fredag den 28. juni 2019

Ny togstrækning afprøvet

For 14 dage siden, skulle vi en tur til Køge, Sofie skulle have nye sandaler og så ville vi prøve dineren "Staceys" ude ved Marinaen.

Som noget nyt kan man nu tage toget til Køge, eller rettere Køge Nord. Der er dog stadig bus 2 gange i timen, heldigvis for der kører kun et tog i timen. Men vi tog som sagt toget, så vi kunne se den nye station i en anden vinkel end den man ser når man kører under den på motorvejen til København.

Den ligger som en rumstation i landskabet, men når man kommer tæt på er den faktisk meget elegant.

Her er udsigten ud over perronen til fjerntoget og motorvejen, set inde fra bygningen.


Her ser man hvordan den indvendigt er beklædt med bøgestave, og de organisk formede bænke, hvor man kan sidde og nyde udsigten, hvis man altså er til at tælle biler.


For enden af stationsbygningen, kan man se ud over et villakvarter, som nu har fået meget tæt til toget. Og man kan nyde tagene på cykelholdepladserne.


På det sidste billede fra stationen, står vi og venter på S-toget ind til Køge og her kan man se hvordan bygningen slanger sig hen over motorvejen.
Tror ikke det kan betale sig at tage toget, tror vi sparede 10 minutter i forhold til bussen, da vi ankom til Køge N, lige da der var kørt et S-tog.


Efter at have gået rundt i byen og Sofie fik sine sandaler og jeg fik en ny regnfrakke, begav vi os ud mod Marinaen i regn og torden. Vi blev våde, men da vi også er ret stædige, skulle det ikke stoppe os.

Stedet er malet i de fineste pastelfarver, og der blev spillet 50ér musik, særligt Elvis var på programmet mens vi var der.
For at det ikke skal blive for tøset, har man på toilettet blandet tøset lyserødt med rå bildæk og tappehaner.


Vi sluttede af med at bestille en Bailey milkshake til deling (burgeren fyldte godt i maven), og hold da op det var noget, der var godt. Med flødeskum og revet chokolade på toppen. Næste gang (for det bliver der) skal jeg nok kun have denne milkshake. 

uhm

2 kommentarer:

  1. Det er da en flot station.
    Jeg er desværre sådan én, der snildt kan spise BÅDE en burger og en milkshake...;)

    SvarSlet
    Svar
    1. ha ha Eva, der er nok osse dage hvor jeg kan det. Men lige der kunne jeg ikke.

      Slet