen. Som enke fik kvinden fuld råderet over eventuelle besiddelser. Hun skulle dog have en rådgiver (fra brochure om "Denne vidunderlige Frue")
Så da hun efter at have været enke i 10 år giftede sig igen, (med Grundtvig) overdrog hun godset til sin datter, men fortsatte med have myndighed til at styre det, så længe hun levede.
Hun fik bygget et "lille" digterværksted til Grundtvig, hvor han kunne trække sig tilbage og digte i ro og fred. Denne bygning hedder Venligheden, og den er et helt lille slot.
I godsets hovedbygning er der udstillingslokaler, en lille butik og en lille cafe, disse fik vi også besøgt, men det må vist blive et andet indlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar